Anmelder: Heller Andersen DAG 3: Fredag d.17.juni Helviti-scenen, kl. 14.00
Bad Religion - giv bassister mere plads
Rygraden i Bad Religon, Greg Graffin, havde sin behagelige vokal og engagerede gestik helt på plads og lagde sig punktligt som det samlende soniske element ovenpå den velorkestrerede larm. Bassisten, Jay Bentley, er ligesom Greg Graffin et etablerende medlem (bortset fra et par års fravær i 80’erne) og han virkede i den grad til at have spilleglæden intakt. Det lille fravær af bastoner et kløende øre hos ham frembragte, gjorde min opmærksomhed på bassens undervurderethed tydelig. Da han fik plads til at føre sig mere frem i lydbilledet, forstærkedes mit synspunkt.Vi skulle fra middle ages til dark ages, proklamerede Graffin, hvorefter ”New Dark Ages” fortsat øgede tempoet som andet af de 21 numre, vi fik. ”Los Angeles is Burning” gavhenunder midten af koncerten ligesom ”Come Join Us” en smule hyggelig fællessang. ”Struck a Nerve”, det tætteste vi kom på en sjæler, lå velanbragt i midten af settet. ”Infected” var decideret guf for de fremmødte. Jeg glemte helt at spilde medbragt væske af glæde og bevægelse – som jeg ellers forudsagde at gøre i min guide til Copenhell, idet rytmerne lagde sig blidt om bolden således at musikkens energi flød ind at forplante sig, hvorfra dopaminen flyder. Når man spiller punk, kan man nå meget. Numrene har tradition for at være kortere og det kunne skyldes tempoet, hvormed de leveres. Alligevel vil jeg gerne anke, at de kun var med os én time denne dejlige eftermiddag. “Where do you really want to be (at the End of history)?”. Svaret må være: ”Here!”.
Hades-scenen, kl 15.15: Ghost Iris – alubat, skønsang ogGoPro på vesten
En anderledes start fik koncerten imens den crowdsurfende og headbangende guitarist, Daniel Leszkowitcz, tog en runde ovenpå det forreste af publikum i sin side af scenen. Stormerne fra Ghost Iris besad et insisterende nærvær på scenen og spillede core, som de fleste kender den. Den voldsomme begyndelse på bandets set inspirerede også publikum til selv at danne bevægelsesmønstre, som vi kender dem fra de hårdere koncerter. Riff’et fra ”Final Tale” vakte glæde og genkendelse, om ikke andet så i mig og det var trods præsentationen, hvor forsangeren selv udtrykte, at ”nu blev det sentimentalt”.Nummeret er også ét af de få, hvis ikke det eneste, hvor en blidere vokal kan opleves. Bandet er langt mere end det for mig genkendelige nummer, for de kan i dén grad aktivere et publikum. Vesten, som forsanger Jesper Vincencio Gün bar, var hverken af beskyttelses- eller bombe-typen, men såmænd blot et stativ til hans GoPro-kamera. Indtil jeg opdagede det, fandt jeg nu også ét af de to andre looks passende som outfit til Gün. Svingende et aluminiumsbat gik han løs på en sagesløs tromme for lige at pointere, hvad bandet var kommet for: At gennembryde lydmuren som trommens skind og slå sig vej til en endnu større dansk metalscene.
Pandæmonium-scenen, kl. 17.30: Agnostic Front –fastholdelsens kunst
Pladsen foran Pandæmonium var fra start fyldt ud til stierne bagest i området. Hvad skal en thrash-kræsen type som mig mon forvente ved en koncert som denne, nåede jeg at tænke. “The Godfathers of hardcore” smed fra start, og som ventet,en god del thrash ind over punken og en tidlig circle pit opstod. Uvanen med at overvære koncerterne fra RIP’spodium var startet ved Red Fangs koncert, så jeg måtte igen ned fra det og heeele vejen ned foran scenen. Herkunne jeg konstatere, at lyden heldigvis (og stadigvæk) kun var dårlig på afstand, omend diskanten var høj. Foran scenen fandt jeg et ungt og energisk publikum, der bidrog med heftig fysisk udfoldelse. Deres ben nåede kun momentvis jorden. De yngre og pit-disciplinudøvende blev omkranset af den mere modne fanskare bagved. ”Gotta Go” blev der sunget med på. Undervejs takkede mester R. Miret sine trofaste fans for at have bakket bandet op de sidste to år, hvor intet mindre end en del skilsmisser i bandet, formentligt sagt i sjov, og to canceroperationer havde fundet sted. Motivet på bagvæggen med en bagudtrækkende, Hulk-agtig skikkelse holdende en kæde i hver hånd var symbolsk, fordi bandet virkelig kunne fastholde publikum. Selv ikke, da populære Siamese begyndt deres koncert, svandt menneskemængden. Min kræsenhed omkring thrashgenrens ’grand old men’ blev gjort til skamme og jeg ville ønske, at jeg kunne have omfavnet den højtbrølende og hårdtslående bavian, Roger Miret. Men det havde nok været en svedig affære, for der blev *indsæt eder* spillet til og igennem.
Helviti-scenen, kl. 19.45: Baest – tæppefald med smæk på
Tæppet faldt let ned fra krogene, der hidtil havde holdt det oppe at skjule scenen. Bagved afsløredes Baest’et i sin slåen sig løs. Bæstet havde nu vokset sig stort nok til Copenhells største scene. Den nye plade med det meget passende navn for et dødsmetalalbum, Necro Sapiens, fyldte mest i udvalget af lede numre. Velklingende ”Genesis”fra pladen var første affyring fra scenen. Af alle overværede bands og koncerter, som jeg nåede på årets festival, var der kun tale om én direkte beordrende frontperson; Simon Lindemann Olsen ved Baests koncert. Men når nærvær og stemmepragt matcher hinanden, idet de begge har vokset sig store, kan man tillade sig det – og lykkes med sit forehavende! Styrestokken, mikrofonstativet, løftedes passende adskillige gange. Metallens ækvivalent til harmonier sneg sig fængende ind og halvvejs igennem kom en energiudladning, der om muligt toppede resten af den utrolige præstation. Lækre, mindefremkaldende toner fra ”Crosswhore” varmede. Koncentrationen ved trommerne hos Sebastian Abildstenvar fascinerende stor. Han lignede mest af alt Bent Mejding, da han spillede den eksalterede dirigent i ”Olsenbanden ser rødt”. Et rørende moment inkluderede den afdøde Trevor Strnad fra Black Dhalia, som nævntes sammen med en dybfølt henstilling om, at man søger hjælp, fx hos Livslinjen, hvis man ikke ønsker at være her mere. Uden tvivl leverede danske Baest den vildeste koncertoplevelse på årets ’hell, hvis man da ikke tæller Kiss med. Værdsat blev publikum også, det var en tydeligt rørt growler og gruppe! Allersmukkest var ændringen i bandets egen fremtoning, som gled fra hårde masker, der måske bedst kunne oversættes ”så lid dog”, til en særlig eufori. Samtidigt var der tale om en synergieffekt imellem bæstet og dets publikum, hvor euforien synkront nåede nye højder. Sammen var vi som transformerede. Selvom jeg personligt hører til i den mindre masochistiske ende af spektret, nåedejeg alligevel at tænke: ”Hvem der bare var den hihat”.
Helviti-scenen, kl. 23.00
DAD (by request)
En visuel fornøjelse var DAD’s brug af cirkus-tivoli scenografien og den cementeredes yderligere af de mange tostrengede basguitarer, det lykkedes Stig Pedersen at benytte undervejs. En raket, et mågestels-design, en oliven på pind og meget andet, så vi kom for længst op over fem designs. Karussellen, som trommerne var blevet placeret i, drejede undervejs nogle gange både med og uden flere bandmedlemmer på. Jesper Binzers sang sjælen ud med sin virksomt vrængende vokal. På de lidt ældre numre i DAD’s anseelige bagkatalog fik stemmen endnu mere fylde, så det var en fornøjelse at genhøre sangene. Fis med det nyeste bandmedlem, Laust Sonne på trommerne,fungerede godt som interagerende indslag med publikummet. Der faldt jokes om, at Laust jo ikke var blevet en del af bandet, da noget af det ældre materiale blev skrevet og om det nu kunne lade sig gøre at få dem spillet.
Tidligere i koncerten havde Jesper Binzer jokende sagt, at ansvar skal man løbe fra med henvisning til sangvalg/requestkoncert-formen. Henimod slutningen opstod en monotoni i setlisten, som ganske vist var plukket af publikum, men som gerne måtte være blevet redigeret lidt mere hensigtsmæssigt i rækkefølgen. Det kan også siges om showstopperen ”Laugh’n’half”, der i akustisk form leveredes og ganske vist tog tempoet ud af den monotone lyd, men også virkede lidt malplaceret. Som min sidemand ved koncerten så rigtigt havde forudsagt, så ville DAD få de aldrende veteraner fra de andre bands, der havde gæstet Helviti denne gang, til at se dårligere ud i sammenligningen og jeg måtte give ham ret. Med ”It’s After Dark” spillede legenderne sig selv ud og nummeret gled over i skrattende cirkusmusik. Danmarks mest velklingende tivoli slukkedes.