top of page

Hardcore i Helvedet

KUBLAI KHAN TX, Copenhell

Hardcore i helvedet

Pandæmonium, torsdag d. 25. juni 2026

 Af Christoffer Schaarup

Fotograf: Thomas V. Olesen



KUBLAI KHAN TX. Et band jeg nærmest ikke kender, men det er også en af de absolut fedeste ved Copenhell. Nemlig at tage op og se koncert alene på baggrund af to hørte sange og en enkelt kommentar i køen til armbåndspåsætning om, at de ”der hardcore gutter fra Texas skulle være meget fede”. Jeg skal da selvsagt også have mig et skud med hardcore på Copenhell og det var jeg overbevist om, at jeg ville få her.

 

Som at blive ædt af en vred pitbull

Fra første sekund gik amerikanerne til frontalt angreb. Ingen kære mor her. Bare et helt fyldt Pandæmonium og fire texanere, som ikke er kommet for at stå stille. Det føltes nærmest som at stå ansigt til ansigt med en arrig pitbull, der havde revet sig løs fra kæden. Frontmand Matt Honeycutt var koncertens ubestridte omdrejningspunkt. Han stod ikke bare på scenen, han dirigerede kaosset. Vi blev bedt om at danne kæmpe pits. Vi blev bedt om at tage noter og snakke med sidemand om, hvordan man skal opføre sig til en koncert med Kublai Khan TX. Publikum lyttede, publikum rettede ind, og Pandæmonium blev forvandlet til ét stort slagsmål med smil på læben.

 

Foran Pandæmonium opstod festivalens største pit, som jeg indtil videre har set i år. Og hver gang man troede, at nu måtte publikum være ved at være trætte, fandt Honeycutt endnu et gear, og så begyndte det hele forfra. Det mest imponerende var dog hans evne til at få alle med foran Pandæmonium. Fra de hvilende metallere på statuen, til begge ”tribuner” ude til siden. Ingen slap ud af hundehuset og der var ingen, som egentlig ville det, for vi havde alle en kæmpe fest.

 

Der begyndte ganske vist at snige sig lidt træthed ind blandt publikum mod slutningen. Det var trods alt en times regulær kontaktsport i sommervarmen. Men selv de mest mørbankede festivalgæster fandt de sidste kræfter frem, da bandet satte ind til den afsluttende offensiv. Og selvom Honeycutt sagde, at deres tour var ved at lakke mod en ende og at ”we are more than tired, we are more than worn down”, fandt vi i fællesskab det sidste frem og lod det hele ligge foran scenen.

Kublai Khan TX kom, så og sejrede. Det var brutalt. Det var kompromisløst. Og det var pissefedt.

 

Og de skal komme igen!

 

© all rights reserved 2015 by Nordica Medie  Proudly created with Wix.com

bottom of page