Anmelder :Helle Andersen
DAG 1: Onsdag, d.15.juni – den nye scene og de gamle kendinge
Gehenna-scenen, kl. 15.15
DOOM-da-dej-dum
Når man hører, at LLNN har medlemmer fra både The Psyke Project og EYES, er eventuelle forventninger hos publikum om en reel omgang doom både forventelig og passende. Bevares, det spillede de da også! Udtalt brug af elektronisk-filmiske virkemidler og en næsten demonstrativ behandling af de, formentlig, hårdtprøvede instrumenter. Vokalen bør roses hos frontmanden. Måske er det ikke helt forkert at sige, at de spillede mere op til sig selv og hinanden, end ud over scenekanten. På pædagogisk vis blev publikum ved koncertens afslutning opfordret til en ‘wall og death’, hvilket vist kun trak de allermest ihærdige denne onsdag eftermiddag. Mange iblandt publikum var nysgerrige, færre blev tilsyneladende revet med og koncerten blev belønnet med en rimelig applaus.
Gehenna-scenen, kl. 17.15
Sprechstallmeisteren styrede løjerne suverænt
Withering Surface kom ildfuldt fra start, bogstaveligt talt ved brug af ildeffekter, men i dén grad også musisk. Nogle af bandets trofaste støtter var troppet op, men der var flest nye interesserede at finde under koncerten med det 30 år gamle band. Flere af numrene levede bestemt op til betegnelsen “melodisk dødsmetal” og gik lige i kroppen på den fede måde, så næver og horn røg op i luften. Adskillige af de andre numre var dog mere ovre i det tempofyldte, hvilket passede glimrende til en eftermiddagskoncert på den velindrettede Gehenna-scene. Flere publikummer roste forholdene. Der blev moshetløbende oppe foran scenen og en håndfuld publikummer blev muligvis genkendt fra scenen, for de blev ved navn opfordret til at deltage i moshen. Mere ild i koncerten var at finde hos forsangeren, en gæv gut fra Næstved, der hyggede lige dele om publikummet med bl.a. præsentationer af sange iblandetunderholdende kommentarer og egne bandmedlemmer, når de på respektive instrumenter fyrede fede soloer af. Der er endnu ild den ‘visnede facade’.
Helviti-scenen, kl. 18.15
Fra Royal Arena til Helviti i 2022
Dizzy Mizz Lizzy lagde fint ud med instrumentale, ”The Ricochet”, og det følgende nummer fra nyeste plade, Alter Echo, ”In the Blood”. Dernæst trakteredes publikum med to numre fra pladen, Forward in Reverse (2016), hvorefter en kortvarig strømafbrydelse tog pusten ud af opbygningen. Indtil da havde bandet muligvis kæmpet med den endnu ikke finjusterede lyd, der nu efter afbrydelsen forberedes en smule.
Tim Christensen udtrykte begejstring over for første gang at stå på Copenhells scene fra hvilken han ikke kastede om sig med de ældre hits til gamle fans fra start, et modigt valg på dette sted. Udgangspunktet var stadigvæk materiale af nyere dato og således stod nyklassikeren, The Middle, og det femdelte mesterværk, Amelia, nu på programmet. De blev ikke leveret ligeså lækkert og levende, som jeg kunne have ønsket mig at genopleve dem. Lettelse sneg sig ind hos alle – og jeg vil gå så langt som til at sige også hos Tim Christensen selv – da det ældre hit, ”Glory”, gjaldede ud over pladsen foran Helviti. Hvis Dizzy-drengene ikke havde spillet den tilpas lange solo, hvori deres musisk-tekniske snilde demonstreredes, ville vi gå glip af noget vigtigt ved deres koncerter. Det er næsten unfair at lade en koncertgænger fra Royal Arena-koncerten i år udtale sig om Tim & Co.’s performance denne onsdag. Hvor det nyere materiale ved den tidligere koncert i år blev varmt modtaget af en trofast fanskare, blev det i Copenhells fysiske rammer og af det mindre dedikerede publikum bestemt ikke værdsat. Dizzy Mizz Lizzy kan trods erfaring og dygtighed også have mindre gode dag.
Pandæmonium-scenen, kl. 19.45
Charmerende stonere var ølinducerende som bare pokker
I et forsøg på at danne mig et overblik havde jeg forvildet mig op på RIP’s podium under Red Fangs koncert på Pandæmonium. Lyden var desværre ikke god deroppe, så jeg og en anden koncertgænger blev enige om, at det kunne hjælpe at tage de ørepropper ud, som vi ikke havde i (!). Tungheden var nu ikke til at tage fejl af og der var tilpas støj på tråden! Efter lidt tale imellem numrene kom lyden mere på plads og de følgende riffs blev dermed ydet retfærdighed.
Med få, danske (!) fraser forsøgte Red Fang at charmere sig ind hos publikum med kærlighed til vores allesammens Copenhell og de lette tekstpassager gjorde fællessang for uindviede yderst tilgængelig. Beundringsværdigt var oplevelsen af musikalsk variation, idet den kan savnes indenfor netop stonerrock. Storskærmen svigtede momentvis, men det ødelagde intet. Musikken skulle mærkes, hvad jeg også måtte sande, da jeg endelig var kravlet ned fra podiet. En trofast Red Fang-fan havde allerede delagtiggjort mig i måden, man tager bandet til sig på: Man drikker lige dele øl og øl, fordi man som minimum bør medbringe en fadøl i hver hånd. Kombinationen af afslappet ‘øltilpashed’ og Red Fangs lydbølger var en succes.