I skyggen af sin egen myte

“The Never Ending Shadow” — Bob Dylan i Royal Arena

tirsdag d. 21. oktober 2025

Af Peter Bak- Larsen

 En aften mellem tro, tavshed og tidens langsomme forfald.

Folk strømmede langsomt mod Royal Arena som myrer på vej ind i en kæmpemæssig myretue. Det var som om, ingen rigtig ville være de første — som om vi alle sammen vidste, at vi var på vej ind i noget helligt, men også lidt trist. Et ritual, der skulle gentages, fordi vi ikke kunne lade være.

Publikum var gråt i kanterne. Jakker i uld og dun, vin i papkrus. Man kunne høre sætninger som: “Jeg så ham første gang i ’78…” eller “Han var altså bedst på Vega.” Det var som at stå i en klub for overlevende fra en svunden æra. Der var forventning i luften, men også noget sørgmodigt — som om vi alle sammen håbede, at tiden kunne spoles bare et par årtier tilbage.

Klokken præcis otte blev mørket dybt og scenen badet i et varmt, gulbrunt lys. Fem mænd tog deres pladser, klædt i sort, stoiske, professionelle. Og så kom han.

Bob Dylan. Lille, spinkel, næsten gennemsigtig bag sit klaver. Han satte sig, kiggede kort ud mod publikum — eller måske bare ud i luften — og så gik det i gang.

Det var ikke en koncert, man dansede til. Alle sad. Pænt, andægtigt, med foldede hænder i skødet. Jeg kunne mærke, hvordan rummet holdt vejret. Han var ikke bare en musiker — han var en relikvie, og vi var hans menighed. For mange omkring mig var han stadig en guddommelig skikkelse, en profet fra dengang ordene stadig kunne ændre verden.

Men da de første strofer ramte, blev mine bange anelser til virkelighed. Han kunne ikke længere synge. Ordene kom ud som krøllede sedler fra en maskine, der var ved at bryde sammen. Jeg har respekt for hans seneste plade, Rough and Rowdy Ways — faktisk elsker jeg dens sørgmodige poesi — men live blev sangene flade, som om de forsvandt i rummets størrelse.

Han sad bøjet over klaveret, kroppen lille i det store lys. Når han endelig tog guitaren frem, sad han med ryggen ud mod os. En mand, der ikke længere spiller for nogen, men for sig selv. Og måske har han altid gjort det.

På “I Contain Multitudes” mumlede han sig gennem versene, som en gammel shaman, der nægter at forklare sin trylleformular. På “Black Rider” lød stemmen som støv, men bandet bar ham nænsomt, med en ro og præcision, der var næsten smuk. Der var øjeblikke, hvor musikken var mere levende end manden, som om orkestret spillede med hans ånd snarere end hans krop.

Publikum sad musestille. Ikke fordi de ikke kedede sig — men fordi de ikke turde andet. Man går ikke ud midt i en messe. Man går ikke før præsten er færdig.

Men så løftede han mundharmonikaen.

Og dér — dér skete det.

Som et lyn af fortid. Som om han igen stod i Newport, eller på scenen i ’66 og skreg elektrisk forråd ud over verden. Lyden var ren, skærende, næsten fysisk. Publikum eksploderede i klapsalver, som om de havde holdt vejret hele aftenen. For et øjeblik var den rigtige Dylan der — ham, vi alle var kommet for at se.

Men det varede kun et par minutter. Så vendte han tilbage til skyggerne.

“Something is happening here, but you don’t know what it is…” sang stemmen i mit hoved, mens jeg så ham kæmpe med tangenterne. Det føltes præcist sådan.

Sætlisten bevægede sig mellem gamle klassikere og nyere sange, men alt blev filtreret gennem det samme slør af tid og træthed. “Desolation Row” lød som et ekko fra en verden, der ikke eksisterer længere. “It Ain’t Me, Babe” blev en sarkastisk selvkommentar — næsten som om han sagde det direkte til os.

Da koncerten var ovre, rejste folk sig langsomt. Ingen råbte. Ingen hujede. Klapsalverne var lange, høflige, næsten ærbødige. Man kunne mærke, at publikum ikke klappede for, hvad de lige havde hørt, men for alt det, han har været.

Udenfor regnede det let. Luften duftede af asfalt og askebæger. Jeg gik ud i mørket, lidt ør, lidt tom, og tænkte på den sidste linje fra Not Dark Yet:

“It’s not dark yet, but it’s getting there.”

Og måske var det hele dér — i det næsten mørke. Et øjebliks erkendelse af, at helte forgår, men myterne bliver stående.