Imagine Dragons på Refshaleøen – konfetti, kærlighed og mandagsmagnetisme

Imagine Dragoms - LOOM World Tour 2025

14 Juli 2025

Refshaleøen- København

Af Peter Bak-Larsen

foto: Keren Ben-Shoshan

Det begyndte i bilkøer. Ikke med guitarfeedback. Ikke med dunkende bas. Bare biler.

En uendelig strøm af Teslas, familiebiler og firmabiler sneg sig ned ad Refshalevej, som om hele København havde fået den samme idé på samme tid: “Lad os se Imagine Dragons.”

Det var ikke de unge og smarte. Ikke dem, der danser ironisk eller roder med TikToks i pausen mellem numrene.

Det var alle.

Det brede publikum.

Mødre med børn på skuldrene. Par i matchende sneakers. Teenagere med blinkende hårbøjler. Mænd i regnjakker og kvinder med festivalhår og forventning i blikket.

Og deroppe – på gavlen af den gamle B&W-hal – stirrede ulven ud over menneskemængden. Stille. Skarpt. Som om den tænkte: “Lad os nu se, hvad I har i jer i aften.”

Et løfte om noget stort

Showet startede stærkt. Rigtigt stærkt.

“Fire in the Hills” satte gang i det hele med blinkende lys, konfettikanoner og stadionbrøl. “Thunder” fulgte som et løftet omkvæd til himlen. Og med “Bones” var vi allerede et par numre inde og helt inde i rytmen.

Folk dansede, grinede, hoppede, filmede. Der var stemning. Der var varme. En pige i gul regnfrakke sang med, mens hendes far klappede taktfast bag hende.

Dan Reynolds var en motor i bar overkrop – konstant i bevægelse, konstant svedende, konstant på.

Bandet spillede med præcision og puls. De leverede. Og de ville mere end bare spille hits – de ville noget med os.

Hits, der blev spredt ud som gaver

Sætlisten var generøs. Ikke gemt til sidst, men spredt ud som små konfettieksplosioner gennem hele aftenen.

“Whatever It Takes” røg afsted som en raket, og “I’m So Sorry” ruskede godt op i den lidt pæne stemning.

“Birds” blev sunget af venindegrupper med armene om hinanden, og “Demons” – leveret fra klaveret midt på scenen – skabte et af aftenens mest rørende øjeblikke.

Folk stod stille. Ikke frosne. Bare… opmærksomme. En mand lagde armen om sin partner. En pige i nærheden tørrede øjnene. Der blev lyttet. Der blev mærket.

Midtvejs skiftede stemningen.

Det var Dan Reynolds’ fødselsdag, og en guitarsolo gled pludseligt over i Happy Birthday. En kage blev trillet ind, og hele Refshaleøen sang. Det var fjollet. Charmerende. Helt igennem menneskeligt.

Et kort øjeblik føltes det hele som én stor familie. En fest. Et øjebliks kollektivt grin.

Men… det var mandag

Og det kunne mærkes.

Det startede godt. Rigtigt godt.

Men så begyndte snakken. Lange taler. Pauser. Historier om barndom, barndomsbyer, tanker om livet. Intentionerne var ægte, men rytmen blev stækket.

Publikum begyndte at stå lidt stille. Ikke i protest – bare i træthed. Mandagen sad i kroppen. Arbejdsugen var begyndt.

Bandet gjorde alt, hvad de kunne. Men energien dryppede langsomt ud mellem fingrene på os.

Et klimaks der brændte klart – kort

“Radioactive.”

Det var aftenenes højdepunkt.

Tungt beat. Rødt lys. Dan og trommeslageren i vild trommedyst. Publikum råbte. De hoppede. De var med.

En gruppe teenagere begyndte at skrige. En kvinde kastede armene i vejret, som om hun ville hive energien ned fra himlen.

Men det varede kun få minutter. Så ebbede det ud igen.

Og alligevel…

Det hele sluttede med “Believer V2”, og vi fik den sidste omgang dans, lys og fællessang.

Ikke vildt. Ikke farligt. Men fælles.

Og måske var det nok.

Og så… gik vi ud i natten

Da scenen blev mørk, og publikum begyndte at drysse hjem gennem støvet og gruset, sad sangene stadig fast i kroppen.

“Demons.”

“Radioactive.”

“Thunder.”

De ringede i baghovedet, som efterklang fra noget, der næsten ramte helt rigtigt.

Det var ikke koncerten, der ændrede verden.

Men det var en aften, der efterlod et lille ekko af noget større.

Og næste morgen – da du fandt konfetti i hætten på din jakke, og stadig havde “I’m radioactive, radioactive” siddende i baghovedet – vidste du, at du alligevel havde fået noget med hjem.

Og ulven?

Den så ud over det hele.

Og for første gang hele aftenen… så det ud som om, den smilede.