Lamin - Kirken I Bøgeskoven

Lamin – Bøgescenen, Smukfest

Af Peter Bak- Larsen

Foto : Jesper TOFT

Bøgeskoven sitrer som et kæmpestort, levende dyr. Luften er tyk af fadøl, parfume, sved og forventning. Lamin træder ind, og det hele starter lidt ujævnt – et par rodet takter, hvor vi lige når at trække vejret. Men så – bang! – han finder sit flow, og fra det sekund er vi fanget.

Vi står i Lamin-kirken. Han prædiker gennem bassen, ordene rammer som elektriske stød, og hele skoven vibrerer. Forrest står rækker af unge piger, kinderne glinsende af sved og glitter, hænderne rystende i vejret, stemmen hæs af at skrige hver eneste linje. De synger som om deres liv afhænger af det, øjnene lukket, smilene brede.

Os lidt ældre bliver revet med af magien, af det usynlige bånd mellem Lamin og de unge – en fælles puls, der trækker os dybere ind i festen.

Scenen er næsten bar. Kun Lamin, beatsene og bøgetræerne som en mørk katedral. Icekid vælter ind, og festen får et ekstra skud adrenalin. Og så – uden varsel – træder Ukendt Kunstner på scenen, og hele pladsen eksploderer. Pigerne skriger så højt, at bladene vibrerer, folk hopper, skubber, omfavner fremmede.

Da Æstetisk rammer, bliver vi ét stort kor, og under Skyll opløses grænsen mellem scene og publikum. Det er ikke længere musik – det er et kaotisk, lykkeligt inferno.

Lamin leverede varen med en selvsikkerhed og en nærvær, der cementerede hans position som en af de mest interessante stemmer på den danske musikscene lige nu. Han formåede at forene generationer under bøgetræerne – de unge, der kendte hvert et ord, og de ældre, der lod sig rive med af energien. Det kræver både talent, timing og en forståelse for sit publikum at skabe den slags magi. Denne aften var Lamin ikke bare en rapper, han var en dirigent for en hel skov fuld af følelser, en stjerne, der lyste over Smukfest og beviste, at han er pisse dygtig. Den ukronede konge af bøgeskoven – og måske snart hele landet.