Lorde mellem brist og forløsning i Royal Arena

Lorde (NZ) i Royal Arena

Support: The Japanese House + Erika de Casier

Mandag d. 8. december 2025 kl. 19:00

smash!bang!pow!

Af Pauline Rand

foto: SAM PENN

Da Lorde spillede koncert i Royal Arena i mandags, formåede hun at få publikum til at glemme den kolde decemberaften udenfor. I stedet samlede hun koncertgængerne i en fælles oplevelse af nostalgi, teenagefølelser, tvivl, selvværd og katarsis med et simpelt, men utrolig velfungerende sceneshow og en dragende og konstant tilstedeværelse. Det var heldigt, at hendes hold rettede op på deres fejl ved først at booke Lorde til KB Hallen, hvilket ville have været en alt for lille venue, for Lorde fik alle arenaens 17.000 publikummer med fra start til slut. Som opvarmningskunstnere havde Lorde selskab af både danske Erika de Cassier og engelske The Japanese House, som leverede fine optrædener. Erika lagde ud med en cool tilbagelænethed, som højst sandsynligt bare var generthed, og på scenen var der kun hende selv, én trommeslager, en vindmaskine og en masse reverb på mikrofonen. The Japanese House fik lidt mere gang i publikum med en mere legende energi, saxofonsoloer og opfordringer til at tale ud om transrettigheder. Til publikums svingende arme sluttede bandet af med nummeret ”Sunshine Baby”, og så var vi ellers klar til aftenens hovednummer to timer efter koncertens start.

På et scenestykke ude mod publikum lægger Lorde for med første nummer fra sin nyeste plade. Ved de første anslag fra ”Hammer” er publikum på benene, og efter et enkelt vers danser Lorde rundt på scenen, og publikum danser med fra gulvet. Iført jeans og hættetrøje synger Lorde ”Some days I’m a woman/Some days I’m a man” og rammer direkte ned i trans-fokusset fra opvarmningen, hvilket udløser et støttende bifald fra publikum. Efter første sang ryger også allerede det første stykke tøj, nemlig hendes hættetrøje, og ”Royals” fra debutalbummet Pure Heroine går i gang. Lorde står ved et mikrofonstativ med hænderne i lommen, men hun behøver næsten ikke synge teksten, da publikum gør det for hende. Det var dejligt med aftenens første omgang fællessang, men også ærgerligt at tabe noget af energien, der var bygget op under ”Hammer”, allerede dér.

Vi er dog hurtigt tilbage under de hurtigere toner af ”Broken Glass”, hvor Lorde først strammer sit bælte for meget ind mod sig selv for bagefter at tage det helt af, og derefter liver publikum helt op til ”Buzzcut Season”, som også er fra hendes debutalbum. Her er der igen fællessang, og det virker allerede tydeligt, at publikum reagerer stærkere på hendes ældre udgivelser end på det nye Virgin-album. Lorde synger foran en kæmpe vindmaskine, og et ekstra breakdown i c-stykket med en udførlig synthsolo fører os over i ”Favorite Daughter” og ”Perfect Places” fra Melodrama-pladen, hvor tempoet bliver taget helt ned. Den simple produktion giver plads til et nærværende øjeblik med Lorde siddende på knæ ude på platformen ved publikum, mens hendes dansere løber frustreret rundt på scenen bag hende og leder efter disse ”perfekte steder”. Lorde anerkender arenaens imponerende sang, og inden næste nummer når hun at sige: ”Okay, so you can sing – now I gotta see you dance!”

Igen går tempoet op, da ”Shapeshifter” spilles, og ned igen til den efterfølgende ”Current Affairs”, hvilket er den gennemgående måde at få publikum til at blive på tæerne, så hun ikke mister dem undervejs. Under nummeret ryger Lordes bukser, så hun nu er iført en t-shirt og matchende boksershorts, og liggende i fosterstilling på en løftet platform begynder ”Supercut”, som får publikum til at danse mere end tidligere, både på hele gulvet og oppe på tribunerne. Lorde afslutter sangen løbende på det løbebånd, der er blevet kørt ind på scenen, og uden brug af playback eller vaklen i stemmen leverer hun en imponerende kontrol og stamina og levendegør følelsen af at løbe og løbe uden at komme nogen vegne, som sangen også skildrer.

Herefter spilles nogle af Lordes mindre kanoniske sange som ”GRWM” og ”The Louvre” samt ”Oceanic Feeling” og ”Big Star” fra det mindre velmodtagede Solar Power-album. At Lorde ikke spiller singlen af samme navn, som ellers er albummets største sang, siger noget om hendes manglende behov for at give albummet mere plads end nødvendigt. Alligevel formår hun at skabe et smukt og intimt rum med bare hende, en mixer og en Macbook under Solar Power-numrene, hvor Royal Arena også bliver lyst fuldstændigt op af publikums telefonlommelygter, og Lorde stråler i skæret. Vi bliver i det lave tempo, da Lorde leverer en heart-to-heart med publikum om, hvor overvældet og flatteret hun er over at spille sit første soloshow i Danmark, og hvordan hun har brugt de sidste år af sin karriere på at finde ud af, hvem hun er, og hvordan hun skulle kunne føle sig komfortabel i sin egen krop. Hvordan det har været en nødvendighed for hende at være helt sikker på, hvem hun er, for at kunne vise sit ægte jeg til sine fans og kun fortælle sandheden, selvom man ofte føler sig forkert i verden. Med de ord begynder den hjerteskærende ”Liability”, som bliver smukt leveret af Lorde og publikum, der synger med.

Herfra kommer et kort mellemspil, hvor Lorde tager sin t-shirt af og viser sig i det ikoniske outfit med løse jeans og gaffatape over brystet som sin eneste overdel. I dette look får vi ”Man of the Year”, mens Lorde (både bogstaveligt talt og i overført betydning) træder ud af skyggerne og spørger, hvem der nu kan elske hende, når hun er ”broken open”. Det virker dog til, at publikum i hvert fald godt kan, da leveringen af sangen bliver modtaget med et kæmpe bifald.

Efter en mindre opsigtsvækkende version af ”If You Could See Me Now”, der dog bidrager med et stemningsskift ved hjælp af et nyt outfit og et hårdere guitarriff, går resten af koncerten med Lordes største numre, der alle giver én lyst til at hoppe rundt, skrige, grine og græde på samme tid. Det er sange fyldt med længsel, teenagefølelser, fortvivlelse, nostalgi og håb, og på disse numre får Lorde lov til at gøre det, hun gør bedst. ”Team” foregår med hendes dansere ude på platformen, mens farverne af det palæstinensiske flag fylder scenen bag dem. Under ”What Was That” sænker hun hovedet og løfter mikrofonen over hovedet, for at publikum kan skråle de tre rå ord igen og igen, og hele showet kulminerer under ”Green Light”, hvor fællessangen når sit højeste niveau, og hele salen bevæger sig med hende. Lorde afslutter showet med at bevæge sig ned på gulvet og gå blandt publikum (og ikke kun langs barrikaderne), mens hun synger det rørende og fortvivlende afslutningsnummer ”David” fra Virgin. Efter sangen er slut, og hun forsvinder i mængden, dukker hun kort tid efter op ude ved lydpulten i midten af gulvet og leverer en forløsende encore i form af publikumsfavoritten ”Ribs”. Med det sidste gentagende c-stykke med teksten “You’re the only friend I need/Sharing beds like little kids/And laughing ‘til our ribs get tough/But that will never be enough” afrundes en koncert, hvor Lorde har været tro mod sin genre, sine temaer og sine fans, og det var netop den oplevelse og performance, man forventede af hende. Det blev et show, hvor sårbarhed og eufori gik hånd i hånd, og hvor Lorde mindede os om, hvorfor hun fortsat er en af sin generations stærkeste stemmer.