MASTODON og MAGTDEMONSTRATIONEN. COPENHELL

Mastodon, Copenhell

Mastodon og magtdemonstrationen - Årets koncert

Hades, onsdag d. 24. juni 2026

 Af Christoffer Schaarup

fotograf : Stefan Bruse Thor Straden

Mastodon har i mere end to årtier været et af de mest kompromisløse og kreative navne i moderne metal. Bandet har formået at balancere teknisk overskud med en melodisk sans. De er simpelthen et af de bedste metalbands derude og en klar arvtager til nutidens store headlinere.

Man skal bare tage en tur gennem deres bagkatalog for hurtigt at indse, at der ikke findes egentlige svage plader. Tværtimod kan man pege på tre mesterværker i Blood Mountain, Crack the Skyeog Hushed and Grim, hvor man tydeligt kan høre bandets konstante udvikling. Samtidig er det svært at tale om Mastodonlige nu uden at fremhæve Brent Hinds, hvis banjoprægede og ofte kaotiske, vanvittigt fede guitarspil i høj grad har været med til at definere bandets lyd gennem årene. For pokker, hvor var han en fed guitarist, og han har været med til at gøre Mastodon til et band med en helt særlig og genkendelig lyd.

Nick Johnston er den nye mand, som har den utaknemmelige opgave at udfylde Brents rolle, og jeg var særligt spændt på at se ham og bandet live for første gang uden Hinds og høre, hvordan dynamikken fungerede. Det skal lige nævnes, at Mastodon er meget mere end chicken picking og Brents vilde soloer, og jeg var især spændt og glad for endelig at opleve dem fyre op for Hades i nattemørket klokken 23.00. Bevares, de var også stærke i 2022, men det er bare noget andet at se et band spille i mørket.

Åbningen med Tread Lightly satte tonen med det samme. Bandet kom ud med en energi, der tydeligt skreg, at de var klar til at levere en kæmpe koncert. The Crux fortsatte den stærke start, og bandet introducerede det nye materiale og sendte samtidig en rørende hyldest til Brent Hinds under Your Ghost Again. Igennem setlisten, som i øvrigt var fremragende, stod det klart, at Mastodonvar i topform, og med enkelte scenegreb i form af ild og lys blev koncerten løftet yderligere. Fokus var dog på bandet, på riffs og samspil. Lyden var fokuseret, og Nick Johnston leverede soloer, der både respekterede Brent Hinds' arv og samtidig havde sit eget præg. Det er en utaknemmelig rolle at udfylde, men Johnston virkede ikke som en vikar. Han virkede som en reel tilføjelse til bandet og gjorde det fremragende.

Mastodon lød denne aften på Hades mere fokuserede, end jeg tidligere har oplevet dem live, og de tunge outroer ramte præcis den blanding af tyngde og melodik, som gør bandet så særligt og så pissefedt. Jeg vil faktisk gå så vidt som til at sige, at jeg aldrig tror, jeg har set Mastodon bedre. Det var simpelthen så knusende en magtdemonstration, der fejede enhver tvivl til side om, hvor bandet var på vej hen i deres nye format. De tromler videre. Tungere og skarpere.

Et af de store højdepunkter kom med Crystal Skull fra mesterværket Blood Mountain. Det var en fornøjelse at høre et så stærkt nummer fra den periode, og endnu en gang viste Troy Sanders, hvor godt han udfylder de vokalroller, som tidligere lå hos Brent Hinds. Midterdelen af koncerten fortsatte med at cementere aftenens rene magtdemonstration. Black Tongue blev ledsaget af et fremragende lysshow og massive flammer, Megalodon tromlede pladsen flad, og I Am Ahab lød præcis så monumentalt, som man håber på. Her ramte koncerten et niveau, hvor både lyd, sceneproduktion og bandets egen karisma gik op i en højere enhed.

More Than I Could Chew leverede endnu et episk klimaks, inden Crack the Skye trak tempoet ned og gav koncerten et smukt, knusende knytnæveslag lige i masken. Men Mastodon var ikke færdige, og de kunne for min skyld sagtens have fortsat endnu længere. Mother Puncher, Steambreather og Blood and Thunderlukkede aftenen med en kraft, der efterlod Refshaleøen som et rygende krater.

Jeg har set mange stærke koncerter på Copenhell gennem årene. Men da de sidste toner døde ud, sad jeg med følelsen af, at jeg måske lige havde oplevet den bedste koncert, jeg nogensinde har set på festivalen. Om den følelse holder om et år, ved jeg ikke. Men lige nu er Mastodon årets koncert. Og det bliver svært at toppe.