Shawn Mendes’s Smuk koncert

Shawn Mendes – Bøgescenen, Smukfest,

lørdag kl. 21:30

Af Peter Bak-Larsen

Foto: Jesper Toft

Det har været en af de der sjældne, perfekte sommerdage – varm, solrig og uden et eneste vindpust, men her under trækronerne er temperaturen lige til at holde om som en ven. Himlen over Skanderborg er malet i rosa, lilla og guld, mens det sidste sollys kæmper mod mørket. Du kan høre klirrende plastikkrus, mærke vibrationen fra bassen i fødderne, og den let fugtige jord dufter af sommernat.

Et brag af fyrværkeri flænser himlen. Gnister regner ned over scenen, og røgen snor sig mellem træernes kroner. Ud af det glitrende kaos træder han – guitar i hånden, et afslappet smil, som om han lige er kommet hjem til sine bedste venner.

Publikum skriger. Ikke bare højt, men så intenst, at det føles som om hele skoven vibrerer. Forrest står teenagere i matchende festivalarmbånd med hjemmelavede “Shawn Marry Me”-skilte, hvor glimmeret fanger scenelyset som små spejle. En pige med lyserød cowboyhat hopper op og ned uden at blinke, som om hun frygter at miste ham af syne.

There’s Nothing Holdin’ Me Back åbner som en champagneprop, og hele bøgeskoven hopper. Øl skvulper ud af plastikkrus, folk støder skuldre og griner undskyldende uden at stoppe. Scenelyset pulserer mellem lilla og turkis, og røgmaskinen sender bløde skyer ud, der får Mendes til at ligne et postkort fra en drøm.

Ved Treat You Better er teenagernes stemmer allerede hæse, men de råber alligevel med på hver linje. Lidt længere tilbage står de ældre festivalgængere. De prøver at være med, men begynder at kaste blikke mod barområdet. De nikker taktfast, men munden bevæger sig mest for at sige: “Skal vi have en til?”

Señorita lander som et tropisk hedeslag. En gruppe piger har sat sig på skuldrene af deres venner, fingerhjerter skyder mod scenen, og hver gang Mendes bevæger hofterne, bryder publikum foran ud i ulvehyl. Længere tilbage er stemningen mere afslappet – folk læner sig mod træstammer, snakker, griner og drikker.

Halvvejs inde i koncerten begynder de ældre at sive. Nogle lusker forbi med plastikkrus fyldt til kanten, andre står i kø ved baren, mens Mendes’ stemme svæver som et soundtrack hen over dem. Forrest bliver intensiteten kun højere – skiltene vifter som flag i en storm, og adrenalinen smager næsten sødt i munden.

Stitches lukker aftenen. Hele forreste felt kaster den sidste rest af stemmebånd mod scenen, mens Mendes smiler og peger ud mod publikum. Et kort øjeblik er der ingen tvivl hos dem, der står med skiltene: han så dem.

Bagude tømmes de sidste øl, latteren ruller gennem mørket, og duften af shawarma blander sig med duften af våd jord. Fyrværkeriet blinker stadig bag øjenlågene, og bøgeskoven summer igen – som om den lige har lagt en hemmelighed fra sig, som kun vi, der stod der, forstår.