Søg
  • NORDICA Live Magazine Live Is Real

Sidste Dag i Helvede - Hellmeldinger fra Reffen

DAG 4: Lørdag d.18.juni – fra gammel dansk til ukrainske ambassadører

Anmelder : Helle Andersen


Helviti-scenen, kl. 13.30: Artillery - kæft et organ

Rullende trommetakter a la gardernes foretrukne lød fra den tomme scene. De fire instrumentalister viste sig adstadigt og en voldenergisk vokalist, Michael Bastholm Dahl, fløjind ovenpå de indledende takter. Guitar og vokal ramte med træfsikker skingerhed solar plexus på de fremmødte.Det må have været umuligt for selv den mest ondsindede lydmand at drukne vokalen ved dagens første Helviti-koncert. Power, register og nærvær flød, som var det mjød fra Heidrun! Riffene fra thrash-typerne var delikate på det tredje nummer,“Turn up the Rage”. Riffene var i det hele taget vidunderlige. En veltilpas mine var at finde i guitaristen og det eneste etablerende medlem af bandet, Michael Stützer. Modsat roen i hans fremtoning, fandt samme andel hengemt vildskab vej til hænder og sivede ned i guitaren. Gruppen har begået 10 albums, så sent som i 2021 det tiende af slagsen. Jeg må tilstå, at jeg elsker erfarne bandsfor at plukke materialet bredt fra gemmerne, hvad Artillerybestemt have gjort. Kun to numre fra den nye plade, X, havde de medtaget i settet. Intet ondt om den nye plade, men træfsikre salver var et godt valg. Musikken fik Copenhilltil at rocke med tidligt på denne lørdag. En for nogle lidt kedelig detalje var forsangerens engelsksprogede tale, der skyldtes optagelsen af koncerten til et livealbum. Noget intimitet gik delvist tabt, men thrashen kradsede alligevelsom ’Gammel Dansk’.


Hades-scenen, kl. 14.45: Thunder - propert og pragtfuldt

Bookingen af Thunder er endnu et bevis på Copenhells vellykkede overflødighedshorn af musikalske stilarter! Timingen af Thunder var perfekt, ligesom også Devin Townsend, Mercyful Fate, Bersærk og mange andre kom fuldstændigt til deres ret med deres respektive musik og show i fuldkommen symfoni med solens højde på himlen(eller mangel på samme). Stærkt kom Thunder fra start med svingende ”Last One Out Turn Off the Lights” (2021). Stilen var lagt. Siden debuten i 1990 er der sket meget, herunder 14 albumudgivelser, senest i både 2021 og 2022. På den anden side, hvad pokker skulle musikerne lave under nedlukningen af koncerter? Hyggen på Copenhill var mærkbar, en barnevogn eller to skyggede endda for mit udsyn. De gamle drenge deroppe, ved min side, klappede og piftede med fra vertikale positioner. Solen stegte dem denne sidste dag på et skyggefattigt sted, men de måtte give deres besyv med! Flere af dem var ikke engang på alder med min far, der har fodret mine øregange med 60’er musik. Jeg sendte ham en kærlig tanke og undrede på, hvorfor han ikke var her. “Low life high places” (1992) fik en lidt mere blues’edkvalitet, hvor ”Across the Nation” (2022) groovede derudad. Danny Bowes pondus, smørvokal og energiske hofter var fængende og bestemt ikke intetsigende i samklang med bandets korsyngende medlemmer. Klassiske ”få-publikum-til-at-råbe-hey” virkede efter hensigten. “I love you more than rock and roll” (2005) satte gang i kludene. Overskud og tag i publikum. Lækkert straffede strenge på guitarerne. Klap-i-takt ”Love Walked In” (1990) lå på kanten af en effektfuld afslutning, der klogt inkluderede endnu to numre fra debutpladen. Hvad er det med de 90’ere i både modebillede og sangvalg ved koncerter? Der var lækker lyd i de nyere numre også; et band der ældes med ynde. Hyggen på scenen lignende hyggen på Copenhill til forveksling. Publikum var gjort klar til merelørdagslir.

Hades-scenen, kl. 17.15: Jinjer – uagtet krig og katastrofer leverede bandet musikalsk

Under præsentationen af det ukrainske band blev dereskrigsplagede hjemland nævnt, men krigen var ikke omdrejningspunktet – gudskelov! Heller ikke fra Jinjers egen side var det selve krigen, men taknemmelighed for støttenog et budskab om at skabe opmærksomhed om krigen, der fyldte. Et enkelt ”fuck the war” fra scenen skreg vi i publikummet med på. Ved denne kortvarige berøring agerede Jinjer glimrende fredambassadører. Uagtet, hvad man end må mene om den sag, blev min oplevelse af musikken ikke farvet af de faktiske forhold ude i verden, for den slags misforståede hensyn hører sig ikke til. Og da slet ikke, når man har overværet en sublim koncert! Der var røster fremme om, hvor stoiske musikerne i Jinjervirkede ift. bandets frontkvinde, Tatiana Shmailyuk. Sandt at sige var de nogle lidt introverte typer, der betjente instrumenterne, men det havde ingen betydning, når forsangeren havde karisma for alle fire medlemmer.Tatianas tatoveringer talte bl.a. noget skællignende mønster på den ene overarm. Tilsat hendes yndefulde bevægelser kunne det ikke længere skjules, at hun på en scene er en forførende havfrue. Sikke en stemmepragt og sikke en spændvidde! Inde i hendes mund må der bo en lille, vred mand, der indimellem fik ordet, når growlen stod hende stærkt og præcist ud af gabet. Hørte man hendes lyse, fine talestemme imellem to numre, var forvirringen over hendes stemme total. Mystikken afslørede, at vi her blev hypnotiseret af en sirene. Kun forståelig forpustethedafslørede hendes dødelighed. Pladsen var fyldt til bristepunktet. Andre kritiske røster har været fremme om, at det kan være svært at kende nogen af de ellers udmærkede numre. Undertegnede genkendte ”Pisces”, der med sine mere stille passager ikke giver et helt retvisende billede af resten, som bandet diskede op med. De indspillede albums tjener som for så mange andre dygtige livebands formålet, at man kan gå hjem at genlytte for at mindes, hvor fedt numrene lød ved koncerten. Levering af kvalitet på en scene er alt, hvad Jinjer gjorde sig skyldige i.

Seneste blogindlæg

Se alle