The Fray – 20 år med “How To Save A Life”

The Fray i Store VEGA – 20 år med “How To Save A Life” og fællessang fra første tone

Store VEGA, København – 7. november 2025

Support: St. Lundi

Af Sophy Christensen

foto : Keren Ben-Shoshan

Fredag aften den 7. november 2025 stod The Fray på scenen i Store VEGA som en del af deres “How To Save A Life: The 20th Anniversary Tour” – en turné, der markerer 20 år siden bandets gennembrudsalbum udkom. Koncerten blev præsenteret af smash!bang!pow! og VEGA.

The Frays udsolgte koncert i Store VEGA, København (7. november 2025) føltes mindre som et comeback og mere som et stille gensyn med en del af dig selv, du næsten havde glemt. Den bar den sjældne blanding af nostalgi og nærvær – den slags, der får en gammel sang til at ramme præcis som dengang, bare lidt dybere. Allerede fra dørene åbnede, sitrede luften af forventning. Langtidsfans fyldte hvert hjørne af salen for at fejre 20-årsjubilæet for How to Save a Life – et album, der stadig bærer en mærkelig følelsesmæssig tyngde efter alle disse år.

St. Lundi åbnede aftenen med blot en guitar, et klaver og en oprigtighed, der straks fangede publikum. Hans humor ramte naturligt, stemmen bar styrke, og da han sang Iris af Goo Goo Dolls, sang hele salen med, længe før The Fray overhovedet kom på scenen. Under Love You More blev rummet oplyst af hundreder af mobiltelefoner – et stille, blødt lys, som om hele salen trak vejret ud på samme tid.

Da The Fray trådte ind og åbnede med She Is, eksploderede stemningen. Joe Kings vokal var stærk, klar og overraskende personlig. Lyden var ren og afbalanceret, hver tone gennemtænkt. Lyssætningen var afdæmpet men perfekt placeret – blå nuancer til de følsomme sange, varme røde og lyserøde farver til de mere intense. Under My Heart’s a Crowded Room gik King ned blandt publikum og skabte en forbindelse mellem scene og gulv, der føltes ægte og uiscenesat.

Aftenens følelsesmæssige højdepunkt kom med How to Save a Life. Publikum sang ikke bare – de mærkede den. Nogle filmede, nogle græd, andre stod bare stille. Deres cover af Dreams (The Cranberries) var en smuk overraskelse, og You Found Me ramte som muskelhukommelse – en melodi, kroppen allerede kendte.

Det hele var intimt, nostalgisk og dybt personligt. En påmindelse om den generation, der voksede op med 00’ernes alternative rock som lydspor til deres ungdom. Lyden var følsom, sårbar og bar samme vægt, som dengang man hørte den på en vens lånte iPod. Og helt ærligt – hvem har ikke grædt til How to Save a Life under et afsnit af Grey’s Anatomy? At høre den live var noget helt andet. Joe Kings vokal gav en ærlig hyldest til Isaac Slade – tro mod bandets ånd, men samtidig sin egen fortolkning.

Ekstranumrene begyndte med Songs I’d Rather Not Sing – et uudgivet nummer, som kom som en overraskende hilsen til de mest dedikerede fans – før aftenen rundede af med Never Say Never. Publikum tændte lysene igen, som glimtende åndedrag i mørket. Da King lovede, at bandet ville vende tilbage til Europa, lød det ikke som tomme sceneord – det lød ægte.

Det var ikke bare nostalgi. Det var en påmindelse om, hvordan musik kan rumme følelser uden at presse dem frem – og hvordan den kan oversætte noget, ord alene aldrig helt kan.

Fotogalleri: