Krushers of the World

KREATOR — Krushers of the World Tour 2026

Support: Nails, Exodus, Carcass

Dato: 25. april

Venue: Poolen, København

Af Savas Karakaplan

Fire bands. Én aften. Poolen på Refshaleøen.

Det er den slags lineup, der cirkulerer på sociale medier i ugerne op til billetsalgets start – og den slags aften, der minder os om, hvorfor metalfællesskabet stadig samler folk fra alle hjørner af genren under ét tag. Thrash, grindcore, death metal og fire årtiers tysk thrash-arv står side om side.

Forventningerne sidder højt i kroppen på publikum, der fylder Poolen. Det er en aften, metalfans i København vil tale om længe. Et spillested, der består metaltesten.

Nails åbner. Todd Jones på vokal og guitar, Andrew Solis på bas, Carlos Cruz på trommer. Sættet er komprimeret og uden mellemrum: “Suffering Soul”, “Lacking the Ability to Process Empathy”, “Conform”, “Scum Will Rise”, “Violence Is Forever”, “God’s Cold Hands”, “Wide Open Wound”, “Made to Make You Fail”, “I Can’t Turn It Off”, “I Will Not Follow”, “Endless Resistance”, “You Will Never Be One of Us”, “Unsilent Death”. Grindcore og powerviolence presset ind til benet, og de første moshpits formerer sig i en hal der endnu ikke er halvfuld. Nails bruger ikke tid på at sætte scenen. De er scenen.

Exodus ankommer med Rob Dukes på vokal, Gary Holt og Lee Altus på guitar, Jack Gibson på bas og Tom Hunting på trommer. Sættet er “3111”, “Bonded by Blood”, “Deathamphetamine”, “Blacklist”, “Goliath”, “A Lesson in Violence”, “The Toxic Waltz” og “Strike of the Beast”. Holt spiller et snippet af Slayers “Raining Blood” som intro til “The Toxic Waltz”, et direkte nik til hans andet band. Publikumskontakten er konstant og gensidigt. Dukes vil have salen med og får det. Circle pits eruerer, og aftenens største moshpit indtil da formerer sig. Exodus spiller med en Bay Area-energi der ikke kræver forklaring.

Carcass er aftenens stærkeste support-optræden. Jeff Walker på vokal og bas, Bill Steer og Nippy Blackford på guitar, Waltteri Väyrynen bag trommerne efter at Daniel Wilding forlod turnéen ugen forinden. Sættet er “Unfit for Human Consumption”, “Buried Dreams”, “Incarnated Solvent Abuse”, “No Love Lost”, “Tomorrow Belongs to Nobody”, “Death Certificate”, “Dance of Ixtab”, “Genital Grinder”, “Exhume to Consume”, “Corporal Jigsore Quandary”, “Heartwork” og “Carneous Cacoffiny”. Walker og Steers fælles vokaldueller på “Exhume to Consume” er en af aftenens mest præcise øjeblikke, og “Heartwork” sidder med en melodisk autoritet der ikke er til diskussion. Carcass løber ikke rundt på scenen. De leverer.

Kabuki-drapet falder. “Eve of Destruction” ruller ud som lavfrekvent varsel over Poolens betonvægge og høje lofter, og “Seven Serpents” ankommer inden øjnene har vænnet sig til lyset. Mille Petrozza på vokal og guitar, Sami Yli-Sirniö på lead guitar, Frédéric Leclercq på bas, Jürgen Ventor Reil på trommer. At åbne med 2026-materiale er et signal om prioritet fra et band der har fyrre år af klassikere at trække på. Moshpitzonen formerer sig på tredive sekunder, CO2-kanonerne affyres under “Hail to the Hordes”, og en kold sky driver ud over de forreste rækker mens publikum synger med.

“Coma of Souls Intro” åbner et øjebliks rum inden “Enemy of God” lukker det igen med fuld vægt. Ventor er massiv og præcis. “Satanic Anarchy” udløser aftenens første wall of death, og Poolens hal samler lyden til et fysisk tryk i brystkassen. Jeg når at tænke at B&W-hallen har set meget tungt arbejde i sin tid. Nu ser den dette.

“Sergio Corbucci’s Dead” glider ind som instrumentalt intermezzo og afleverer direkte til “Hate über Alles”. Publikum overtager og bandet lader dem. “People of the Lie” og “Betrayer” presser sættet dybere ned i katalogen, og de bærer hverken støv eller nostalgi. Titelnummeret “Krushers of the World” er aftenens mest overbevisende argument for det nye album, Petrozzas vokal med en ubesværet aggressivitet. “Hordes of Chaos” lukker blokken, hypnotisk og repetitivt, og Yli-Sirniös guitarspil i midtersektionen er aftenens musikalsk mest præcise øjeblik.

“Satan is Real” ankommer og lukker med Streamers der fylder luften. En pause der føles tilsigtet.

“Loyal to the Grave” bringer Mille Wings ud bag scenen, store vinger der udfolder sig i lyset bag Petrozza. Mars Mantra intro, og “Phantom Antichrist” ankommer. “Endless Pain” tager sættet tilbage til 1985, ingen pynt. “666 – World Divided” lukker blokken inden The Patriarch intro sætter rammen for det sidste.

“Violent Revolution” og “Pleasure to Kill” lukker aftenen. Confetti fylder luften over en moshpitzone der på det tidspunkt er total. Petrozza synger “Pleasure to Kill” med en intensitet der ikke ligner genopførelse. Apocalypticon ruller ud som outro, og hallen tømmes langsomt mens musikken stadig hænger i betonvæggene.

Petrozza og Ventor er de eneste to originale medlemmer tilbage fra begyndelsen, og de bærer det med en naturlighed der kun kommer af at have gjort det i over fyrre år. Leclercq og Yli-Sirniö holder det præcist og uden udfald. Apocalypticon ruller ud over en hal der langsomt tømmes, og det er den rigtige afslutning på en europæisk turné der begyndte i Lissabon fem uger tidligere. København fik finalen. Poolen bar den.

Fotogalleri:

På vej