Karnivool, Amager Bio

Karnivool, Amager Bio

Australsk prog metal i særklasse

Tirsdag d. 14. april 2026

Af Christoffer Schaarup

Foto : Savas

Karnivool er tilbage på dansk grund, og for mig er det et særdeles glædeligt gensyn med de australske prog-metallere, som jeg har dyrket siden pladen Sound Awake vækkede min interesse for dem i 2009. Det er et band, som jeg absolut synes er i en særklasse, med stærke pladeudgivelser, hvor de formår at fremtvinge en helt særlig lyd – ikke mindst den massive bastone, som Jon Stockman leverer. Bandet er nu tilbage med en ny plade, In Verses, som de er på turné med, og som i øvrigt bliver bedre for hver gennemlytning. København har samtidig fået æren af at være første stop på turnéen.

Det første, der slog mig, da jeg trillede ind i Amager Bio, udover at der var godt pakket, var hvor bredt publikum spændte – med både unge og ældre fans. Det er både bemærkelsesværdigt og bekræftende for et band, der ikke har udgivet nyt i over et årti siden den relativt krævende Asymmetry, at de alligevel formår at samle så mange nye lyttere.

Åbningsnummeret Ghosts fra In Verses ramte hårdt i mellemgulvet fra første anslag, hvor Jon Stockmans bas hamrede igennem, mens strobelyset effektivt satte stemningen. Vokalniveauet haltede desværre i mixet en smule i starten, men det forhindrede ikke bandet i at fremstå skarpe og veloplagte. Fra første tone spillede Karnivool afsindigt stramt, og jeg tog mig selv i flere gange bare at stå beundre, hvor højt niveauet var. Det var ikke kun det tekniske overskud, der imponerede mig, men i lige så høj grad var det sangskrivningen, som stod knivskarpt og foldede sig endnu stærkere ud live.

Bandet fortsatte med Simple Boy, hvor energien var høj, og Ian Kenny konstant var i bevægelse i sine bestræbelser på at engagere publikum – hvilket lykkedes. De nye numre viste også hurtigt deres styrke. Aozora fungerede ubesværet live, og liveproduktionen var tydeligt løftet siden sidst, hvor enkle lyseffekter understøttede bandet på en simpel, men effektiv måde.

I Drone drev Steve Judd med sit shuffle-groove nummeret frem, og her faldt lyden endelig på plads, så vokalen stod klart i mixet. Det blev også bemærket af et par ivrige publikummer, at netop vokalen skulle skrues op, hvilket Ian Kenny tørt – med et glimt i øjet – kvitterede for ved at bemærke, at det jo ikke var hans job. Han virkede i rigtig godt humør, noget hele bandet i øvrigt gjorde.

We Are trak tempoet ud af rummet og gav et nødvendigt pusterum. Aftenens eneste nedslag fra Asymmetry fungerede som en effektiv kontrast til den ellers tunge åbning. Kontrasten blev yderligere forstærket med Deadman, der foldede sig ud i et langt, proggetforløb. Ian Kenny opfordrede til fællessang, og publikum kvitterede ved at brøle med på “still I remind myself”, hvilket var et af koncertens absolut stærkeste øjeblikke for mig.

All It Takes og Animation fra In Verses bekræftede, at det nye materiale ikke bare holder på plade, men også live. Numrene gled naturligt ind i settet og blev båret frem af et band med tydeligt overskud – selvom de nævnte, at det havde været en lang flyvetur med flere omveje fra Perth. Der var dog ingen jetlag at spore fra scenen.

Med Themata og Roquefort fra bandets debutplade ramte koncerten sit højdepunkt. Hele salen bevægede sig, og Roquefortudløste aftenens første moshpit. Næsten 20 år gamle numre, der stadig rammer hårdt – og det var fedt at se.

To numre, jeg særligt havde håbet på, var Opal og Salva, som afslutter In Verses. Det er ballader, som Karnivool mestrer dem, og de rammer og kilder de helt rigtige steder. Jeg var derfor ovenud lykkelig, da bandet efter New Day vendte tilbage for at afslutte koncerten med netop de numre. Opal ramte præcist og fungerede som en stærk kulmination for aftenen, inden Salvarundede aftenen af i et crescendo, hvor sækkepiberne både hyler og hylder bandet og aftenen. En helt igennem fantastisk afslutning på en fantastisk koncert.

På vej ud af Amager Bio stod det klart for mig, at Karnivool fortsat er både relevante og sprudlende. De nye numre står stærkt live, bagkataloget holder (det har det altid), og sammenspillet er både tight og levende. Samtidig var det tydeligt, at også yngre fans har taget bandet til sig – noget Mark Hoskins selv kvitterede for fra scenen. Det er svært ikke at glæde sig over, at et band, man selv har fulgt siden teenageårene, nu også samler en ny generation af progfans og sender dem videre i deres musikalske rejse.

Vi ses næste gang, Karnivool!