Machine Head i topform: Vega under pres

Machine Head

Vega, 11. april 2026

Af Jens Jakobsen

Fotograf : Thomas V. Olesen

Luften var tyk af forventning og hype, da vi trådte i et tætpakket, men dog ikke helt udsolgt Vega i lørdags. Og eftersom Machine Head på deres aktuelle 2026-turné har valgt at spille lange headliner-sæt uden support, var der ikke lagt op til noget opvarmningsband. Der var ingen tvivl om at det var et vældig veloplagt band, vi fik fornøjelsen af og lyden i Vega var helt i top. Sprød, klar, defineret og lige tilpas på volumen.

Bandet, som blev dannet i 1991 i Oakland af Robb Flynn, har gennem årtier markeret sig som en central aktør inden for groove metal og thrash metal. Den nuværende besætning med Robb Flynn (vokal/guitar), Jared MacEachern (bas/vokal), Vogg Kiełtyka (guitar) og Matt Alston (trommer) fremstod sammenspillet og teknisk skarp fra første tone.

Der kom da også gang i pitten lige med det samme. Vi var et par stykker som stod ret midt på gulvet og blev pløjet ned bag fra af en flok, som bare havde travlt med at komme frem til pitten, da de gik i gang med at spille. Ingen så ud til at have lidt fysisk skade, men der var flere, som havde mere øl i hovedet og på tøjet, end de havde i glasset efter det.

Allerede inden første nummer var overstået, blev der hoppet så meget, at hele gulvet bouncede i takt med musikken og fansene. Det tænker jeg nu nok, gulvet er bygget til at kunne holde til. Men vi fik da afprøvet bygningens strukturelle integritet.

Robb Flynn kom fra start af så langt ud over scenekanten, at det nok kunne mærkes hele vejen tilbage til de bagerste rækker mennesker. Som bandets stifter og eneste tilbageværende originale medlem har han fortsat en markant sceneautoritet, hvor han nærmest krævede mosh pits og circle pits – og publikum leverede.

Der blev i løbet af hele sættet sunget højt med fra salen af. Det var især tydeligt under numre fra debutalbummet Burn My Eyes (1994), som stadig står som bandets gennembrud og en milepæl inden for genren.

Jeg kunne selv igen konstatere, at det fortsat er de gamle numre, som resonerer mest med mig. Det var dér, jeg kom ombord med Machine Head og det er dem, jeg har voldlyttet dengang. Det er da også med de tidlige udgivelser, at bandet for alvor var med til at flytte grænserne for, hvordan groove og thrash metal kunne lyde og føles live.

At deres numre fra udgivelserne efter The More Things Change så ikke rammer på samme måde, kan være en fejl-40, en smagssag, lidt af begge dele eller noget helt andet.

Hvis det ikke fremgik med stor nok tydelighed, var Ten Ton Hammer, None But My Own, Old og Davidian, som især gik rent ind her.

Men alt i alt gik de på ca. 20.05 og fortsatte til omkring 22.45. Hvilket alt andet lige må siges være rigtig meget Machine Head for pengene. Med et sæt der spændte over hele karrieren, demonstrerede bandet også den udvikling, der har taget dem fra rå 90’er groove metal til et bredere moderne metaludtryk. Stemningen blandt publikum var i top fra start til slut, og der var ikke en finger at sætte på håndværket.

Setliste:

• Imperium

• Ten Ton Hammer

• CHOKE ON THE ASHES OF YOUR HATE

• Now We Die

• The Blood, the Sweat, the Tears

• Is There Anybody Out There?

• None but My Own

• Rotten

• Slaughter the Martyr

• Aesthetics of Hate

• Now I Lay Thee Down

• Old

• Outsider

• Locust

• Bonescraper

• Circle the Drain

• Darkness Within

• Catharsis

• Bulldozer

• From This Day

• Davidian

• Halo