The Prodigy i Royal Arena: Ravekultur uden grænser i en eksplosion af bas, lys og energi
THE PRODIGY – European Tour November 2026
Royal Arena, København, tirsdag 17. november 2026.
Support: Farveblind og TobyOne
Anmelder: Maria Skov
Fotograf: Savas Karakaplan

Bare overkroppe, punkfrisurer, malede ansigter og unge, der bevægede sig, som de selv lystrede. På gulvet åbnede der sig flere moshpits, mens lasere og stroboskoplys flænsede Royal Arena. Tirsdag aften stod flere generationer og subkulturer side om side foran en lydvæg, der har været under opbygning i over tre årtier.
Efter turnéstarten i Oslo og koncerten i Stockholm var det Københavns tur til at møde de britiske pionerer og deres sammensmeltning af rave, punk, techno, hiphop og rock.

Fra grunge til britisk rave
Den dystopiske “Claustrophobic Sting” åbnede aftenen, og “Omen” fra Invaders Must Die (2009) tændte lunten. Liam Howletts skarpe synthesizer-hooks, de dybe basfrekvenser og de hårdt programmerede breakbeats lagde et fundament, som Maxim byggede sin fysiske og vokale optræden oven på. Hans stemme skar igennem lydbilledet med en kommanderende autoritet.
“Voodoo People” og “Poison” førte os til Music for the Jilted Generation fra 1994. Guitarriffet i “Voodoo People” gemmer på Nirvanas “Very Ape” fra In Utero (1993), genindspillet af guitaristen Lance Riddler, og nummeret rummer derudover fragmenter fra Led Zeppelin, Johnny Pate, Simple Minds og spoken word-kunstneren Gylan Kain. “Poison” bygger på rytmer fra funkgruppen Skull Snaps og The Winstons’ “Amen, Brother” fra 1969.
Setlisten bød også på “Wake the Fuck Up”, der er vendt tilbage efter 19 års fravær.
Publikum som en del af forestillingen
Jeg brugte næsten lige så megen tid på at studere gulvet som scenen. De unge dansede efter eget hoved, uden fast koreografi og uden loyalitet over for én enkelt genre. Moshpits opstod flere steder i arenaen, og punkens og metallens fysiske krudt blandede sig med ravekulturens frie bevægelser.
Hos The Prodigy kan man være rocker, punker, metalhoved og ravedanser på samme tid. Publikum spejlede musikken på scenen.

Albummet, der flyttede grænserne
Efter “Light Up the Sky”, “Wind It Up” og en reprise af “Omen” kom aftenens første store øjeblik med “Firestarter”. The Fat of the Land fra 1997 bragte ravekulturen ind på den internationale rockscene, og nummeret demonstrerer Howletts samplingteknik. Guitarriffet stammer fra The Breeders’ “S.O.S.” (1993), vokalfragmentet fra Art of Noises “Close (to the Edit)” (1984), og trommerne har forbindelse til Ten Citys “Devotion”.
Siden Keith Flints død i 2019 har sangen fået en ekstra tyngde, for hans vokal, punkfrisure og kropssprog sidder stadig fast i nummeret. Maxim er en selvstændig frontfigur, og sammen med Howlett, guitaristen Rob Holliday og trommeslageren Leo Crabtree bærer han bandets identitet videre. De levende trommer og de forvrængede guitarer giver de programmerede kompositioner en rå, organisk kant, og den kant er afgørende for, at The Prodigy fungerer på en scene.
Lyset som medspiller
Scenografien var mørk, industriel og futuristisk. Hvide stroboskopblink, røde sceneelementer, blå laserstråler og røg arbejdede som et selvstændigt instrument. Det ene øjeblik lå scenen i sort, det næste sprang hele rummet i lys. Strålerne fejede hen over tilskuerne og trak hele arenaen ind i forestillingen.
Lyssætningen fulgte musikkens opbygning, med breakdowns, spændingskurver og drops. Royal Arena blev omdannet til en kæmpestor undergrundsklub, hvor bassen mærkedes i brystkassen, før den nåede ørerne.

Jazz, funk og rapmetal i ét nummer
“Invaders Must Die”, “Ruff in the Jungle Bizness”, “Roadblox” og “Get Your Fight On” holdt trykket oppe, inden hovedsættet lukkede med “Their Law” og “Smack My Bitch Up”.
Det sidste nummer er et af Howletts mest sammensatte værker. Studieversionen rummer trommer og bas fra Randy Westons “In Memory Of” (1973), funk fra Kool & The Gangs “Funky Man” (1971), guitarfragmenter fra Rage Against the Machines “Bulls on Parade” (1996) og Kool Keiths vokal fra Ultramagnetic MC’s “Give the Drummer Some” (1988). Kvindevokalen har sit forlæg i Sheila Chandras “Nana (The Dreaming)”, men er genindspillet af Shahin Badar til udgivelsen. Fragmenter fra Afrique og Mixmaster Gee & The Turntable Orchestra supplerer billedet.
Jazz, funk, hiphop, rapmetal og asiatisk inspireret vokalmusik mødes i ét nummer. Howlett skærer eksisterende optagelser i stykker, skifter tempo, tonehøjde og klangfarve og sætter dem sammen til en helt ny komposition. Det er forklaringen på, at bandet gennem årtier har kunnet fylde haller med meget forskellige lyttere.
Ekstranumrene
Ekstranumrene åbnede med “Take Me to the Hospital”, og “Breathe” førte os tilbage til The Fat of the Land. Nummeret samler trommer fra Thin Lizzys “Johnny the Fox Meets Jimmy the Weed” (1976), et riff fra The Spencer Davis Groups “I’m a Man” (1967), percussion fra The Meters og de klingende sværd fra Wu-Tang Clans “Da Mystery of Chessboxin’”.
Efter “We Live Forever” tog “Out of Space” os til debutalbummet Experience (1992) og den tidlige britiske ravescene. Vokalen stammer fra Max Romeos “I Chase the Devil” (1976), produceret af Lee “Scratch” Perry, og rapvokalen fra Ultramagnetic MC’s “Critical Beatdown” (1988). Reggae, dub, hiphop og breakbeats lever stadig side om side i et nummer, der efter over tre årtier har bevaret sit tryk.
“Comanche” lukkede aftenen. Nummerets melodiske forlæg stammer fra Ennio Morricones musik til westernfilmen The Big Gundown fra 1966.
Musikalsk frihed på begge sider af scenen
The Prodigys konstante intensitet efterlod få pauser. Bassen, de gentagne hooks og de aggressive rytmer pressede på fra første til sidste nummer, og her manglede lidt luft mellem slagene. Til gengæld stod Maxim stærkt som frontfigur, og bandet leverede de levende trommer og guitarer, som gav materialet kød og blod.

Det, jeg tager med fra aftenen, er forbindelsen mellem Howletts frie omgang med genrer og publikums frie omgang med sig selv. Howlett har i hele sin karriere afvist at lade sig sætte i bås, og gulvet i Royal Arena afviste det samme.
Efter 35 år er The Prodigy stadig et oprør mod kategorierne. Ravekulturen lever. Den går i det tøj, den har lyst til.
⸻
Setliste – Royal Arena, 17. november 2026
Claustrophobic Sting (Intro)
Omen
Voodoo People
Poison (SOAD Beats / Baby’s Got a Temper outro)
Wake the Fuck Up
Light Up the Sky
Wind It Up
Omen (Reprise)
Firestarter
Invaders Must Die
Ruff in the Jungle Bizness
Roadblox
Get Your Fight On
Their Law
Smack My Bitch Up
Ekstranumre:
Take Me to the Hospital
Intro
Breathe
We Live Forever
Out of Space
Comanche



