Klanglig Perfektion og Britisk Coolness

Johnny Marr i Amager Bio – 29. oktober 2025

Anmelder: Tommy Christiansen

Foto: Savas Karakaplan

Der er noget kompromisløst over Johnny Marr. Ikke i hans attitude, men i hans lyd. Den er ikke højrøstet, men præcis – hver tone, hver akkord, hver pedal valgt med kirurgisk bevidsthed. I Amager Bio beviste han endnu engang, at han stadig er arkitekten bag en af rockhistoriens mest genkendelige guitarlyde – en mand, der bygger hele sange ud af klang, rytme og luft.

Koncerten åbnede med “Generate! Generate!”, et nummer der nærmest vibrerede af mekanisk energi. Marrs guitar lød som en motor, der holdt rytmen på plads, mens trommerne og basgangen skar igennem som en maskine. Det er en lyd, der er både industri og poesi – en forbindelse mellem post-punkens puls og The Smiths’ melodiske finesse. “Panic” og “Armatopia” fulgte og viste Marrs evne til at samle fortid og nutid i samme sæt. Han spiller gamle sange med ny bevidsthed, og nye sange med fortidens ånd.

Produktionen var skarp og balanceret. Marrs sorte Fender Jaguar stod centralt i lydbilledet – en klar, korpræget tone, der flyder gennem rummet uden at overdøve de øvrige instrumenter. Det er tydeligt, at hans tilgang til produktion er formet af årtier som både guitarist og producer: lyden er analog, men rummet er digitalt tænkende. Der er ingen overflødige lag, kun præcision og dybde.

Da “New Town Velocity” og “Spirit Power and Soul” blev spillet, føltes det som at træde ind i en anden dimension af Marrs musikalske univers. De er minimalistiske, men med en rytmisk puls, der minder om Kraftwerk og Joy Division – en perfekt syntese af menneske og maskine. Publikum lyttede intenst, næsten andægtigt, som om de forstod, at her stod en musiker, der havde defineret den måde, de fleste moderne britiske guitarer stadig spilles på.

Så kom klassikerne. “This Charming Man”, “Bigmouth Strikes Again”, “How Soon Is Now?” – tre øjeblikke, der stadig definerer en generation. Marr spiller dem ikke nostalgisk, men som om de stadig har noget at bevise. “How Soon Is Now?” var aftenens højdepunkt: tremoloeffekten sendte bølger gennem salen, mens Marr stod i hvidt modlys, nærmest roligt og koncentreret. Det var ikke bare genkendelse, men genfødsel.

Ekstranumrene forvandlede stemningen. “The Passenger” satte gang i fællessangen, og “Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before” blev leveret med et smil og glimt i øjet. Da “There Is a Light That Never Goes Out” rundede aftenen af, var hele salen et kor. Ikke råbende, men syngende – blødt, ærligt, taknemmeligt.

Johnny Marr gik af scenen uden sentimentalitet. Han behøver det ikke. Musikken taler, lyden står, og guitaren siger resten. Aftenen i Amager Bio viste, at Marr stadig er en mester i balancen mellem intellekt og instinkt – og at guitarens fremtid stadig formes af dens fortid.

⸻

Setliste (udvalgte):

Generate! Generate! / Panic / Armatopia / New Town Velocity / Spirit Power and Soul / Hi Hello / This Charming Man / Bigmouth Strikes Again / Easy Money / How Soon Is Now? / Getting Away With It / The Passenger / There Is a Light That Never Goes Out.

Fotogalleri