Photo: Savas Karakaplan
melodisk progmetal, siddende headbanging og svensk for begyndere
7. november 2016
DR-koncerthuset
Live Nation DK
Det svenske band Opeth fra Stockholm har mange år på bagen og har været igennem en del forandring både lydmæssigt og på grund af udskiftning af bandmedlemmer. Frontmand, sanger, guitarist og sangskriver Mikael Åkerfeldt forbliver Opeths primære drivkraft.
Opeth har konsekvent indarbejdet progressiv metal, rock, folkemusik, blues, klassisk og jazz i deres normalt lange kompositioner, mens påvirkningen fra dødsmetal er mere fremtrædende på bandets første plader. Mange sange inkluderer akustiske guitarpassager og stærke dynamiske skift der både kan indeholde ren vokal og growling.
Opeths lydunivers er melodisk med et poetisk indspark. Åkerfeldts sexede og forførende stemme efterfulgt af idylliske og sommetider aggressive guitarsoloer, skaber billeder. Opeth mestrer de tekniske og komplekse kompositioner.
Det er dynamisk, tungt og lyrisk på samme tid. Det er progmetal, når det er bedst.
Det er først gang jeg oplever Opeth live og jeg vil ønske at kunne havde oplevet dem et andet sted end DR-Koncerthuset, for eksempel på Copenhell i 2011,
Ikke at der er noget galt med rammerne i koncertsalen, men fordi jeg følte en hvis begrænsning ved at være “tvunget” til at blive siddende, især da de spillede “Demon of the Fall” efterfulgt af “Heir Apparent”, “The Drapery Falls”, “The Grand Conjuration” og “Deliverance”. Nogle enkelte metalheads trodsede de implicitte regler, at det er en “siddende metalkoncert” og rejste sig op i begejstring under Mikael Åkerfeldts ellers lidt afdæmpede growl og guitarsolo, men de fleste nøjedes med at headbange siddende pænt på deres nummererede pladser. Der var dog et enkelt metalhead, der rejste sig op under aftenens sidste nummer “Deliverance” og headbangede alt hvad han kunne og så langt hans hår kunne række.
Sejt gået, dig derude.
Åkerfeldt interagerer med publikum mellem hver sang. Desværre gik jeg glip af en del af den svenske ping pong mellem numrene, fordi jeg ikke helt forstod alt hvad der blev sagt, og det jeg forstod var enkelte sætninger, såsom “för Fanden” eller “min mamma är här idag”, men det blev lidt trættende og uinteressant.
Dog, vil jeg sige, at Opeth passer godt til at spille i DRs koncertsal, især de klassiske prog numre.
“Sorceress” åbnede ballet perfekt. Lydoplevelsen er i særklasse, ingen tvivl om det.
Trods de pæne rammer, var der en del efterladte tomme dåser ved indgangen til Koncerthuset, som man kan forvente af metal koncert.
Det kolde vejr udenfor og de kolde øl indenfor, der mod al forventninger kunne tages med ind i salen, gav koncertsalen en anelse metalstemning. Men al det finpolerede fra gulv til loft sender et klart signal om ordentlighed. Åkerfeldt bad også publikum, efter en stående klapsalve, om at sætte sig ned.
Opeth er helt klart en koncertoplevelse værd, også hvis man ikke er fan af progmetal eller til metal i det hele taget. De mestrer deres instrumenter til perfektion, men som metal koncertoplevelse vil jeg hellere have luft i håret og “get my feet dirty”.
Jeg glæder mig til at opleve Opeth optræde live igen under et andet setup.
