Depeche Mode: Global Spirit Tour

Suport: The Horrors

Telia Parken, 31. Maj 2017

Foto : Nordica Live

Det var en fantastisk aften i Parken i Depeche Modes selskab. Det har du sikkert læst i aviserne, på Facebook, hørt det på kontoret… Men ingen taler om opvarmningsbandet – og det vil jeg begynde min anmeldelse med. Hvis du, ligesom tusindvis af de gæster, der var der, ikke gider høre om The Horrors, så gå videre til hovednavnet.

The Horrors

Jeg kendte ingenting til The Horrors, og umiddelbart var jeg ikke den eneste: Jeg hentede svar fra dem, der stod omkring mig. De tjekkede ind på facebook, gik i baren eller talte sammen, mens de vendte ryggen til scenen, hvor The Horrors kæmpede sig igennem et 40 minutters opvarmningssæt.

Bandet var absolut ikke fejlcastet: De lyd til tider som Joy Division, post-punk og tysk electro-rock eller mere moderne Savages. Men deres musik og deres iscenesættelse er bestemt ikke noget, der hører til en fodboldstadion, men noget der hører til i mørket, i en lille, tætpakket røgfuld klub.

Der var intet nyt i musikken (og det skal der nødvendigvis ikke være), de spillede heller ikke dårligt, men publikum ventede på DM og var helt afgjort fjendtlig over for de stakkels Horrors, der gik fra scenen ubemærket og uden nogen anerkendelse fra publikum. Om det så var et ”fuck you” eller et kunstnerisk valg kunne jeg ikke spore.

Da jeg kom hjem lyttede jeg til the Horrors plader uden den store begejstring, men jeg kunne bestemt tænke mig at se dem igen – måske på Stengade, Beta eller Templet.

Depeche Mode

Al den ligegyldighed forsvandt så snart intromusikken for aftenens stjerner gik i gang. Det var The Beatles´ ”Revolution” (som ikke engang blev afspillet færdigt). Publikum sang med allerede der, og det blev de ved med hele aftenen.

Den gode lyd gik igennem hele koncerten og begyndte allerede da ”Going Backwards” fra deres nyeste plade åbnede ballet. Sangen blev virkelig godt modtaget på trods at det melankolske og nødvendige budskab, der springer ud fra teksten.

Depeche Modes iscenesættelse var sober og sparsom men upåklagelig: Ikke alt for mange lamper, et par røgmaskiner og et lærred med projektioner, som gik fra simpel vektorgrafik til udarbejdede koreografier og videoklips. Akkurate og velafviklet, en fornøjelse at se på mens man lyttede til musikken. Og det gjorde man i dén grad.

Allerede på 6. sang, ”In your room”, var publikum all in, men da de første syntetiske toner til ”World in myeyes” fra mesterværket ”Violator” begyndte at lyde over højtalerne, gik folk amok. Det var i løbet af denne sang, at Dave Gahan viste sig som den fantastiske frontman, han er. Man kan ikke lade være med at tænke på Mick Jagger, Steven Tyler eller Scott Weiland i hans dansende blanding af dyr, gentleman, go-go, sprechstallmeister og alt ind imellem: Han charmer, forfører , underholder og har publikum i sin hule hånd.

Martin Gore tog også publikum med storm med hans underspillede stil og hans intime sange. Publikum fortsatte med at synge i kor på hans sange langt efter de var overstået. Og der var meget ”synge med” og ”op med hænderne” i denne koncert – for meget efter min smag. Men det er jo ”music for the masses” og DM er scenevante, rutinerede musikere, der ved, hvad folk vil og hvordan det skal leveres. Derfor sluttede de koncerten med ”Personal Jesus”.

Koncerten varede omkring 2 timer og 15 minutter. Selvfølgelig var der mange klassikere, der ikke blev spillet: Det er det, der sker, når man har været 30 år på banen. Jeg er sikker på, at langt de fleste, der var til koncerten, gerne vil gentage oplevelsen – og dem, der ikke var med, skal med næste gang. Fordi vi håber, at Depeche Mode stadig har mange gode år og koncerter foran sig.

Det bedste: Depeche Mode har gennemgået flere inkarnationer, men på trods af deres elektroniske islæt formår de at levere et rock-show. Afslutningen af koncerten med den kombi af en tung udgave af ”I FeelYou” (lige med headbangende band og publikum) og ”Personal Jesus”.

Det værste: Deres version af ”Heroes”, af David Bowie. Det var mere slatten end cool og det var en (sikkert planlagt) antiklimaks til den store finale, et pusterum.

Stjerner: 5/6

Sætliste:

Going Backwards So Much Love Barrel of a Gun A Pain That I'm Used To Corrupt In Your Room World in My Eyes Cover Me A Question of Lust Home Poison Heart Where's the Revolution Wrong Everything Counts Stripped Enjoy the Silence Never Let Me Down Again

Ekstra: Somebody Walking in My Shoes "Heroes" (David Bowie-cover) I Feel You Personal Jesus