Guns N´ Roses 27/6
Telia Parken
set hørt og fortalt af en livslang fan John Andersen
Photo : Savas
Tonerne af Looney Tunes (ja du læste rigtigt) ryger ud af højtalerne og de første musikere kommer til syne på scenen. Det er “baglandet” i form af mangeårige keyboardspiller og percussionist Dizzy Reed, trommeslager Frank Ferrer og 2. keyboard/synthesizer Melissa Reese. Dernæst kommer den i mine øjne ret seje rytmeguitarist Richard Fortus, og tilbagevendte bassist Duff McKagan ud på sin plads i højre side af scenen og da den legendariske præsentation: “From hollywood: GUNS AND ROSES” bryder ud over Parken samtidig med at ikonet Slash med den velkendte tophat og det store sorte krøllede hår kommer til syne bryder jublen og ekstasen for alvor ud for slet ikke at tale om da Axl Rose indfinder sig…!
Axl Rose er og har altid været det eneste menneske jeg kan blive starstruck over og koncerten i Parken var bestemt ingen undtagelse, og jeg skulle bruge de første 3 sange “It´s So Easy”, “Mr. Brownstone” og “Chinese Democracy” på at “vænne” mig til tanken over at, i min optik, verdens sejeste menneske stod 5 meter foran mig og gjorde det har var aller bedst til og der gjorde ham til verdens sejeste menneske, nemlig at fremføre sange fra mit livs soundtrack med en energi, karisma og til tider kækhed som aldrig er eller bliver matchet af nogen. Der var mange, nej rigtig mange casual fans af Guns N´ Roses, fans der kunne synge med på de 5-8 mest populære sange og ellers var forholdsvis passive omkring bandets andre og mindre (for det brede publikum) kendte sange, og jeg skimtede flere gange ud af øjenkrogen at folk var lidt forbavsede over at jeg kunne synge med og sang med på samtlige sange under koncerten. Ved aftenens 4. sang “Welcome To The Jungle” som hører under kategorien hvermandseje hvad Guns N´ Roses sange angår, kunne alle dog være med i singalong legen, i sådan en grad at det faktisk overdøvede Axl´s vokal, og på dette tidlige tidspunkt var undertegnedes lange hår allerde blevet godt vådt af al hoppen og headbangingen som hører sig til i “pitten” Efter en af mine absolut favoritter “Double Talking Jive” og “Better” kom den sublime ballade “Estranged” sat i gang af åbningslinien “when you´re talking to yourself” akkompagneret af Dizzy´s flotte klaverspil, som gav mig en gåsehud jeg sjældent har haft, og det fik en af mine bekendte som var ligeledes stor fan og førstegangs gænger til en Guns N´Roses koncert til at bryde ud i gråd. Efter den næste håndfuld numre herunder “Live And Let Die” akkompagneret af kanonslag fra scenen var vi nået til “This I Love” endnu en sublim ballade fra albumet “Chinese Democracy” hvor Axl til tider sang næsten alene, kun akkompagneret af lidt klaverspil og strygere fra Melissa Reese der lagde sig som et smukt tæppe udover Parken. Rent sangteknisk er “This I Love” meget meget svær, men 55-årige Axl beviste der at hans trods han ikke er samme sted som i hans 20´ere hvor Guns N Roses blev sat på det musikalske verdenskort, stadig er en formidabel sanger. Koncertens nok største kulmination foruden da bandet gik på scenen kom da den folkekære Sweet Child O´Mine blev sat igang af Slash´s velkendte “circus-tema” der oprindeligt tilbage i øvelokalet i 80´erne blev spillet som en joke men man fandt potentiale i, og sikke et held. Efter “Out Ta Get Me” og en instrumental version af Pink Floyds klassiker “Wish You Were Here” fremført af Richard Fortus og Slash kom mit absolutte højdepunkt: Der blev hejst et klaver op igennem gulvet…….! Det betød at det var tid til den fantastiske “November Rain” “November Rain” er i mine ører det smukkeste stykke musik der nogenside er blevet lavet…. Det er en lang rejse på små 10 minutter startende med en klaverintro med strygere. Slash spiller 2 sublime guitar soli og sangen ender i en marchlignende outro. Til dem der ikke kender nummeret kan jeg stærkt anbefale at man smider noget god lyd i ørerne og læner sig tilbage og lytter nummeret. Inden koncerten havde jeg proklameret at jeg med stor sandsynlighed ville få våde øjne under det nummer og det slog ikke fejl. Efter nyligt afdøde Soundgarden sanger Chris Cornell´s hyldest i form af førnævntes klassiker “Black Hole Sun” og singalong klassikeren “Knocking On Heavens Door” tog Axl en kontakt fra gulvet som førte hen til 3 horn der var placeret på monitoren forrest på scenen og trykkede på kontakten og udbrød “Do you know this sound”….. ? Dette betød at det nu var tid til “Nighttrain”… En klassiker for den mere inkarnerede Guns N´ Roses fan fra debut-albummet “Appetite For Destruction” som stadig rangerer som det bedst sælgende debut album nogenside her 30 år efter sin fødsel. “Nighttrain” er en hyldest til en Californisk vin under navnet “Night Train Express” som besad 2 gode egenskaber for et fattigt hårdtarbejdende rockband, nemlig at det var billigt og det havde en høj alkoholprocent. Efter dette og efter at bandet var blevet råbt på scenen igen efter den klassiske og forudsigelige Encore del af enhver koncert var det til endnu en, og aftenens sidste ballade nemlig det smukke “Patience”. Jeg lagde for første gang mærke til de animationer der kørte på storskærmene bag bandet, hvor der i slowmotion var glassplinter der røg henover skærmen og under linien “Sometimes i get so tense, but i cant speed up the time” var der et ur der gik i stumper og stykker. En fin visuel underbygning af musikken og dens stemning. Efter et ganske fint cover af The Who´s “The Seeker” kom aftenens sidste og nok mest energiske sang, nemlig den hårdt rockende “Paradise City”. En sang der altid vil have en meget speciel plads i mit hjerte da det var netop den der fik mig tilbage i 1988 til at blive fan af Guns N´ Roses da jeg for første gang så musik videoen til denne sang på MTV i en alder af 8 år. Til dem der ikke kender Paradise City kan jeg sige at den slutter af i en uptempo høj energisk outro hvor der bliver skudt konfetti af i stor stil oppe omkring det forreste område, en dejlig tradition og en fantastisk storartet måde af slutte en koncert af på. Min konklusion: Som diehard fan af Guns N´ Roses er jeg ganske enkelt begejstret og jeg syntes bestemt det er berettet. Axl Rose er og bliver den største frontmand, sanger og entertainer i min verden og jeg syntes at han trods sin fremskudte alder viste det igen, og det faktum at ingen lyder som ham med hans hæse/raspy stemme og hans samtidige evne til at synge dybe flotte toner i sange som f eks “Dont Cry” gør ham til et unikum for undertegnede. Der er og har alle dage været en mystik omkring Axl Rose, måske fordi han altid har været ret pressesky (i forhold til popularitet) og “sin egen” og jeg syntes han er eminent på en scene og hans måde at kigge til tider kækt ud på publikum på under afslutningen af et nummer på har jeg altid været fascineret af og især når det foregår 5-10 meter foran en. Slash er ligeså eminent og med rette en helt og forebillede for mange, og han vil altid, trods en lang “pause” fra bandet og skabelsen af sine egne bands Slash´ Snakepit og Velvet Revolver være et synonym for Guns N´ Roses. I det hele taget var bandet super skarpt og jeg er som trommeslager glad for Frank Ferrer´s spil. Jeg kan forstå på folks reaktioner rundt omkring at jeg har været en af de heldige hvad den berygtede lyd i Parken angår, og de jeg hørte koncerten med har samme opfattelse at lyden var ganske fin. Til tider kunne vi dog ikke høre Axl, men det var selvforskyldt når hele pitten sang med.Guns N´ Roses….. Jeg blir aldrig træt af det og det stopper aldrig med at være relevant. Tak fordi i findes..
