Kjartan F. Stolberg

Amager Bio

Siden 2011 har de københavnske nabo-spillesteder Beta og Amager Bio årligt afholdt koncertrækken Dirty Days of Summer, hvor pladsen uden for spillestederne spiller høj musik på anlægget og sælger mad og drikke hele eftermiddagen, før man så om aftenenen får en god dosis hårdtslående musik. Blandt navne, der tidligere har optrådt, kan nævnes Baroness, Deafheaven, The Black Dahlia Murder og Dying Fetus, men det største navn til nogensinde at optræde på Dirty Days of Summer må nok være årets hovednavn, det populære amerikanske punkband Bad Religion, der indtog Amager Bio. Med sig havde de det dansk/svenske post-hardcore-band Riverhead til at varme op. Opvarmning: Riverhead Trods det gode billetsalg var fremmødet ikke stort, da Riverhead gik på scenen. Der var nok også mange, der var skuffede over, at den oprindelige opvarmning, århusianske Velvet Volume, havde aflyst, da de ville fokusere på deres kommende debutalbum. Det er egentlig fair nok, og Riverhead er ingenlunde en ringe erstatning. De er nok mere oplagte end Velvet Volume til at varme op for et af 80’ernes største punkbands, for af en moderne post-hardcore-gruppe at være, trak de tydeligvis en hel del mere på genrens fundamenter end på den nylige udvikling. De lagde på ingen måde skjul på deres indflydelser, bl.a. med en basgang på en af sangene, der var som tyvstjålet fra Fugazi-sangen ‘Waiting Room’, og musikken ledte i det hele taget oftere tankerne hen mod bands som Hüsker Dü og Big Black end At the Drive-In og Touché Amore, muligvis med undtagelse af forsangeren, der havde taget en mere moderne, lidt Refused-lignende tilgang til sin stil. De var meget fysisk aktive på scenen, hvilket uden tvivl gjorde koncerten mindeværdig, men jeg må sige, at det ikke altid understøttede musikken lige godt. Det var fx lidt antiklimaktisk, da forsangeren valgte at klatre op ad et højtalertårn, for så at hoppe ned, mens der ikke rigtig skete noget mærkbart musikalsk. Det var dog en underholdende oplevelse fra et band, der både kan deres teknik og deres musikhistorie vældig godt. Bad Religion Jeg er nok lidt af en Bad Religion-novice. Jovist, jeg har kendt til dem i mange år, jeg har hørt ret meget af deres musik, og jeg har stor forståelse for deres musikhistoriske indflydelse idet de valgte at tage en mere melodisk tilgang til punk på et tidspunkt, hvor genren gradvist blev mere og mere kompliceret både at lytte til og spille. Bad Religion kan derfor siges at tage punk-sangskrivning tilbage til rødderne, som de blev etableret af grupper som Buzzcocks og Ramones, men samtidig lod de sig - især i instrumentationen - også inspirere af den hardcore lyd, der i starten af 80’erne også skubbede genren i nye retninger. På den måde var de bannerførere i at gøre punken folkelig igen, samtidig med at de bevarede kanten, og det er derfor oplagt, at de ville være indflydelsesrige for de mange pop-punk-bands, der fik kommerciel succes i 90’erne, såsom The Offspring, Green Day og Rancid. Hvorfor nævner jeg alt det her? Mest for at skabe kontekst omkring det “folkelige”, jeg var inde på. For Bad Religion-fans har noget af det hyggeligste, mest trofaste samvær, jeg nogensinde har oplevet. Lige inden sangen ‘Come Join Us’ spørger forsanger Greg Graffin, hvor mange af os, der ser Bad Religion for første gang. Vi er en del der rækker hånden op, især blandt de lidt yngre gæster. Bagefter spørger han hvor mange, der har set dem mindst 5 gange. Til min store overraskelse er det nogenlunde lige så mange. Det viser i mine øjne hvor stærk tilknytning Bad Religion har til deres fans. Denne gensidige respekt vises også i, at de vælger at starte koncerten med en af deres mest populære sange, ‘American Jesus’. De fleste bands ville vente med sådan noget til slutningen, ofte for at holde publikum hængende, men Bad Religions fanskare er så trofaste, at sådan noget egentlig er ligemeget. Og det er rigtig tilfredsstillende at høre et så fedt nummer lige fra starten af. Dermed ikke sagt, at resten af setlisten ikke var fed. Faktisk var selve opbygningen af setlisten noget af det allerbedste ved koncerten. Bad Religion forstod om noget at holde de ellers ganske simpelt konstruerede punksange engagerende og dynamisk varierede. Især var jeg glad for ekstranumrene, hvor vi kom over i en lille sektion, hvor lyden var lidt mørkere, og fokus tit var på et samspil mellem en markant bas og guitarriffs, der lænede sig op af nogle 80’er-metallyde. Koncerten blev konstant mere og mere interessant, og publikums energi lagde sig på intet tidspunkt. Det var dybt hjertevarmende at bevidne. Mellem sangene kom tit en lille introduktion, men oftest var den meget kort. Sangen kom tit før man forventede det, og på den måde følte man på en gang, at de gik op i at kommunikere med publikum, og at de stadig ville fokusere på musik frem for snak. Det var en velvalgt balance. Skal noget negativt fremhæves, må jeg nok starte med lyden. På en eller anden måde formåede lyden at være bedre under opvarmningsbandet, hvilket jeg aldrig nogensinde har oplevet før. Den var ikke helt forfærdelig til Bad Religion, men tit havde jeg svært ved at høre teksterne, der ellers oftest er ganske tydelige på pladerne. Heldigvis var jeg omgivet af et loyalt publikum, der kunne stort set alle ordene, så det hjalp lidt, selvom de af og til kom til at overdøve forsangeren. Det andet ville være, at guitaristerne i bandet ikke gjorde sig særlig bemærket på scenen. De spillede rigtig godt, men jeg syntes sjældent, at der blev sat særlig stor fokus på dem, eller at de gjorde noget interessant på scenen foruden selve musikken. Med det sagt var både forsanger, bassist og trommeslager - der da også stod i midten, nærmest mig - virkelig gode i deres scenefremtoning. Hverken Greg Graffin eller bassist Jay Bentley lignede umiddelbart punkere ved første øjekast, men deres fremtoning og attitude var det for alvor. Det var ligeud ad landevejen, det var fandenivoldsk, og det var som at blive inviteret ind i en familie. Bad Religion gjorde en dyd ud af at vise, at en god koncert ikke behøver at være noget fancy, flashy eller grænsesøgende, hvis man bare kan sit håndværk, og leverer sin musik med charme. I dette felt er Bad Religion mestre, og jeg forstår så sandelig godt dem, der bliver ved med at vende tilbage til deres koncerter.