Det er efterhånden lidt over en måned siden årets Roskilde Festival pakkede sammen. Mens bookingholdet sikkert har travlt med at finde ud af, hvem der skal spille næste år, har vi som publikum nu en vis distance til festivalen, så vi som publikum kan overveje, hvad der gik bedst i år. Naturligvis ønsker jeg ikke, at de bare booker de samme kunstnere til næste år, men det er stadig værd at overveje, hvorfor de bedste koncerter var så gode. Samtidig kan man også overveje, hvem Roskilde kunne booke næste år til at levere oplevelser af samme kaliber. Her er derfor 5 højdepunkter fra årets festival:
Photo : Savas Karakaplan
Idles
Dette aggressive, meget britiske punkband fik lov til at åbne ballet på den lille Pavillion-scene. Det var langt fra proppet, men idet dette var årets første Roskilde-koncert for størstedelen af publikum, var energien i højsædet. Idles virkede uden tvivl klar over, at de ikke var festivalens største navn, og at der nok var nogle blandt publikum, der aldrig havde hørt dem, så de gjorde deres bedste for at sikre sig, at ingen blandt publikum ville glemme, hvem de var. Bandet udtrykte i deres optræden mange lag af både sarkasme og frustration på den mest energisk tænkelige måde. De blev politiske, men det blev aldrig distraherende fra koncertoplevelsen. Rettere sørgede det for at give deres musik lidt yderligere vægt. Trods dette fandt de masser af tid til at fjolle, når de legede tyrefægtning med hinanden på scenen under et af numrene. Ikke mindst virkede denne koncert så godt, fordi bandet netop var de første til at gå på scenen. På den måde blev Roskilde skudt i gang med et brag, og stemningen lagde sig ikke før festivalen var slut.
Hvem skal bookes næste år?
Roskilde har tit sørget for at booke et hårdtslående punkband til at åbne en af de små scener, bl.a. Off! i 2015 og Frank Carter and the Rattlesnakes i 2016, så der er en god sandsynlighed for, at de vil gøre noget lignende i 2018. Spørgsmålet er blot: hvem skal det være? Frank Carter kunne sagtens vende tilbage, muligvis til Avalon frem for Pavilion, dels fordi de har et nyt album med sig, dels da de har fået ry for at være et af verdens bedste livebands, bl.a. ovenpå en fantastisk optræden på årets Copenhell. En tilbagevenden til Roskilde ville være en pragtfuld måde at starte festivalen.
Bonobo
Apollo-scenen sætter fokus på urban og elektronisk musik, og idet det er den eneste af hovedscenerne, der hverken har et telt eller en pit, er der mulighed for både ganske små og rimelig store navne. Blandt de større var Bonobo, en elektronisk musiker, der sætter fokus på stemning rettere end dans. Tit kan den slags musikere være lettere uinteressante at se live, for dels kan man tit trænge til noget, der er mere energisk, dels er der mange af disse musikere, der ikke er særlig spændende at se på. Bonobo undgik disse faldgruber. Han sørgede for at pumpe lidt ekstra liv i sine sange. De lød stort set altid anderledes fra udgaverne på pladen, og det gjorde koncerten spændende. Man kunne tydeligt mærke at det var live-mixet. Endvidere havde han en række musikere med på scenen, der kunne tilføre en mere organisk lyd til numrene. Som om det visuelle spektakel af en mindre blæsersektion og en dygtig soulsanger ikke leverede nok visuelt spektakel, havde Bonobo sørget for at scenens storskærm viste video, der understøttede den stemning, der stadig sagtens kunne mærkes. Bonobos show leverede lidt dans, men hovedsageligt var det en oplevelse, der blev præget af skønhed. Det er musik, der inspirerer forelskelse blandt publikum.
Hvem skal bookes næste år?
Bonobo overraskede meget positivt, og få elektroniske musikere har for mig kunnet levere koncerter af den slags. Personligt minder oplevelsen mig mest om at se Mew, der jo ellers er et rockband. Hvis der er en elektronisk gruppe, jeg kan forestille mig levere noget i stil med Bonobo, ville det være skotske Boards of Canada. Det er 4 år siden de sidst udgav et album, så der er forhåbentlig et nyt på vej. Når man hører deres musik, ledes tankerne hen mod store, smukke landskaber, som man nærmest kan se sig selv svæve henover. At se dem sent om aftenen på Apollo næste år kunne snildt blive en magisk oplevelse.
Foo Fighters
Foo Fighters var på mange måder det største navn på årets Roskilde Festival. Ganske vist har The Weeknd klaret sig bedre på hitlisterne, og Arcade Fires nye album var lige på trapperne, men det var mange år siden, danskerne sidst havde mulighed for at se Foo Fighters. Derfor er der god grund til at bebrejde Foo Fighters, at fredagsbilletterne blev udsolgt lang tid før de øvrige billetter. De spillede i 2½ time, og ikke et sekund føltes det som om, det trak ud. Man kunne mærke et varmt samvær i bandet, og udvalget af sange var latterligt godt. Bandet formåede virkelig flot at vise hvor velspillende de var, mens de samtidig var enormt venlige og inviterende. Humøret ved Orange Scene var højt i løbet af hele koncerten, og hvert eneste nummer blev leveret overbevisende og charmerende.
Hvem skal bookes næste år?
Mens der er mange store rockbands i verden, er det svært at pege på et, der kan bringe samme folkeglæde som Foo Fighters. En mulighed ville være Green Day, der i årtier har leveret soundtracks til ungdommelig angst. Rigtig mange mennesker har et nostalgisk forhold til Green Day, hvis katalog er spækket med klassikere, og idet de ikke kom til Danmark på deres nylige Europaturné, ville en optræden på Orange absolut være på sin plads. Da de sidst var i Danmark, fik de fremragende anmeldelser, så der er god grund til at ønske dem i 2018.
Den Sorte Skole
Den Sorte Skole gjorde sig i 00’erne berømte for deres spændende hip hop-mashups, men med tiden blev de mere eksperimenterende, og de sørgede for at drage inspiration fra verdensmusik. Med Roskildes vanlige forsøg på at repræsentere adskillige kulturer fra hele verden giver Den Sorte Skole rigtig god mening i forhold til festivalens brand. Roskilde sørgede derfor at give Den Sorte Skole mulighed for at iscenesætte deres største koncert nogensinde, hvor de havde inviteret musikere fra Island, Tyrkiet og Syrien. Derudover var der dansere, visuelle effekter, Malk de Koijn, spektaklet ville ingen ende tage. I modsætning til størstedelen af sådanne koncertoplevelser, hvor der er massevis af gæster, var der rigtig meget sammenhæng i showet. Selvom Den Sorte Skole mest af alt befandt sig i mørket bag deres turntables, var det hele vejen igennem klart, at det var deres show. Det var spændende, folk fik udvidet deres horisont, og Roskilde løb en stor risiko, som klart var besværet værd.
Hvem skal bookes næste år?
Hvis Roskilde Festival vil iscenesætte et show af samme skala, vil det højst sandsynligt være en dansk kunstner. En dansk gruppe, der også har en bred kulturel inspiration, mens de også er populære nok til, at showet ville give mening, ville nok være århusianske Analogik, der efter en mindre pause er begyndt at give koncerter igen. Deres dansevenlige elektroniske musik tager mærkbar inspiration fra swing, gypsy jazz, balkanmusik, reggae og polka. Deres musik er markant mere lystig end Den Sorte Skole oftest er, men på den måde kunne de også muligvis spille lidt mere op til fest, hvilket mange vist gerne havde set Den Sorte Skole gøre. Analogik i 2018 kunne potentielt være en flot tilbagevenden til storhed.
Sort Sol
De hedder næsten det samme som Den Sorte Skole, og på samme måde præsenterede de et show, som nok overraskede publikum rigtig meget. Mens de er kendt for rockklasikkere som ‘Siggimund Blue’ og ‘Let Your Fingers do the Walking’, har de dog også tit været både eksperimenterende og udfordrende, hvilket især kommer til udtryk på deres nyeste plade, ‘Stor Langsom Stjerne’, hvor guitarist Stephen O’Malley fra drone-metal-bandet Sunn O))) bl.a. medvirker. Der var nok en del der forventede folkefest rettere end den slæbende feedback-symfoni fra numre som ‘K-141 Kursk’. Stephen O’Malley var i dagens anledning inviteret med på scenen, og det samme var Lydmor og Maggie Björklund, der også medvirker på den nye plade. De sørgede for også at spille nogle af deres klassiske sange, men de blev en hel del grimmere og støjende end på de oprindelige albumudgaver. Det var Arena-scenens sidste koncert, og dermed var det den sidste koncert for de fleste, der så den. For dem, der ikke (ganske forståeligt) blev skræmt væk, var det en vidunderlig, grænsesøgende måde at afslutte Roskilde Festival 2017.
Hvem skal bookes næste år?
Hvis der er noget band, der kan frembringe det samme mørke, som så smukt afrundede årets Roskilde Festival, ville det være et band som amerikanske Swans, der sidste år udgav den fantastiske plade ‘The Glowing Man’. De har ligesom Sort Sol udgivet musik siden 80’erne, og de er ligeledes gået fra post-punk til en mere eksperimentel, noise-præget lyd. Swans er dog endnu mindre radiovenlige, når de bliver mest ekstreme, ofte med sange på omkring en 30 minutter og albums på 2 timer. Sidst de var i Danmark var det en oplevelse uden lige, og selvom de har annonceret at de vil skære ned på antallet af koncerter, plejer Roskilde at have kontakter og ambitioner, der gør, at sådan en booking stadig ville være mulig.
