STONE SOUR + SUPPORT: THE PRETTY RECKLESS (UDSOLGT)

Den Grå Hal, Christiania. 15. November 2017

Fotograf : Roelof Luffe Herbst-Witmans

Disclaimer: Jeg har aldrig været begejstret for Stone Sour. Jeg kom egentlig for at høre supporten og se om jeg kunne blive begejstret af hovednavnet. Det er sket for mig før og det håber jeg stort set hver aften jeg går ud og høre musik, som jeg ikke har oplevet live.

Aftenen begynder med en kæmpe, kæmpe kø i døren, som bliver godt ekspederet af DGHs crew. Allerede i køen var der en meget sjov blanding af publikum, der talte i næsten lige dele store mænd med metal T-shirts eller PellePelle-tøj, Sommersby-teenagepiger og modne gæster der sagtens kunne være kommet ud af bankospillet eller strikkeklubben ved siden af. Mange gæster kiggede undrende på hinanden i løbet af aften, som i “Hva´laver du her?”.

Det var en pop aften i Den Grå Hal. Og jeg mener ikke “pop” som skældsord, lige som når jeg taler om Danish Music Awards. Husk nu, at The Beatles, Michael Jackson, Bowie, Prince og Queen også er pop. Men nu er jeg allerede på vej ud af sporet.

Jeg har fulgt opvarmningsbandet The Pretty Reckless i lang tid. Det var sangen “Going to Hell”, der først fik mig til at lytte til dem: Kontrasten mellem den tunge musik og blues-popvokalen gik lige ind. Det der så sker, når man hører en hel plade med TPR er, at man bliver forbavset over den store forskel mellem sangene, der spænder alt fra metal til rendyrket blues og americana. Apropos… en af vores prominente københavnske musikpersonlighederråbte ad mig under koncerten, at det var “noget værre ligegyldig americana”. Og han tog ikke helt fejl: En stor del af The Pretty Reckless sæt var alt for bluesy og intim til Den Store Grå Hal. Det hjælp heller ikke, at bandet virkede alt for statisk og introvert med en meget anonym bassist og en guitarist, som aldrig kom ud over scenekanten. Sceneskiftene var klodset, dynamikken i sættet lidt uheldig og lydbilledet tamt alt for mange gange. Bandet kunne godt bruge en ekstra liveguitarist - helst en, der bevæger sig og kigger mod publikum mens guitaren hænger “rigtigt”, under bæltet.

Jeg synes selvfølgelig ikke mindre om bandet eller deres plader, og uden tvivl vil jeg gerne høre dem live igen. Blot et mindre sted, som f.eks. BETA eller Templet. Og så med færre festivaltricks, tak… sing-along, lange falske afslutninger og klappeklappe kan man først tillade sig når man er hovednavnet eller mere kendt. Og det fortjener bandet, bestemt.

Og nu til Stone Sour… Der er slet ingen tvivl om, at Corey Taylor er en af de dygtigste sangere i den hårde ende af hans generation. Hvis man har hørt Slipknot, Taylors akustiske cover af Wicked Game eller den fantastiske From Can to Can´t med Dave Grohl, kan man få en idé om hans alsidighed som sanger og sangskriver. Men der er noget ved ham live, som ikke er mig: Alle hans henvendelser til publikum om at klappe, hoppe, at være “brødre” (det er en blanding af Oprah og William Wallace…men det virker jo) og så alle de indstuderede tricks… den med at sprøjte med vandflasken, konfettipistoler og fyrværkeri blandt andre. Alt for meget for mig. Men det er jo pop, og det virker.

Nu har jeg hørt Stone Sours sidste udspil Hydrograd flere gange, og koncerten har den samme opbygning: Alt begynder med en introtape: “Hallo, you bastards…”, 20-30 sekunders nu-metal og så kommer de melodiske, ufarlige radiomelodier, der fortsætter alt, alt, aaaaalt for lang tid. Men det er i bund og grund et spørgsmål om smag. Som sagt: Det virker, og Taylor er uden tvivl i topform både med hans sang og sceneoptræden: Allerede da den først sang var ovre, havde hovednavnet bevæget sig mere en supporten på hele koncerten. Og Taylor diskede upåklageligt den ene sang efter den anden til publikums stor tilfredstillelse, på nær de enkelte, der kom forbi mig og mod udgangen langt før koncerten afsluttede. For mig er Stone Sours musik udmærket til computerspil, tv-reklame, radio eller rulletekster, men ikke til en helaftens koncert, på trods af den tårnhøje niveau den bliver præsenteret med fra scenen.

Da jeg så programsammensætningen for den aften blev jeg overrasket. Logikken bag må være den blanding af genrer og stilarter, som begge bands har både på pladen og live. Det er forfriskende, at de tør gør det på plade, men for mig virker det ikke helt live. For det første fordi jeg ikke kan trykke “næste”. For det andet, fordi jeg vil have noget andet, når et band spiller live: Lidt farlighed, mere sammenhæng og bestemt et eller andet wow-oplevelse. Medmindre det er ZZ Top eller AC/DC, men det er en anden historie og den er alt for lang.

Jeg vil ikke bedømme aftenen med stjerner. Nuancerne er i ordene. Men lad os sige, at jeg vil gerne se hvor The Pretty Reckless udvikler sig henimod, men Stone Sour behøver jeg ikke høre igen. Mine fordomme er bekræftet.