CANNIBAL CORPSE + THE BLACK DAHLIA MURDER + NO RETURN
LILLE VEGA, KØBENHAVN
10.02.18
Af Jonas Grønborg
foto: Jimmi Brandt Pedersen
Det er ikke ofte, at Lille Vega gæster tre dødsmetal bands, men denne tidlige Lørdag aften var en helt
anden historie. Dødsmetal fra henholdsvis USA og Frankrig rev salen midtover meget tidligt på aftenen,
hvor No Return lagde ud med deres fortolkning af ultra melodisk dødsmetal. Salen blev budt på en tung
blanding af melodiske shredstykker og døds/thrash riffs, som man nu kender og elsker dem. Problemet
var lidt, at kort tid efter sang ét var færdig begyndte den næste sang med næsten minimal variation. Der
herskede ingen tvivl om hvert bandmedlems tekniske kunne, men sangskriveriet lød mere som én
gruppe 16-årige der lige havde opdaget Death og In Flames og da slet ikke et band med næsten 30 års
erfaring. Når det så er sagt, så skal No Return ikke sidde selv med skylden. Lille Vegas lydmand havde for
meget fokus på guitar og vokal, hvilket resulterede i en totalt bundløs lyd, hvor stortrommerne og
bassen var slet ikke til at høre. Dette problem med lyden blev bedre i løbet af aftenen, men plagede
stadig hele vejen igennem.
Efter No Returns 5 sange var der en kortere pause før The Black Dahlia Murder kom på. Direkte fra
Detroit leverede de melodød med dog større variation end forgængerne og en del mere energi.
Frontmand Trevor Strnad dirigerede aftenen til den helt store guldstjerne og fik publikum pumpet op
rigtig godt, imens resten af bandet spillede mere tight og rent end de fleste tech death bands kunne
præstere. Den nye plade Nightbringers dominerede deres setliste den aften til deres fans store glæde.
For mig var der ikke den store forskel i de nye sange til de gamle, men det gjorde skam ikke det store, da
de blev fremført fantastisk underholdende og med klinisk præcision. Uden tvivl én af aftenens mange
højdepunkter.
Til sidst kom de gamle giganter i Cannibal Corpse på scenen. Lige fra starten bliver der serveret 3
knusende sange fra den nye skive Red Before Black, der står i stor kontrast til de ældre sange senere hen
på aftenen. Basfrekvens problemet blev i den grad bedre her, men det kunne ikke undgås med
instrumenter så voldsomt stemt ned og Paul Mazurkiewiczs tordnene storetrommespil. Corpsegrinder
har aldrig været den mest energiske på scenen, men i aften virkede han og co. lige en smule mindre
veloplagte end man kunne håbe på. Det viste sig dog aldrig at være et problem på præstationen, da
Gutted eller The Wretched Spawn nok uden tvivl kunne fremføres i søvne for deres vedkomne. Publikum
havde i hvert fald intet imod med en stor moshpit og crowdsurfing mere eller mindre fra start til slut.
Der blev uden tvivl headbanget hårdt den aften og på trods af de problemer der var, så var det en
rimelig god koncertoplevelse.