top of page
Søg

Nine Inch Nails og Fever Ray til Roskilde Festival

Legender som Nine Inch Nails og My Bloody Valentine vender tilbage til Roskilde Festival sammen med kompromisløse Fever Ray og hiphop-ikonerne Talib Kweli og Yasiin Bey, der optræder sammen som Black Star. Peter Sommer indtager Orange Scene med sit nye album. I alt 26 nye navne er klar til Roskilde Festival 2018.

Verdensstjerner som Eminem, Gorillaz, Bruno Mars og Cardi B pryder allerede plakaten til Roskilde Festival 2018. Efter mandagens offentliggørelse af bl.a. Stefflon Don og Sigrid bliver yderligere 26 højaktuelle musiknavne i dag føjet til programmet med både hårdtslående legender og fremadstormende stjerneskud fra hele verden.

Grænsesøgende på amerikansk og svensk

Med Trent Reznor i front etablerede Nine Inch Nails sig hurtigt som et intenst og grænsesøgende bekendtskab, og de står tilbage som et af de mest indflydelsesrige amerikanske bands de seneste 25 år. Nine Inch Nails er kendt for deres helt særlige industrielle rock, og udgivelser som The Downward Spiral (1994) og The Fragile (1999) står tilbage som moderne klassikere.

I år ventes de at udgive sidste del af en rost EP-trilogi, som bliver foldet ud live sammen med hits som Closer, Head Like a Hole og Hurt.

Svenske Karin Dreijer, bedre kendt som Fever Ray, udforsker også menneskets dunkle afkroge med stor succes. Hun var den ene halvdel af The Knife, hvor hun med sin bror Olof var med til at redefinere elektronisk musik.

Hun er i dag en ledende skikkelse i den eksperimenterende popmusik, og hendes sceneoptrædener er kendt for at være både overvældende og provokerende. Det nye album Plunge var blandt anmeldernes højdepunkter i 2017, og deltagerne kan forvente både det kendte materiale og mange overraskelser, når hun indtager Arena.

Legender i både støjrock og hiphop

Alle tiders største støjrockband My Bloody Valentine vender efter 10 år tilbage til Roskilde Festival. Med et nyt album på vej er de klar til at forkæle festivalgæsterne med nye sange og alle klassikerne - ikke mindst fra moderne støjrocks magnum opus Loveless fra 1991.

Albummet Mos Def & Talib Kweli Are Black Star fra 1998 er et højdepunkt i hiphoppen. Siden da har Mos Def skiftet navn til Yasiin Bey, og sammen med Talib Kweli er han blandt sværvægterne, der har formet moderne rap. Under navnet Black Star vender de to tilbage med en ny plade og optræder for første gang sammen på Roskilde Festival.

Der er også flere danske tilføjelser til plakaten. Peter Sommer udgiver sin nye plade i marts og kommer sammen med sit band Tiggerne til at spille sin største koncert nogensinde, når han indtager Orange Scene. Den tidligere Mew-guitarist Bo Madsen debuterer på Roskilde Festival med sit dragende projekt Turbolens, der ud over frontmanden selv på guitar og sang består af en gruppe børn i alderen 12 til 15 år.

Mange andre talenter lægger også vej forbi den 48. udgave af den danske non-profit festival: Ni fremadstormende kunstnere fra Danmark, Sverige og Norge er i dag blevet offentliggjort til vækstlagsscenerne Rising og Countdown.

Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén siger:

"Både Nine Inch Nails og Fever Ray er grænsesøgende kunstnere, der har fundet et stort publikum med intens og til tider dyster musik. Live er de begge sprudlende og skaber med kraftfuld indlevelse i musikken et vildt fællesskab."

"Rockmusikken trives i 2018. My Bloody Valentine og supergruppen Dead Cross er eksempler på den saft og kraft, som de bedste rockkoncerter kan give. På samme tid ser vi også bud på, hvordan nerve og nærvær kan indfanges i andre genrer med alternativ pop fra Sampha og den elektroniske stjerne Four Tet. For dem alle handler det om at overvælde publikum. Det er efterhånden meget svært at vente på, det bliver sommer."

Disse 26 kunstnere offentliggøres i dag til Roskilde Festival 2018:

Nine Inch Nails (US) - onsdag 4. juli

Black Star (US) - torsdag 5. juli

Fever Ray (SE) - fredag 6. juli

My Bloody Valentine (UK/IE) torsdag 5. juli

Peter Sommer (DK)

Celeste (FR) - fredag 6. juli

6LACK (US) - torsdag 5. juli

AMMAR 808 (TN) - fredag 6. juli

Dead Cross (US) - fredag 6. juli

El Leopardo (CO)

Four Tet (UK) - fredag 6. juli

Laurel Halo (US) - fredag 6. juli

MHD (FR) - lørdag 7. juli

Sampha (UK) - fredag 6. juli

Superorganism (INT) - torsdag 5. juli

Turbolens (DK) - torsdag 5. juli

Yasmine Hamdan (LB) - torsdag 5. juli

Navne til vækstlagsscenerne Rising og Countdown:

B From E (DK)

Emil Kruse (DK)

Fool (DK)

Gurli Octavia (DK)

Marshall Cecil (DK)

Pale Honey (SE)

SASSY 009 (NO)

Simon Littauer (DK)

Slægt (DK)

Datoerne ovenfor angiver fastlagte tidspunkter for koncerterne.

175 navne på plakaten

86 navne er nu offentliggjort til årets Roskilde Festival, og mange flere er på vej.

Roskilde Festival har tidligere offentliggjort navne som Eminem, Gorillaz, Bruno Mars, David Byrne, Stormzy, Nephew, Benal og First Aid Kit til festivalen i 2018, som i alt vil byde på 175 kunstnere.

Partout-billetter til Roskilde Festival koster 2100 kroner (eks. gebyr).

Et begrænset antal endagsbilletter er til salg for 1050 kroner (eks. gebyr). Endagsbilletter til onsdag den 4. juli er udsolgt.

Billetter til sommerens festival kan nu købes på roskilde-festival.dk

Roskilde Festival finder sted fra lørdag 30. juni til lørdag 7. juli 2018.

Roskilde Festival skabes af frivillige ildsjæle og er 100 % non-profit. Alt overskud doneres til kulturelle og velgørende formål af Foreningen Roskilde Festival. Siden begyndelsen i 70'erne har Roskilde Festival genereret over 320 millioner kroner til udlodning.


bottom of page