5/6 Århus Fra at kun have skimtet Myrkur' YouTube repetoire var min eneste kendskab overfladisk, objektiv og ellers baseret på de flatterende ord fra de brunstige, ølsippende hanner i publikummet.
foto:Savas Karakaplan (arkiv) Myrkur kom listende på scenen som en Tim Burton brud og opkrævede salens opmærksomhed uden et ord. Hendes sort-klædte orkester af herrer pulsede metalkernen frem på hver deres redskab og lykkedes at frembringe en primal frekvens i luften. Godt hårdt og repetitivt nok til at kontrasten mellem de mørke (dog ret forudsigelige) akkorder løftede yderligere Amalie Bruun' isklar og uforglemmelig smuk vokal op hvor det kunne ordre armhårene mod tyngdekræften. Trods en genkendelig fokus (og irritation) på musikernes hævdede volume ift. vokal og en lidt usammenhængende kropssprog på scenen lykkedes den spøgelseslette sangerinde at fange ethvert øje med de fjordskabte fingerspidse og operaesque falsetter. Der var stadig rum for et mere holistisk samspil og fremlæggelse af hvad end de nordiske forfædre havde at fortælle igennem Myrkur (som nævnt var det svært at høre lyrikken over den gentagende, højtskruet instrumentale del - som mindede mig om tidligere øvere med metalheads, hvor man, som vokalist må bede om plads hver anden sang og holde øje med lead-guitaristens listende hænder især). Uden forventninger overhovedet blev jeg selv fanget, i en overgivende, kaptiveret state af Amalie' indlevelse med røg og træ mic-stativet. Hendes kontakt (og samtidigt ukontakt) med publikummet og imponerende rækkevide med stemmen kan kun have motiveret Marilyn Manson' energifyldte intro på scenen. Hvis der var mulighed for at mærke en mere naturlig. nysgerrigt og symbiotisk harmoni i bandbilledet (og ikke mindst leveringen af de nordiske naturelementer og følelser i musikken) kunne support bandet have vækket selv en dvalende valhalla i momenter, samt. trukket rating op minimum et tal. 7.1/11