MM review - SCC Århus (4. Juni 2018) af Jobey Jeg husker første gang jeg så Marilyn Manson live som 15 årige. Rustet med Guns, God and Government visioner og Antichrist Superstar teksterne lagt hårdt men respektfuldt i baghovedshylderne, blev det endelig min tur at opleve de berygtede og tabuiseret spooky kids (minus Twiggy Ramirez) som dengang turneret med Golden Age of Grotesque budskab. I tidens 2003 morgen gjorde MM en grand entrance via. tilrøget trone fra loftet, iførte Mickey Mouse øre, havde de "halvtrådne" burlesque dansepiger og en nakke-piskende John 5 med sig. Men, selv dengang regnede jeg ikke med at energi -niveauet ville ramme det af de dryppende antichrist dage.
Der er sket en del i de sidste 15 år, også i Mansons sceneudvikling og diskografi, sidstenævnte hvor fleste langtids-lyttere stadigt hylder 90'erne og tidlig 00'erne som kunstnerisk højdepunkt for den nu 49- årige Brian Warner. Jeg kom igen i år med ærlige forventninger men også med en ældre respekt, efter endnu et lytteværdigt udgivelse sidste år (Heaven upside down) efter Warner' to årtier på scenen. Diskussioner op til koncertstart om hvilkne numre vi håbede på at høre kom som ritual, hvor mit håbefuldt men tvivlsom valg blev "Angel with the scabbed wings". Der må have været et Dark Disney stjerneskud eller feskid i luften mens jeg talt højt, for det ellers rimelig uventede mesterværk kom efter introen og med ubeskrivelig tryk, ligesom i Mansons blødende yngre dage. Momenter som "Get back!" bridgen og skriget i det mere moderne lydende "Deep Six", fejede alt tvivl væk om at mandens vokal stadig er skræmmende imponerende. Med en balanceret blanding af gammelt og nyt havde Marilyn Manson lidt til de mange forskellige afventende øjne i publikummet. Med et nyt orkester og færre eksentriske gimmicks blev interaktionen mellem musikere og folket noget mere professionelt, som Marilyn Manson har droppet behovet for at overgå sin egen fortidsrelevans. En moden tilbageholdenhed? Hvor kunstneren trak sig tilbage var det som at have modsat virkning på publikummet der kørte stemningen højere op, som de var blevet besat af hans intentioner. På trods af følelsen af professionelt polering af det "gamle sort-magi" på scenen, som Rolling Stones også beskrev det nye album "Heaven upside down", er Marilyn Manson tydeligvis en mand med en mission i minde endnu og en kunstner med stor (ofte misforstået) kærlighed til sine medmennesker og fans og jeg vil glæde mig til at være vidne til hvor bandet bevæger sig frem med en mere power-postureret tilstedeværelse og vise "selv-kontrol". Kort-Kritik: Det nye bandopsætning føltes mere som de var på arbejde end med i den drømmeverden fra eks. Beautiful People musikvideoen. Dét oveni følelsen af en nedskåret set-list og spilletid trækker den ellers overvæltende optrædelse fra Marilyn Manson ned et par scoringer. Ellers er jeg taknemlig for at have fået endnu en mulighed at opleve manden udfolde sig. 7.3/11