Lørdag Corrosion of Conformity Forestiller mig desert rock gennem Hunter S. Thompson' øre eller en personificeret Rockabilly' seriously fucked up big brother. Corrosion of Conformity skriger fra skyggene mens solens sidste stråler forsøger at varme de sidste dags CPHell-gængerne lidt op, som chiller i lizard-lust (or laziness) stil og suger sidste stråler til sig mens rendyrket hard rock fodres gennem Hades højttalere. Corrosion of Conformity leverer en glimrende harmoni mellem nu- heavy og dystre desert stoner rock, der hverken overvælter eller bliver kedeligt uden behov for overflødige indklemte detaljer og det glamorøse. Bandet lykkedes ikke rigtigt at få fødderne i gang på helheden med tegne på tilbagefalden og "fuck it" forsøg, hvor guitaren og bassen måske tiggede om mere fra forsangeren Pepper' indsats. Men det føltes ikke så meget fornærmende som passende til den lidt alkoholiseret stil som kørte primært på Hades, Lørdag aften. Så meget at den mindre visuel, "tilfredse øver" vibe fra scenen tit kunne ligne og lyde som de heavy sydstats "barn-gig" koncerter man har haft lyst til at opleve siden man først så en læderveste, så vidt at man ønskede koncerten var rykkede 300m over i B&W hallen (ville nok have rystet ned). 7.9/11
Igorrr Min uvidende ankomst til Pandæmonium blev mødt af forvirring, suspens og glæde når øjnene fandt "industri-shamanen", hvor det jeg først tænker (og stadig er i tvivl om) er om de to sorte klædte dansepiger er luskede lokkemad. Pludseligt er der kun én kvinde (er staig sikker på jeg så to) med en stemme sådan en commoner normalt ville forvente at høre på "den kongelige". Smukke opera-falsetter der fører til intense breathing teknikker der ryster glemte hekse minder i publikummet denne sankt Hans aften, sammenflettet med industrialismens eget kor af korruption med stamme-rytmer og knusende drops der kunne gøre enhver tidlig NIN fan stram i bukserne. Teatrisk temaer i det basale og skizofrensk mimik fra skovsirenen har næsten alles øjne betaget, når de ikke vandrer over for at udforske udstyret på Serre' sær og sjælefuld growling som lyder næsten grovt til at være organisk. Organisk som er den kreative fornemmelse man får af hele kollektivets lyd tilsammen - et frit turbulens af alverdens stimuli og historik klistret sammen med olien fra maskinen vi danner tilsammen. Fra bøvlet balkan-gypsy mellemstykker der vælter i et dobbelt bas thrash rave til oppustelige balloner gennem næsen mens en smilende smukhed fra skyggen klapper og synger opmuntrende var den udfyldte plads slået med satisfied spørgsmålstegn til slut. Med en bizar sammensmeltning af baroque-klassisk, opera, tung metal, elektronisk og flere uventede drejninger (end man næsten mærker man kan tåle) fra alle verdens hjørne, forstår jeg hvorfor Igorrr er før blevet kåret verdens "mærkeligste band". Men det virker! Selv med et meget begrænset brug af scenen (nærmest sort back-drop, lys og røg kun) bringer Gautier Serre og sit kollektiv af audio-autonome et ubehagligt behaglig show med dybtsiddende indtryk gennem det uhørt. 8.9/11
Helloween Publikummet venter spændt mens rullebilledet falder langsomt over scenen. En karakteristisk sort og orange solnedgang bag strippet cartoonesque trætoppe der advarer om efterårets uundgåelighed og afspejler en smuk rød solnedgang kl. 21 om Lørdagen når Helloween træder på scenen. Med masser af teatralske symmetri og 80'er hyldende kropsholdninger og tegnefilms fortællinger kommer dynamic duoen ind stort, med nogle af de mere velholdte og øvede vokaler som festivalens ældre kontributør har kunnet vise. Det ældre publikum havde tydeligt lettere ved at nyde Helloween hitsene (som jeg ingen kendt) men kunne selv blive trukket af (trods en automatisk ambivalens til 80'erne). Eksempelvis en pludseligt distraherende "myggejagt" over skærmen ledsaget af guitarsolo, der uskyldigt ender i splat og folkefnis. Ret cute. Man behøvede ikke være fan for at nyde showet men samtidigt med alt der var proppet i en overlegen små-poppet extravaganza, blev sangenes budskaber med klare omkvæder ellers dækket af billige øjnefaldende tricks, random gæster, halloween tema' sødme og den førnævnte cheesy popularisering af rockens scenebillede (som for alvor tog overhånd i 80'erne). Der var spandevis af cheese som med hjælp af vanvittige dobbelpedal action, thrust-fodret guitarspil og "aldrig svækker" powervokal var smeltet gyldent. Helloween leverede hvad de er kendt for og hvad de har. Konklusionerne som nye lytter skifter dog mellem at være underholdt og (lige som at have set tegnefilm' effekten på børn) fornemmelsen af distræt hvidvaskning af nuet. En uklarhed om hvad der blev sagt, gjort og hvad man egentlig havde fået med sig i bytte for tiden, udover et måske overspillet og desperat spektakel. Kritik til side og med forestilling om at have "været der" da Helloween fik deres break-throughs, så fik det raffineret orkester fra Tyskland mange af naboernes vinger i klap fra første tone i nummeret 'If I could fly'. Som med første bækkensslag svævede mod episke toppe af power-rock enginuitet og rock-opera beltings. Credit til guitaristen "Donny" (endnu en ungblods tilføjelse i årets tidsprøvede navne) som var allerførst på scenen, i fuldt rockstjerne fit, feel 'n' skill. Donny hjalp måske med at hive fløjte til og unge ben fra at vandre mod ølteltet men samtidigt og uundgåeligt perspektiverede energien resten af showet i baggrunden. I hittet "I want out" mærker man inspirationen stadig gnister i sig som lytter, samtidigt med realiseringen af nye generationer, samme udfordringer. Sidst på koncerten rulles kæmpe græskar-hoveds balloner udover frontpitten samt. det sædvanlige konfetti og røgblæst, hvilket ikke formår at få mere gang i publikummet som står (og sidder) fint tilfreds med øjnene frem mod skærmen. På den ene side kan man ikke kritisere kvaliteten af musikkens udførelse eller showets samsætning og helhed, da der var så SÅ meget at suge til sig men observationer og en opfattelse af professionaliseringen i musikbranchen får en til at spørge bandet om deres intentioner og lystfaktorer. Anmeldelsen fokuserer på underholdningsværdien og på at være imponeret over lydstandarden de herre stadig kunne hejse uden harm. 8.2/11 Alestorm Når øjne vagt kunne huske at forske væk fra Helloween-showet, fandt de oftest distrahering i en kæmpe gummiand på Hades scenen, hvor fans allerede stod med bakker af bajere, klar til Skotsk født vanvidsbarnet, jeg senere opdaget er Alestorm. Woah wee! Anmeldelsen kunne forkortes ved at sige, HVIS jeg også havde en øl i hver hånd i stedet for notepad og en vandflaske i baglommen, er jeg hundrede procent sikker på jeg havde nydt koncerten mere. Alestorm er alle drengelege sluppet løst blandet med alt frækt og fristende pubben eller tønden kan byde. Swearing piratbande, skrænt skærende bagpipes, metal ryggrad eskorteret af random techno rave. Alestorm blander det hele, chugger og giver ikke en fuck hvad jeg eller nogen andre har at sige. Efter at have fyret de første tre numre af og skålet med et glad, beruset publikum. Foran scenen er de fleste enten i fuld folk sving eller faldet overbords i havets hænder af hænder. Rundt om front crowdet sparkes støvler, støv og sten. Generelt har dette (måske klodens mest) kendte pirat-metal band fået skabt mindre kaos overalt, mindst ikke i baren. Med tiden begynder drengenes drilleri og emnet (yup, you guessed it) "øl og at være stang" lidt repetitiv i ædru øre. Sangene begynder at lyde ens og roddet begynder at blive en genial undskyldning for at "forelske sig i livets fejle". Samtidigt var mange af de redskaber for at hipe crowdet blevet "voldtaget" mere end ordet fuck og Ale'en hurtigt begyndt at smage "dovent". Lidt brus kom der i form af middelalders melodier og meaty maidens, distortion opløste folktoner og highlands vibe som allerede svinger naturligt heroppe i norden. Skoene forsvinder næsten fra fødderne når bandet inviterer guitar-tech med på sangene, en semi sjælden jordnærhed blandt større navne i branchen. Udover at der kom en skæggede pirat frem og rappede ud af det blå og bad-mouthing der kunne få enhver viking til at rødme, var jeg stadig tørstig efter mere end kun øl. Der var rigeligt kreativt plads til at skabe en grand-scale Alestorm. Man kan kun erkende og praise the pirates for Alestorm bragt energien, surplus adrenalinem til blods og feromoner frem i livsfejringen (selv af frontmand Bowe' fødselsdag, dagen derpå!). Sejlene skrig og en velformuleret genremash fik folket svedende, dehyrdret og klar til nattens afrundinger men måske ikke afgrunding. Sail onwards fellas. Thanks for fuck and all. 7.6/11 - (+0.1 rate level per alcoholic beverage consumed) Satyricon Da jeg oplever Satyricon spille, går det igen op for mig at der er Sankt Hans. Those burning witch feelys! Med klingrende ekkoer af unikke strum-patterns og break-downs, der væver gennem Pandæmonium pladsens svævende kroppe og travle telteboder og returnerer med frivilligt (og ufrivilligt) opmærksomhed fra de fleste, lige som folket til heksebrænding i (en alligevel ikke så fjern) tidens morgen? Satyricon har en skrivestil som skiller sig noget ud af mængden. Inklusive masser af rytmisk ”head boppers”, utallige melodiskift i enkelte sange, progressive optrapninger sammensat med smukt ”voldelig” melodiske leads der løfter tankerne væk fra grus og sten i momentet, oftest for at glide ned stærkt, som at blive hevet tilbage til det jordiske trommerytme. Frontmand ”Satyr” provokere på høflig, opmuntrende vis når han kræver noget ”proper old school thrash” mens han peger på de forpustede djævel-horns hævnende håndlangere, som indtil nu kun har stået for ”mediocre moshpits”. Bandets tilstedeværelse, sceneshow og visuel synergi tager ingen priser men følelsen af tilfredshed i hvad de har leveret i tiden og hvad de har med sig i lyd og ryggrad smittes hurtigt. De Norske pionerer af en videreudvikling af nordisk black metal kunne med lethed rile crowdet uden behov for gimmicks og ”oppustelige funktioner”. Deres (sort)diamantskarp skifte under sangens fortællinger holder søvnlysten fjern, selvom det næsten er umuligt at høre hvad der bliver sunget halvdelen af tiden, synger samspillet i sig selv, en djævelsk dyd for flertallet af sidste-dagens metal heads. Trækkende toner lød signaturi Satyricon’ nyere udgivelser, til et punkt hvor man overvejer om de tog det for vidt men i stedet ender man blot fascineret i guitaristens kratten og udvinding af tonens natur langs rytmens uundgåelig påvirkning af nakke og hofte. Jeg overvejede kort at kritisere Satyr’ underliggende ”kommentator vokal”, som ikke rigtigt ændrer sig mellem sangene, medmindre man kender dem fuldt ud på forhånd måske? Som ”ikke fan” kunne vokalen virke trættende men samtidigt når musikken samlagt taler så klart er der egentlig ikke behov for mere kompliceret sang og skrål. Simpelt og effektiv thrash metal fra norden. Bravo Satyricon! 8/11
