Roger Waters, US + THEM Tour Royal Arena, København, fredag 10. august 2018 Anmelder :Christina Søby

Fotograf: Savas Karakaplan

Storslået aften med smukke sjæle på syret trip ud i galaksen og tilbage igen.

Sidste sommer slap Roger Waters sit længe ventede 5. soloalbum ’Is This the Life We Really Want?” efter en flerårig verdensomspændende turné med totalforestillingen af Pink Floyds mesterværk ’The Wall’. En turné som to gange lagde vejen forbi Parken i København, og på det tidspunkt brød grænserne for hvad der syntes både teknisk og kunstnerisk muligt som udtryks- og produktionsform indenfor feltet. Jeg var tilstede ved begge koncerter i 2010 og 2013, og glædede mig derfor usigeligt til at opleve hvad mesteren indenfor rockens totalteater havde fundet på at præsentere os for fredag aften i Danmarks nye nationalarena ’Royal’. Tre optrædener i Danmark bliver det til på US + THEM turnéen, som har været i gang siden forsommeren 2017 og er sat til at slutte i december dette år. Hård kost for en aldrende rockstjerne som Roger Waters skulle man mene, men han gør det godt og forstår sandelig at samle de allerbedste kunstneriske kolleger omkring sig. Det gælder både musikalsk og i forhold til den særlige visuelle kunstform, der er blevet Roger Waters varemærke og en ligeså stor del af helhedsindtrykket som selve musikken. En helhed der fungerer, fordi det musikalske udtryk og sangskrivningen er så mesterlig, at det auditive ikke overtages af det raffinerede visuelle bombardement, men står fint i balance, fletter sig ind i og underbygger hinanden. ’Is This the Life We Really Want? er det nye soloalbums titel, og det er, efter min mening, et passende spørgsmål at stille sine fans, når man som 75-årig må formodes at have livets visdom med sig. Og netop dét spørgsmål skal jeg love for, at Roger Waters fik sat en tyk streg under i går aftes ved at bruge det som en underliggende rød tråd igennem hele showets fortælling. I løbet af de næsten tre timer koncerten varede fik vi numre fra stort set hele Pink Floyds album ’Dark Side of the Moon’ (1973) og ’Animals’ (1977), sat sammen med numre fra ’The Wall’ og det nye soloalbum på en sådan måde, at den skarpe lytter eller ’tekstjunkie-type’ kunne opfange spørgsmål fra fortid, nutid og fremtid blive stillet og besvaret gennem den eminent værdiladede og politiske fortælling der gennemløb forestillingen. En fortælling, der afspejler Roger Waters egen livsbane henover vores samtid på denne klode og som han giver videre til os. Os der står for at skulle løse de fælles globale udfordringer vi videregiver til vores børn. Løse dem eller lade være? Gøre modstand mod forskruede magthavere eller lade være? Fortsætte som bevidstløse forbruger-robotter eller lade være? Åbne øjnene for krig, tortur, ulighed, dyremishandling og drab på børn eller lade være? Du forstår hvor han vil hen, ikke? Han vil derhen hvor det gør ondt, men er nødvendigt at gå hen. En tankevækkende forestilling, som bød på en lang række højdepunkter blandt andet i form af numrene ’Dogs’ og ’Pigs’ der fremførtes overvældende i sin alvorssfære af dystopisk forvrængning, ondskab og kulde. Et gennemgående billedelement i denne del af koncerten var coverbilledet af Battersea Power Station fra albummet ’Animals’ der stod som et symbol på den umenneskelige og til-døden-menneske-udnyttende socialpolitiske agenda i kapitalismen. Som modpol til dette lyste to formidlere i kød og blod på hver sin side af Roger Waters, nemlig guitaristerne Jonathan Wilson og Dave Kilminster. Eminente på hver sin måde og i samspil. Wilson, som udover at stå for alle David Gilmours vokalpartier og i øvrigt en stor del backingvokal showet igennem, har sine rødder i folk, country og den psykedeliske rock. Han tilførte flere steder i arrangementerne en blød stoflighed, der ledte tankerne hen på den californiske sol og hippiekærlighed i mikrodoser. Samtidigt overraskede han ved at lægge små dele country ud som spor, der hurtigt kunne høres forsvinde igen. Nice work, siger jeg bare! Dave Kilminster bidrog med den mere rå del af guitarspillet. Han var den, der trak kraften op gennem gulvet, lod den destillere i underlivet og ramme salen i solar plexus. Han var lead, han var heavy blues, han var larmende og dyb, urkraften i dét foretagende. Det kvindelige køn var også repræsenteret i form af to store stemmer iscenesat som kølige korsangerinder i blondine page-parykker og pailetter. To mannequindukker i bevægelse, maskiner i takt, udstillingsmodeller med egen gennemgående koreografi og backingkor showet igennem. Ud over at synge leadvokal på numrene ’Mother’ og ’The Great Gig In The Sky’ er Jess Wolfe og Holly Laessig også leadvokalister i deres eget Los Angeles baserede indie-band ’Lucius’, som har udgivet tre studiealbums til dags dato. Andet sæt afsluttedes i et crescendo af dimensioner. Åh, hvor var det smukt! Nummeret ’Eclipse’ fremførtes med en overjordisk skønhed, hvor vi små åndssvage menneskers gøren og laden blev sat i relief af elementerne, planeterne, galakserne, stjernerne og evigheden. Vi var helt oppe på de store følelsers klinge, hvor gåsehud spredtes som en epidemi og endorfiner fløj formålsløst fjollet rundt i en lykkerus omkring os. Og Roger Waters kunne mærke det! Han tog imod kærligheden, takkede og kvitterede lige tilbage med en verdenspremiere på nummeret ’Broken Bones’ fra sit nyeste album. Den var god at falde lidt ned på, ikke så meget andet. Men det var et godt valg i forhold til hvad de fleste ventede på og vidste ville komme, hvis de havde studeret setlisten bare lidt; nemlig mesterværket ’Comfortably Numb’. Og i de sidste minutter fik vi mærket den overvældende skønhed og kærlighed der også findes, og som rejste sig som Fugl Føniks ud af asken på alt det onde, der foregår i denne æra. Ud af øjenkrogene kunne vi se hvordan det ser ud, når voksne mænd græder af lykke og slipper sjælen løs. Når de forbinder sig til mennesket ved siden af og åbner døren til kroppen og det fælles udenfor. Jeg tvivler på, at Trump mestrer denne gave. Fantastiske Roger Waters gør!