Af Kjartan F. Stolberg Foto : Joachim Vilholm Vilstrup
Man skulle ikke forvente det fra et band, der står bag en sang ved navn ’I Hate You’, men Frank Carter & The Rattlesnakes emmede af kærlighed, da de gav koncert i Amager Bio. Da frontmand Frank Carter trådte smilende frem på scenen, udstrålede han varme, taknemmelighed og beskedenhed. Fra første nummer, ’Why a Butterfly Can’t Love a Spider’, stod det dog klart, at den kærlighed, bandet sigtede efter, altså stadig var voldsom, aggressiv og højtråbende. Der blev moshet på livet løs til det nummer, der ellers i studieudgaven ikke er en af gruppens mere hårdtslående numre, og Carter selv var også som altid en overdådig skikkelse at overvære. Han bevægede sig rundt på scenen, som var han ude af stand til på noget tidspunkt at stå stille. Hans ansigtsudtryk var konsekvent fyldt med intensitet, og hans armbevægelser var hele vejen igennem store. Der gik ikke længe, inden han begav sig ud til publikum, der løftede ham til vejrs, mens han sang, og før man vidste af det, stod han også på hovedet, mens han crowdsurfede. Det er lidt af en risiko at spille sådan et kort så tidligt – man risikerer, at det føles som om, koncerten toppede i begyndelsen. Men Carter havde heldigvis rigeligt med tricks i sit ærme. For den vilde festabe er kun én side af det mangefacetterede menneske, vi stod over for i Amager Bio. De mest mindeværdige øjeblikke var nemlig ikke, da han skejsede ud – men rettere, da han lod sig selv være sårbar. Inden bandet spillede ’Anxiety’, fortalte han om, hvor vigtigt det er at tale med sine nærmeste om angst og depression, og lidt længere inde i koncerten delte han historien om sit eget selvmordsforsøg. Det var en oprigtigt rørende fortælling, der heldigvis kulminerer i, at Carter i dag er lykkelig og taknemmelig over, at han ikke tog sit eget liv. De øvrige bandmedlemmer var ikke nær så store scenepersonligheder, men de spillede godt, og musikalsk fik de skabt noget kohærens til bandets ellers allerede meget brogede bagkatalog, der jo både rummer hardcore punk af klassisk støbning og mere poleret alt-rock. Tit var der godt med spræl i deres optrædener. Guitarist Dean Richardson tog mod slutningen, under ’Vampires’ med ud på en af Carters mange crowdsurfing-sessions, og det var atter ganske rørende at se dem gøre det sammen. Lidt mere sammenhold af den slags havde været rart, men nu var koncertens balancegang mellem det dybtfølte og det festlige jo på forhånd eminent. Stemningen blandt publikum reflekterede det også. Carter selv tav under et af omkvædende til ’I Hate You’, og at høre et kor af københavnske koncertgængere støtte op om hinandens delte had ved at synge »I wish you would die« var ironisk nok noget af det mest livsbekræftende, jeg har oplevet længe. Som altid var Frank Carter and the Rattlesnakes en fremragende liveoplevelse – og som efterhånden vante gæster i Danmark, ser jeg meget frem til næste gang, jeg skal se dem.
