anmeldelse og foto : Mariann Libach Burup
Anmeldelse af When Copenhell Freezes Over 2020 d. 1. februar 2020 i Pumpehuset, København Xenoblight, Siamese, Baest, Bersærk, Vola, D-A-D
Xenoblight Grundet ubarmhjertige arbejdstider, måtte jeg se mig til takke med kun at fange de sidste to numre af første jyde-bande på scenen i aften; Xenoblight. At komme midt i en Xenoblight optræden er en intens oplevelse. Der er fuld fart over feltet, og kender man ikke bandet, kan man nemt blive overrasket over frontpersonen. Det er nemlig Marika, en kvinde som få andre. Hendes vokal er ond og dyrisk, udtrykket vildt og energien i top. Med disse virkemidler og et velspillende, teknisk band i ryggen, får hun splittet publikum i to, og på rette slag bryder helvede løs. Så er der for alvor gang i Copenhell følelsen denne vinteraften i Pumpehuset.
Siamese Videre til næste levende billede; Siamese. De bliver præsenteret som ”popmetal”, og det er ikke meget galt. På deres seneste album ”Super Human” fra 2019 lyder de som en dansk version af Bring Me The Horizon til en sådan grad, at man kan komme i tvivl om spotify’s artist radio er slået til og det netop er Bring Me The Horizon, der spiller i stedet for Siamese. Siamese spiller for en næsten fyldt sal i Pumpehuset, hvor vi i dagens anledning har fået lov til at bevæge os til toppen og udnytte Pumpehusets fulde potentiale. Bandet er veloplagt. Selvom de kommer ind på scenen med en viden om, at de måske ikke falder i god jord over hele linjen, ændrer det ikke deres motivation for at sætte en fest i gang. På andet nummer bliver der fyret op for diskolys i alle farver, og fjerde nummer er deres cover af Justin Biebers ”Sorry”. Der er fællessang mere eller mindre fra start til slut i deres halve time lange sæt. Meget kan man sige om Siamese, og uanset om man er til det eller ej, må man anerkende at Mirza og co. har en engageret fanskare, der elsker deres poppede metalcore med clean vokal på breakdowns – og nå jo, så er det hele krydret med en violin udsmykket som Jokeren fra Batman-universet.
Baest ”6 – 6 – 6, the number of the BAEST”. Nej, det er ikke en stavefejl i Iron Maidens klassisker. Sådan lød præsentationen af aarhusianske Baest denne aften. At denne femmandshær er fra Aarhus har dog ingen videre betydning for fremmødet i det københavnske. Baest har fra start knoklet med godt, gammeldaws jysk knofedt og har allerede spillet og turneret med blandt andre Decapitated, Aborted og Entombed A.D. for bare at nævne nogle få. Men det ved de fleste metalhoveder, ligesom at Baest næppe er et band man ikke har hørt om før. Til aftenens brag er de super veloplagte og får i løbet af 30 minutter pisket en voldsom stemning op. Med ”Sodomized”, ”Gula”, ”As Above So Below” og ”Crosswhore” på setlisten var der de bangers. Man havde lyst til at høre fra det nyeste album ”Venenum”. Dog var der en mangel på ældre materiale. I særdeleshed ”Wormlord” og ”Marks of the Undead” var savnet. I det pakkede Pumpehus udspillede der sig et slag. Baest var generalen, vi andre de menige soldater, som blev tvunget til at underkaste os musikken fra helvede. Der var en pit i nærmest konstant bevægelse. Baest vandt endnu engang og har igen bevist hvorfor de næsten er blevet folkeeje.
Bersærk Fra den ene Aarhus-gruppe til den næste. Både Baest og Bersærk har haft god vind i sejlene og rækker langt ud over hjembyens grænser. Fra første nummer er der fællessang. ”Kender I den? Vi skal have skrevet noget nyt” lyder det fra den evigt karismatiske sanger, Casper Popp. Bersærk er denne aften umådeligt velspillende, fulde af energi og trækker derfor publikum hovedkulds ind i
deres nordiske univers med alt hvad det indebærer. Publikum koger over og der crowdsurfes gennem hele koncerten. En moshpit eller to bliver det også til, inden den halve time er overstået. Tilbage står publikum med et tomt fadølskrus i hånden og et Bersærk hjerte, der hungrer efter mere. Dette ønske kan heldigvis relativt nemt opfyldes, da Bersærk spiller på både Smukfest og Copenhell i år. Mon Bersærk har overtaget Red Warszawas plads som Copenhells husorkester?
Vola Et for undertegnede ukendt band før denne aften. Havde fået det præsenteret som ”sådan noget børnemetal”, hvorfor jeg ikke helt vidste, hvad jeg kunne forvente. Jeg havde lyttet lidt på det hjemmefra, og gik ikke ind til koncerten med store forventninger. Jeg tog fejl. Vola var aftenens positive overraskelse. Til trods for at der var et par momenter for lyden ikke gjorde dem justice, udviste de en stor musikalitet. Når de ramte harmonierne på deres vokaler, var det som hvis englene (eller et par mindre fæle dæmoner) sang for os. Hvor de på plader virkede en smule flade, formåede musikken at male et fantastisk, spændende landskab live. Det var en fængende oplevelse for de, der ikke havde forladt salen for at tømme blæren og baren inden D- A-Ds optræden. Vola spillede for en omtrent halvt fyldt sal. Til de, der havde opgivet Vola på forhånd: Giv dem lige en chance næste gang. Deres breakdowns kan altså noget. Måske de kan blive din positive overraskelse næste gang?
D-A-D Det er blevet tid til country rockens store ikoner i Danmark; Disneyland After Dark. De starter ud med ”Burning Star” fra deres nyeste album ”A Prayer for the Loud” fra maj sidste år. Spørger man mig, er dette nummer en neo-klassisker. Man tænker ikke over, at det ikke er en af de gode gamle. Nummeret er intuitivt, og det fungerer godt live. Jesper Binzers stemme bærer os igennem koncerten uden slinger i valsen. Broderen, Jacob Binzer, tæmmer sin guitar lige så sikkert, som at Dronningens ”Gud Bevare Danmark” optræder i nytårstalen. Hver gang man retter blikket mod Stig, har han udskiftet sin bas. Alt fra transparent til raket – jo, Stig er ikke bange for at skille sig ud. Traditionen tro får Laust sin thrash-tromme solo, mens publikum hujer, klapper og skåler, ligesom de har gjort hele koncerten. Efter en halv time er det slut. D-A-D takker af med ”Sleeping My Day Away”. Dette gjorde sig formentligt gældende for langt de fleste fremmødte til årets When Copenhell Freezes Over. En intens aften med seks korte, intense koncerter, fra vidt forskellige bands, der understreger at Danmark trods sin lille størrelse på landkortet, har god grund til at fylde meget i musikkens verden.
