JUDAS PRIEST
Anmelder : RUNE LARSEN
16 juni 2022 Copenhell
Judas Priest sagde på Copenhell i 2011 at det nok var deres afskedsturne. Ikke desto mindre var de at finde på scenen igen i aftes. Og som så mange andre af hovednavnene på årets Copenhell er det virkelig en af sværvægterne vi har med at gøre. de blev Grundlagt i det herrens år 1970, hvor også denne anmelder er født. Det var dog først i 1974 at Robert Halford kom med som vokalist og for alvor var med til at transformere Judas Priest til et egentlig heavy metal band.
Intet Heavy Metal band uden en dynamisk guitar duo, og konstellationen Tipton-Downing satte vel nærmest skole i den genre, og har inspireret mangt et band siden, Bla Mercyful Fate som jo lukker festivalen på Lørdag.
Tipton & Downing er fortid i JUDAS PRIEST og den dynamiske duo består i dag af Richie Faulkner & og Tour guitarist, Andy Sneap. Groft sagt kan man sige at Faulkner i dag udfylder rollen som både Tipton & Downing. Han er guitarhelt af den gamle skole og passer perfekt ind i Judas Priest. Andy Sneap er knapt så flashy og holder sig lidt i baggrunden, men hans spil fejler ikke noget omend at det er Faulkner der tager sig af langt de fleste soli.
Jeg havde teamet op med Allan Krabbe, som til daglig slår sine folder som forsanger i Danmarks bedste Judas Priest coverband, A TOUCH OF JUDAS, for ekspertbistand, og Allan lignede en forventningsfyldt dreng før juleaften, og han blev ikke skuffet da gaverne blev pakket ud..
Med deres sædvanlige baggrunds intro, Black Sabbaths "warpigs", entrede Priest scenen. Der var ikke sparet på nitterne på deres stage outfits, præcis som det skal være. Rob har tillagt sig et seriøst hvidt morfar skæg, og han ligner en på 70, hvilket han jo så også er, men der slutter gammelpot sammenligningen også, for stemmen er skarp og intakt, også i det høje register.
"one shot at glory" og "Lightning Strike" fra henholdsvis Painkiller og Firepower albummene åbnede ballet.
Lyden var noget nær perfekt og man vidste bare at det her blev en af de gode. Et hurtig kig over skulderen, bekræftede min fornemmelse. Allan var slutter smil og nikkede anerkendende.
Klassikerne, og hvor har Judas Priest dog mange af dem; "you got another thing coming" og Freewheel Burning" fulgte efter. ligesom Rob's første garderobe skift gjorde. Den mand har flere nitter i klædeskabet end nogen andre, og han bærer dem med ære.
Solen bragede ned, så lysshowet kom ikke helt til sin ret, men der var fede visuals på bagskærmen, og det var jo i sidste ende musikken det drejede sig om.
En supertight "Turbo Lover" satte gang i fællessangen. Netop Turbo lover var mit første møde med Judas Priest tilbage i 1986, så det var nostalgisk.
"Hell Patrol", også fra det mægtige Painkiller album var up next.
"Victim of changes" fulgte, og mon ikke den har inspireret lidt til Metallica's "Seek and Destroy". Mens faulkner tog sig af soloerne, dukkede Glenn Tipton op på storskærmen bagved, og Faulkners toner sad så præcist at de passede fuldstændig med det vi så Tipton spile. En flot hyldest til den gamle kæmpe, som desværre ikke kan være med mere på grund af Parkinsons sygdom.
Så kom der et lille afbræk med noget "oh yeah" interaktion med publikum, som jeg godt kunne ha været foruden, men der blev da skrålet med fra de rigtig mange fremmødte.
To cover numre fulgte, og der skal da nok være nogen som tror at Judas selv har skrevet dem, men "Diamonds and rust" er skrevet af folkesangeren Joan Baez, og "The green manalishi" er et gammelt Fleetwood Mac nummer. Men Judas har i den grad gjort dem til sine egne, som også Metallica har med "am i evil" og "whiskey in the jar" eksempelvis.
Vi var nu nået til sidste nummer og kun trommeslager Scott Travis var på scenen.
"What do you want to hear?" spurgte han, og enstemmigt kom svaret fra publikum....PAINKILLER !
Som sagt så gjort. "Painkiller" har med rette opnået status som en all time metal klassiker. Det er et fantastisk nummer og den blev leveret uden slinger i valsen. Man frygtede dog for Rob Halfords helbred da det er en sang der virkelig trækker tænder ud. En vel 50 kilo tung nittekappe hjalp heller ikke på mobiliteten, men sådan skal det bare være.
Derfor var det helt ok at Rob måtte støtte sig til guitarforstærkerne igennem hele næste ekstra nummer, "Electric eye". Stemmen var stadig i top, det var mere det gamle korpus der lige skulle ha en pause.
Lyden af en harley der starter op, signalerer "Hell bent for leather", og det vidste publikum. Stor jubel da Rob med læderkasket og læderpisk i munden, kørte ind på scenen. Her blev han siddende nummeret igennem, og vi fik fede solos fra både Faulkner og Sneap.
Halford humpede af motorcyklen og imens en gigantisk tyr blev pustet op på scenen, skiftede Rob tøj for sidste gang. Denne gang iført en battle-kåbe, intet mindre, med patches fra alverdens bands. det var true metal helt igennem, og metal festen sluttede som sig hør og bør, med "Breaking the law", og med et øresønderrivende skrig "we are judas fuckin priest", lukkede metalguderne den fest.
For mig var det den hidtil bedste koncert på årets Copenhell. God lyd og en fantastisk performance fra Judas Priest gjorde det til fed oplevelse.
Det var Diamonds.... og bestemt ingen rust.