Anciients i Stengade
Anciients, Canadiskprogmetal i intime rammer
af Christoffer Schaarup
fotograf : Pelle Johansen
Stengade/ København
29. september 2026
Anciients har langt om længe fundet vej til Europa og heldigvis også forbi København, hvor Stengade 30 skal lægge rammer til de canadiske progrockere. For mig var de fuldkommen ukendte frem til 2024, hvor Beyond the Reach of the Sun blev anbefalet af en kammerat. Pladen endte på en stærk andenplads blandt årets udgivelser, kun overgået af Absolute Elsewhere fra Blood Incantation.
Jeg havde egentlig tænkt, at chancen for at se Anciients var forholdsvis beskeden, dels fordi der er et par kilometer fra Vancouver til København, og dels fordi Anciients ikke har de vilde lyttertal på streamingtjenesterne. Man kan dog altid blive overrasket, hvilket jeg saftsuseme blev, da det blev annonceret, at de skulle spille i København. Siden annonceringen har det været mejslet i kalenderen.
Anciients spiller progressiv metal i den tunge ende. Der er noget Opeth over de lange kompositioner og skiftene mellem growls og clean vokal, mens de store, seje riffs til tider leder tankerne i retning af Mastodon. Sangene får lov til at tage den tid, de skal bruge, og bevæger sig mellem massive riffs, lange proggedepassager og mere atmosfæriske øjeblikke. Det er musik, der på plade for alvor kommer til sin ret, og hvor de lange værker får lov til at folde sig ud. I aften skulle den presses ind på lille Stengade, hvor der ikke er mange meter fra scenen til bagvæggen, og jeg var i den grad spændt på at opleve bandet i så intime rammer.
Regn over Stengade
Inden canadierne gik på, indtog Ipomonia scenen og fik med ansigtsmaling, folk metal-vibes og en atmosfærisk tilgang varmet Stengade godt op. Der var dødstille i salen, da sangerinden fra Ipomonia satte sig ved klaveret, mens backingtracks i form af regn lagde et eftertænksomt lydtæppe over salen.
Forsangerinden spillede samtidig virkelig fed guitar, hvilket resten af bandet i øvrigt også gjorde på deres respektive instrumenter. Publikum var engagerede, selv om lyden i begyndelsen stod en smule mudret. Efter tre numre begyndte den dog at åbne sig, og på Nymfe fik instrumenterne for alvor lov til at trænge igennem. En anderledes, men rigtig fed opvarmning til aftenens hovednavn og bestemt et band, der er værd at holde øje med i fremtiden.
Stengade koger
Kl. 22.30 trådte Anciients ud på scenen og lagde fra land med Forbidden Sanctuary. Og canadierne var oplagte fra første tone. Bandet spillede eminent, energien var høj, og allerede fra begyndelsen kogte og sydede det lille rum. Det slog mig, at de sange, jeg har lyttet til og opfattet som enormt tempererede og kontrollerede i produktionen og indspilningen, blev leveret med så meget energi. Det var virkelig fedt at mærke numrene leve på den måde. The Torch fortsatte, og publikum var godt med og havde knyttede næver og horn i vejret, mens bandet viste noget af det, der gør Anciients så interessante. En fremragende solo var både bluesy og rock'n'roll-agtig, og i løbet af ganske få minutter havde vi allerede været omkring flere forskellige genrer. Det burde næsten ikke hænge sammen, men det gør det.
Following the Voice fra Voice of the Void skruede til gengæld gevaldigt op for tyngden. Hold nu kæft, hvor var det tungt. Der blev brækket nakker blandt publikum, og de store riffs fik pludselig Stengade til at føles meget lille. Og det var egentlig her, svaret på spørgsmålet fra begyndelsen langsomt begyndte at vise sig. For Anciients' musik blev ikke mast sammen af det lille rum. Tværtimod. Nærheden gjorde de tunge passager endnu tungere, mens den gode lyd samtidig gav plads til detaljerne, når musikken åbnede sig.
Riffs, riffs og flere riffs
Efter tyngden kom den stille og rolige indledning til Melt the Crown. Ansigterne på gulvet var efterhånden også begyndt at smelte i varmen, godt hjulpet på vej af de velspillende canadiere. Nummeret bevægede sig igen mellem det hårde og det smukke og sluttede fremragende. Og så er der de riffs. Despoiled bankede godt og grundigt igennem med endnu et af de riffs, som Anciientstilsyneladende bare hiver op af lommen på hvert eneste nummer. Guitarerne pumpede afsted, dobbelttrommerne fik tæsk, og samtidig var lyden på Stengade virkelig god. Det var muligt at høre instrumenterne i stedet for bare at blive ramt af en mur af lyd, og det gjorde en kæmpe forskel med musik, der hele tiden bevæger sig.
Et af aftenens højdepunkter kom med Cloak of the Vast and Blackfra Beyond the Reach of the Sun. Her fik vi for alvor hele pakken. Bandet spillede imponerende tight, mens nummeret bevægede sig op og ned i både tempo og stemning. Massive riffs blev afløst af proggede passager, growls af clean vokal, og hele tiden lå der nye detaljer nedenunder. Det var præcis det, jeg havde håbet på at høre live.
Ses vi så igen snart?
Det er 12 år siden, Anciients sidst havde været her, kunne vi forstå fra scenen. Det er alt for længe. Særligt når et band vender tilbage med en plade som Beyond the Reach of the Sun i bagagen og samtidig kan spille den slags musik så overbevisende live. Buriedin Sand lukkede aftenen. Og hvis der havde været varmt på Stengade tidligere, var der ikke meget luft tilbage nu. Nummeret udviklede sig til en brutal afslutning med skrig, growls og endnu en omgang af de riffs, som havde banket os igennem hele koncerten.
Jeg var inden koncerten spændt på, hvordan Anciients' lange kompositioner ville fungere på et sted som Stengade. Om der overhovedet ville være plads til alle detaljerne mellem de tunge riffs, de proggede stykker, growls og clean vokal. Det var der. Faktisk klædte det musikken at stå så tæt på. De store kompositioner blev ikke mindre af det lille rum. De føltes bare endnu større.
12 år behøver der ikke gå igen. Mere af det, tak.
Vi ses næste gang, Anciients!
