Anmelder : Helle Andersen
foto : Kasper Pasinski
ROYAL ARENA
Opvarmning: Bersærk & Psyched Up Janis
Håndplukket fra Copenhell af Tim Christensen selv stod Bersærk stærkt på scenen. Deres stil er lidt hårdere end, hvad vi kender fra Dizzy Mizz Lizzy og deres tekster på dansk med islæt af nordisk hedenske temaer.
Spændende var det, om bandet tiltalte fansene af Dizzy Mizz Lizzy. Forrest i publikum kunne det godt ligne, at der var mødt nogle fans frem eller også lod de sig blot rive med fra første nummer. I alt fik vi seks numre at høre fra Bersærks katalog, to fra hvert af deres album helt præcist. Adskillige af numrene harfængende dobbeltomkvæd, der gør det let for potentielle, nye fans at komme ind i musikken.
Jublen brød ud halvvejs i settet, hvorefter en fed guitarsolo fraLars Evers skabte mere liv og stemning ned igennem flokken påRoyal Arenas store gulvareal. Betragter man Bersærks energiudladning længe nok er det intet under, at trommeslager,Simon Gleerup Meiner, spiller i bar overkrop! Publikum kvitterede med klappen under de stille passager i ’Mørke’ og der opstod også medvind i de stille passager under ’Dæmring’.
Nogle oplevede, at der ikke var balance imellem vokal og akkompagnement, så forsanger, Casper Popp, druknede lidt, men det lod i det store hele ikke til at ødelægge en flot præstation i Royal Arenas rammer.
Selvom det muligvis ikke lykkedes at få publikum oppe på lægterne revet helt med, har Bersærk om ikke andet modtaget betydelig ros fra egen branche og mulighed for at være langt bredere kendt blandt rockpublikummet. Noget, de i særdeleshed har fortjent.
Fra de nyere navne på den danske rockscene til klenodier fra 90’erne
Aftenens ”Very Special Guest” var Sune Wagners band, Psyched Up Janis. De kommer, ligesom Dizzy Mizz Lizzys mest elskede klassikere, fra halvfemserne.
Modsat Dizzy Mizz Lizzys fire albumudgivelser spredt ud over hele den 34-årige karriere, var Psyched Up Janis rasende produktive fra 1994-99, hvor der fra dem kom fire plader. En lighed ved begge bands er pausen i 00’erne afbrudt af genforeninger i henholdsvis 2014, og i 2016 for Dizzy Mizz Lizzy.
Hvor Dizzy Mizz Lizzy er begyndt at eksperimentere med deres lyd på de sidste to plader, er Psyched Up Janis et destillat af lyden fra 90’erne, hvor begge bands havde succes. Der er dog ikke kommet nyt materiale til fra Psyched Up Janis, så det blev over 10 numre fra det svulstige bagkatalog. Nostalgi til kenderne.
Undervejs gav Sune Wagner støjrocken plads med hvinende guitar i en grad, der ikke var for alle. Men det var tydeligt, at der var mødt trofaste fans op, hvilket viste sige igennem en mere stabil jubel helt ned ibland de bageste på gulvet. Det faldt dog ikke i undertegnedes smag. De grungede elementer fik en tand mere, end hvad en millennial kan klare. Dog var det en ganske velleveret udgave af ’Vanity’, vi fik og en veloplagt Sune Wagners tilbagevendende takken fra scenen imellem numrene.
Dizzy Mizz Lizzy
Efter to års udskydelse af turnéen, og udgivelsen af deres nyestealbum, blev koncerten i Royal Arena endelig en realitet. Ventetiden må for de flestes vedkommende være glemt, for det erlidt af en opgave at finde noget negativt at sige om Dizzy Mizz Lizzys præstation. Nogle af de store plusser inkluderer noget så simpelt som deres velovervejede sætliste. Rig lejlighed har der været for at gennemlytte bandets nyeste album, ’Alter Ego’, som udkom i 2020 under coronanedlukningen af kulturlivet. Det kunne være årsagen til den fantastiske oplevelse af, hvordan numrene fra den nye plade ikke blot skulle overstås af publikum. En kedelig tendens, der har det med at snige sig ind hos bands med lange karrierer, gentog sig ikke her!
En næsten symfonisk oplevelse blev leveringen af ’Amelia – Part 1: Nothing they do they do for you’. Stærkt blev nummeret efterfulgt af resten af de fem ’Amelia’-numre fra den nye plade, der fungerede smukt som åbning og intro til den nu lidt mere elektroniske lyd fra bandet. Bandet lød også fantastisk i 2016 efter udgivelsen af albummet ’Forward in Reverse’, men det lille ekstra fra Anders Stig Nielsens keyboard løftede koncerten til et endnu højere niveau.
Lyden i Royal Arena var for længst blevet kalibreret siden aftenens første koncert, så der var intet til hinder for, at bandets tekniske overlegenhed kunne nydes til fulde. På albumudgivelserne lyder Tim Christensens stemme, i undertegnedes ører, underligt lysere end ved aftenens koncert, hvor de dybere dele af hans register var vidunderligt fængende og iørefaldende.
Tre numre fra ’Forward in Reverse’ blev det også til. Heriblandt ’Brainless’, der endegyldigt vandt mit hjerte ved udgivelsen i 2016 og åbnede mine øregange for, hvad Dizzy Mizz Lizzy ellers har at byde på.
En helt særlig stemning opstod midt i koncerten, hvor det nye nummer ’The Middle’ kærligt blev leveret til en stadigt sulten fanskare. Om det igen er de grundige gennemlytninger af den nyeste udgivelse - eller blot nummerets potentiale til at blive en klassiker på linje med de ”Love is a Loser’s Game” og ”Waterline”, der viste sig - må være op til den enkeltes fortolkning.
Efterfølgende udtrykte fåmælte Tim Christensen fra scenen glæde over at vi nu endelig kunne samles til koncerten.
Fællessang kan være et effektivt værktøj også. Det blev benyttet, da netop ”Love is a Loser’s Game” blev fremdraget efter nyklassikeren ’The Middle’. Kynikeren i mig, der ikke har villet overgive sig til de mere sentimentale numre fra 90’erne måtte kapitulere.
Noget beundringsværdigt ved Dizzy Mizz Lizzy er deres evne til igennem deres bagkatalog at skabe en smuk intimitet, der kan mærkes selv i et lokale på størrelse med Royal Arenas. Når de er i stand til at gøre det samme med de nyere og lidt anderledes numre, er der tale om en større bedrift fra et band med mange år på bagen, der har formået også at eksperimentere lidt med deres lyd.
Scenografien var udbygget en smule siden de to opvarmningsnavne i form af tre skærme øverst i arenaen, der af og til viste grafik. Indimellem hen over de tre bandmedlemmer, andre gange i sig selv synkront med det sparsomme lysshow. Effekten var vellykket og passende undervejs i de både hårde og bløde passager, som Dizzy Mizz Lizzy mestrer en rigtigt lækker afveksling imellem.
Raketterne blev skudt af til ’Waterline’, men vi nåede også at få ’Say it to me anyway’ fra 2016, førend bandet gik af scenen.Traktementet var dog ikke helt slut. Vi kunne jo ikke gå hjem uden ’Silverflame’!
