Dream Theater - Imponerende teknik, men uden gnist"

Dream Theater, Helviti Copenhell 2025

20. juni kl. 16.00

Af Jens Jakobsen

Foto: Thomas V. Olesen

Inden anmeldelsen starter, må jeg indrømme, at jeg har det lidt hårdt med Dream Theater. De er hver især nogle fænomenale individuelle musikere, men deres fælles output rammer mig kun meget sjældent. Af samme årsag er det også mange år siden, jeg har hørt dem live sidst.

De tropper op med et nærmest absurd stort trommesæt med hele tre bastrommer, mindst to snares, et utal tammer og hele bækkenforretningens salmede lagerbeholdning. Det er mit indtryk, at Mike Portnoy nok spillede på det meste af det. Men lidt overdrevet er det da.

James Labries vokal var det meste af koncerten rough. Han lød som om han virkelig kæmpede for det.

Til det ene track kørte de visuals med amerikanske soldater i mellemøstligt terræn. Når der snart lander amerikanske tropper på dansk jord, kunne de for min skyld godt have holdt deres patriotisme for sig selv.

De gik til den og de spiller jo godt, så på den led var der ikke noget at komme efter. I et nummer (måske Peruvian Skies), jammede over i Pink Floyds Wish You Were Here og tilbage, for lige at svinge forbi Metallicas Wherever I May Roam.

De sluttede af med Pull Me Under. Dér blev der sunget med fra publikum omkring vores placering.

Deres optræden var musikalsk set solid nok. De var bare heller ikke særlig sindsoprivende denne gang.

Vokalhøjdepunktet fandtes i Pull Me Under, når James Labrie et kort øjeblik overlod vokaltjansen til de to på backingvokal.