En 80’er-eksplosion i Royal Arena – med et hul i hjertet efter Marie

ROXETTE

‘IN CONCERT 2025’

ROYAL ARENA

12. NOVEMBER

SUPPORT: HALBERG & FRIENDS

Af Keren Ben-Shoshan

Ind i Royal Arena strømmede publikum, og allerede tidligt var gulvet godt fyldt. I luften lå en tydelig 80’er-forventning; folk var spændte, snakkede, grinede og tog billeder. Af ren nostalgi summede det, og jeg kunne mærke, at mange havde glædet sig længe. Da lyset begyndte at dæmpes, stod det klart for mig, at det her ville blive en aften, hvor folk fik lov til at være deres teenage-jeg igen – blot i ældre kroppe.

Præcis 19.59 gik Halberg & Friends på, og de ramte publikum med det samme. Vibrere begyndte Royal Arena næsten bogstaveligt, og hurtigt opstod uopfordret klappen, mens publikum sang med fra tredje sang, som havde de ventet hele dagen. Høre kunne jeg tydeligt på Poul Halberg, hvor meget det betød for dem; han fortalte rørt, at han aldrig havde troet, at publikum en dag ville synge hans 80’er-sange tilbage til ham. Heidi Degn var eminent til at få folk op af sæderne – “Jeg ved I har moves og energi, lad os se det!” – og det fik hun. Store dele af gulvet stod op kort efter, og sangstemmerne løftede hele arenaen. “Jeg tror, der er magi i luften” ramte særligt hårdt, folk dansede, klappede og smilede til hinanden, og “Giv mig dine drømme” udløste et kæmpe kollektivt “ååårh”, så unisont og smukt, at det næsten føltes som en fællessalme. Ikke et sekund virkede det som et tilfældigt supportact; de ramte plet, som om aftenen lige så godt kunne have været deres egen koncert.

Svært er det dog at forstå, hvad vi allesammen egentlig ventede på, uden at forstå Roxettes plads i pophistorien. Allerede inden de går på, mærker jeg hvorfor netop deres sange har overlevet årtier. Roxette er – og bliver – et af Nordens største musikeksporter nogensinde. Få bands har formået at skabe en global popidentitet med samme melodiske slagkraft, samme følelsesmæssige gennemslagskraft. Succesen hviler på to grundsøjler: Per Gessles knivskarpe melodiske håndværk og Marie Fredrikssons emotionelle, vibrerende stemme. Sammen skabte de en lyd, der både var universel og personlig – storladen, men aldrig hul; dramatisk, men aldrig overdrevet; pop, men med rockens tyngde og romantikkens patos. Det var musik, der ikke blev lyttet til alene, men levet i. Høre kan man det stadig: det umiddelbare hook, den filmiske opbygning, klaverets drama, og de store omkvæb, der eksploderer som små følelsesmæssige klimaks. Roxette ramte en generation, der søgte store følelser og klare melodier. Derfor blev de købt så massivt. Derfor husker vi dem. Og derfor står vi her, årtier senere, stadig syngende, som var det første gang.

Klokken 20.59 gik de så på. Massive jubelbrøl løftede arenaen, og som én samlet bevægelse rejste gulvet sig. Glitterende og 80’er-smagfuldt kom bandet ind og startede hårdt ud med “The Big L.”, dog med lidt udfordringer i lyden, hvor den kvindelige vokal til tider druknede. Alligevel bar publikums energi det igennem. Stærkt gik det videre: “Sleeping in My Car” sendte publikum op at stå øjeblikkeligt, råbende, hoppende, helt oppe at ringe. Herefter bød Per publikum velkommen: “Hvis I kender teksten, så syng; hvis ikke, så syng alligevel.” Lena Philipson blev introduceret som nyt medlem af bandet, og allerede i “Dressed for Success” fik hendes vokal publikum til at skrige teksten tilbage.

Midtvejs skiftede stemningen, da de fortalte om et sommerophold på Capri i 90’erne og trak “Crash! Boom! Bang!” frem. Et af aftens smukkeste øjeblikke blev det: telefonlys overalt, et hypnotiseret publikum og en næsten stille scene. Lena stod som en powerhouse – rå, følsom og dragende. Svinge gjorde energien derefter. “Wish I Could Fly” var mere afdæmpet, mens “Opportunity Nox” straks rejste gulvet igen. “Fading Like a Flower” udløste stor jubel og fællessang, mens “Vulnerable” efterlod flere lidt usikre, måske fordi den sjældent spilles live. “Stars” fik hænderne i vejret, og “She’s Got Nothing On (But the Radio)” ramte lidt skævt, selvom den ellers er energisk.

Da de dedikerede “Must Have Been Love” til Marie, rejste hele arenaen sig igen. En smuk og præcis hyldest, og publikum sang så højt, at det føltes som et fælles ritual. “How Do You Do” og “Dangerous” trak energien helt i vejret, og præsentationen af bandet skabte grin og brede smil. Så kom “Joyride”, og publikum gik amok endnu en gang. Efter en kort pause vendte de tilbage med et akustisk “Spending My Time”, smukt og mindre bombastisk, men Lenas vokal reddede det fuldstændigt hjem. Derefter bragede bandet tilbage med “Listen to Your Heart”, der lød uhyggeligt rent og klart. Finalen “The Look” eksploderede i dans, råb og grin, og pludselig stod publikum tilbage i deres teenageværelser – dansende foran spejlet, blot mange år senere.

Alligevel lå noget tungt over aftenen. Elefanten i rummet – Marie. For mange i publikum er Roxette Marie: hendes stemme, hendes nærvær, hendes sårbarhed og kraft. Fra første nummer kunne jeg mærke, at folk ventede på et større øjeblik, en markering af hendes betydning. Derfor føltes hyldesten overraskende tynd. En halv sætning fra Lena om, at man savner hende. Ét nummer dedikeret, smukt udført, ja, men uden at Per sagde noget. Ingen fortælling, ingen personlig refleksion, ingen markering af hendes arv. Publikum bar momentet – smukt og stærkt – men bandets egen gestus føltes mere som en formalitet end en reel anerkendelse. I en aften gennemsyret af nostalgi og 80’er-følelser var det et mærkbart hul, for savnet af Marie var til stede hele tiden, men blev aldrig adresseret i en form, der matchede hendes betydning.

Alligevel var publikum på fra første sekund – både under opvarmningen og hovednavnet. Energien bølgede konstant mellem scene og gulv. Folk sang med, dansede, klappede uden at blive bedt om det og gav sig helt hen. Jeg kunne mærke, at mange havde et dybt personligt forhold til disse sange, og det gjorde aftenen ekstremt nærværende.

Nostalgisk, energisk og rørende blev koncerten, elegant bevægende sig mellem fest og følelser. Halberg & Friends satte niveauet højt fra starten, og trods små lydproblemer løftede bandet, hittende og Lenas vokal aftenen til noget særligt. Intimt føltes det, selv i en stor hal – som at træde ind i folks ungdomsværelser igen, bare med større højttalere og dyrere tøj.