En metalorkan ramte Amager Bio

KILLSWITCH ENGAGE

Amager Bio, 28. november 2025

Support: Fit for an Autopsy+Decapitated+Employed to Serve

af Christoffer Schaarup

foto: Savas Karakaplan

Det er fredag, lønnen er lige tikket ind, der er julefrokoststemning i byen, og Killswitch Engage rammer Amager sammen med Employed to Serve, Decapitated og Fit for an Autopsy. Det er næsten en garanti for en festlig metalaften, og allerede da jeg ankom til et udsolgt og tætpakket Amager Bio omkring kl. 19.30, kunne man mærke, at det ville blive en god aften.

Det er præcis to år siden, jeg sidst så Killswitch Engage her — også dengang med Fit for an Autopsy som support — så jeg var spændt på, om der ventede noget nyt, eller om aftenen blev en gentagelse. Begge bands havde imponeret dengang, så forventningerne var naturligt høje, men alligevel blev jeg overrasket over, at Amager Bio endnu en gang var udsolgt med præcis samme lineup — og det slog mig igen, hvor villige danske metalfans er, når det handler om at møde talstærkt op til koncerter.

Desværre gik jeg glip af Employed to Serve, men jeg nåede Decapitated, som gik på kl. 19.45 og leverede en god halv times teknisk og brutalt dødsmetal. De første par numre druknede en smule i et mudret lydbillede, men det rettede sig hurtigt op. Forsangeren gjorde sit for at få publikum med, og der blev både klappet og løftet horn. Guitaristen fortjente dog et særligt shoutout: hans solos var skarpe og proppede med overskud.

Fit for an Autopsy indtog scenen derefter, og allerede fra første nummer stod det klart, at bandet var rykket op i en helt ny liga, når det gjaldt liveproduktion. Sidst jeg havde set dem her, var de gode — denne aften var de fremragende. Lyssetupet, som (muligvis) var lånt eller delt med Killswitch Engage, løftede deres set massivt. De spillede ekstremt tight og tungt, og salen kvitterede med moshpits, circle pits og entusiastisk fællessang. Bandet vender tilbage til København næste sommer som support for Lamb of God, og efter denne koncert var det tydeligt, at de ermere end klar til et større publikum. De forlod scenen til klapsalver og hejsede horn— og jeg var imponeret over, hvor meget de havde udviklet sig på to år.

Kl. 21.45 var det tid til aftenens hovednavn. Til tonerne af Baba O’Riley trådte Killswitch Engage ind på scenen og åbnede stærkt med Strength of the Mind og Rose of Sharyn. Moshpitten startede med det samme, og under Reckoning kunne man tydeligt mærke, at stemningen var helt i top, og at bandet var oplagt og i højt humør. Adam Dutkiewicz — lige dele fjollet og energisk — fyrede et par ultrakorte “druk-og-metal” sange af, som han tørt kaldte “grindcore drinking songs”. Det var fjollet på den helt rigtige måde, og publikum elskede det. Stemningen var også hjulpet godt på vej af fadølshanerne, der havde tappet løs siden kl. 19.

De nye numre fra den seneste plade ”This Consequence” — blandt andet Broken Glass og Aftermath — fungerede ganske glimrende live. Det gør nu mange af Killswitch Engages numre og de var tunge, groovy og leverede den klassiske Killswitch-energi, publikum hungrede efter. Men det var i bandets bagkatalog, at festen for alvor kulminerede og det er stadig de ældre klassikere, der ramte hårdest. Det afspejlede sig også i sættet, som i høj grad kredsede om netop disse. A Bid Farewell, Fixation on the Darkness og The Signal Fire sendte stemningen helt i vejret. Jesse Leach var overalt: han crowdsurfede, råbte publikum op, hængte ud ved barrikaden og viste, at han er en fremragende frontmand. Resten af bandet leverede også et knivskarpt og sammenspillet show, og de få solos fra Adam var præcise, koncentreret og med masser af attitude.

I den sidste del af koncerten spillede de singlen I Believe, som for mig var aftenens svageste punkt. Killswitch Engage fornyer sig ikke meget længere og anvender den samme og velkendte opskrift, som fungerer — men også er lidt forudsigelig. Når det var sagt, var publikum stadig fuldt engageret og kvitterede med klapsalver og knyttede næver. Adam og Joel tog sig også tid til at fjolle med publikum og hoppe med på en udfordring om at fyre 500 pinch harmonics af i løbet af de sidste numre. Adam konstaterede, at “så kan vi jo ikke spille riffs”, men virkede opsat på ikke at skuffe publikum. Han var i topform og beviste, at metal ikke behøver at tage sig selv alt for alvorligt, og han var selvfølgelig også nede og hente sin egen fadøl fra baren på gulvet — vel at mærke, mens han fortsatte med at spille guitar — hvilket kun understregede, hvor meget overskud han havde.

Aftenen blev rundet af med en sand hitparade: Arms of Sorrow, My Curse, The End of Heartache og My Last Serenade. Det var ren nostalgi for mig. Der blev sunget, moshet og skålet, som var det en fest mellem gamle venner. Denne koncert var alt det, metalfans hungrer efter: brutalitet, fællesskab og øjeblikke, der forvandlede koncerten til én fælles, buldrende fejring af metalcore. Selvom Killswitch Engage ikke længere leverede noget nyt, var det, de leverede, en kæmpe fest, og det gjorde de med et overskud, der ikke lod nogen tvivl tilbage om, hvorfor de stadig står som et af genrens mest elskede bands.

Vi ses næste gang!

fotogalleri: