FEAR FACTORY med menneskelig kraft
Fear Factory – Cybernetic Domination Tour
Lille VEGA, København, onsdag 9. september 2026.
Support: The Nocturnal Affair, Hate, Crystal Lake
Anmelder : Savas Karakaplan
Fotograf : Pablo Brunotto
Fear Factory i Lille VEGA: Maskinen lever stadig
Fear Factory har i mere end tre årtier bygget sin identitet på spændingen mellem menneske og maskine. I Lille VEGA onsdag aften, på bandets Cybernetic Domination Tour, var det præcis denne kontrast, der bar koncerten: mekanisk præcision, industrielle rytmer, tunge riffs og en frontmand, der hele tiden forsøgte at trække publikum tættere på scenen.
Dørene åbnede klokken 18, og programmet gik i gang klokken 19. Tre support-navne stod for opvarmningen: The Nocturnal Affair, Hate og Crystal Lake. Sammen sørgede de for, at salen var godt varmet op, da Fear Factory til sidst indtog scenen.
Bandet åbnede med “Acres of Skin”, og allerede her blev grundformen lagt. Dino Cazares’ guitar var stram og hakkende, trommerne låste sig ind i riffene, og hele lydbilledet fik den karakteristiske Fear Factory-fornemmelse af noget næsten programmeret, men stadig fysisk og voldsomt.
Derfra fulgte “Industrial Discipline” og “Powershifter”, før “Shock” og “Edgecrusher” trak koncerten tilbage til nogle af bandets stærkeste perioder. Det er især i de numre, Fear Factory viser, hvorfor de fik så stor betydning for industrial metal og senere generationer af groove-orienteret og moderne ekstrem metal.
Milo Silvestro fylder rollen ud
Den største forandring i Fear Factory anno 2026 er naturligvis vokalen.
Milo Silvestro overtog efter Burton C. Bell, og det er en rolle med meget historie hængende over sig. Bells blanding af aggressiv vokal og rene melodiske passager var en central del af bandets lyd.
I VEGA brugte Silvestro scenen aktivt. Han bevægede sig helt frem mod publikum og gjorde scenekanten til en del af showet, og han fremstod som en frontmand med sin egen tydelige tilstedeværelse.
Vokalt ramte han den nødvendige kontrast mellem de brutale passager og de melodiske linjer. Det er afgørende for Fear Factory, fordi bandets musik mister meget af sin identitet, hvis den kun bliver aggressiv.
Dino Cazares er stadig motoren
På den anden side af scenen stod Dino Cazares som den faste kraft.
Hans guitarspil bygger på rytme, præcision og gentagelse. Riffene fungerer næsten som tandhjul.
Det blev tydeligt gennem “Linchpin”, “No One”, “Invisible Wounds (Dark Bodies)” og “Soul Hacker”, hvor bandets styrke især lå i den kontrollerede tyngde.
Fear Factorys særlige lyd opstår, når guitar, bas og trommer smelter sammen til én mekanisk konstruktion.
“Roboticist” viser vejen frem
Midt i koncerten kom “Roboticist”, bandets nye nummer og et af de vigtigste øjeblikke i sættet.
Nummeret passer næsten perfekt ind i Fear Factorys gamle univers. Temaerne omkring teknologi, automatisering, kunstig intelligens og menneskets rolle over for maskinerne har været en del af bandets identitet siden 1990’erne.
Fear Factory beskrev engang en dystopisk fremtid præget af automatisering og kunstig intelligens. I dag er de temaer rykket ind i hverdagen, og “Roboticist” rammer derfor en virkelighed, bandet allerede skrev om for årtier siden.
Musikalsk er “Roboticist” stadig umiskendeligt Fear Factory: stramme staccato-riffs, industriel rytmik og kontrasten mellem aggression og melodi.
Det er et nummer, der peger fremad uden at forsøge at rive bandets gamle fundament ned.
Setlisten gav plads til mere end hits
Koncerten bevægede sig ud over de mest oplagte hits.
Efter “Roboticist” fulgte “Martyr”, “Arise Above Oppression” og “Archetype”, som trak linjer gennem flere perioder af bandets katalog.
Især “Archetype” fungerede stærkt som afslutning på hovedsættet. Nummeret samler mange af de elementer, Fear Factory er kendt for: massiv rytmik, melodisk kontrast og den kolde industrielle atmosfære.
Så kom ekstranumrene.
Her gik bandet direkte efter historien.
“Demanufacture”, “Zero Signal”, “Replica” og til sidst “Resurrection” afsluttede koncerten med en tung koncentration af klassisk Fear Factory-materiale. Det var en naturlig og stærk afslutning på aftenen.
Et band mellem fortid og fremtid
Fear Factory anno 2026 har en markant anderledes besætning end den, der indspillede Demanufacture og Obsolete i sin tid. Den grundlæggende musikalske idé fungerer dog stadig.
Dino Cazares holder fast i den rytmiske og industrielle arkitektur. Milo Silvestro tilfører bevægelse og ny energi. Tony Campos giver bunden den nødvendige vægt, mens trommerne holder hele konstruktionen stramt samlet.
Det visuelle udtryk understregede også musikken. Det hårde scenelys, tågen og de skarpe lysstråler passede naturligt til bandets industrielle univers. Samtidig skabte Silvestros bevægelser og konstante kontakt med publikum en menneskelig kontrast til den maskinelle musik.
Og netop dér ligger Fear Factorys styrke stadig.
Det er metal, komponeret til at lyde som en maskine.
Fear Factory i Lille VEGA viste et band, der stadig står med én fod solidt plantet i sin historie og den anden rettet mod en teknologisk fremtid, som langsomt er blevet til nutid.
Maskinen lever stadig.
Setliste: Acres of Skin · Industrial Discipline · Powershifter · Shock · Edgecrusher · Linchpin · No One · Invisible Wounds (Dark Bodies) · Soul Hacker · Roboticist · Martyr · Arise Above Oppression · Archetype. Encore: Demanufacture · Zero Signal · Replica · Resurrection.
Fotogalleri:
