top of page
Søg
  • Forfatters billedeNORDICA Live Magazine Live Is Real

GHOSTBUSTED

Copenhell 2023

GHOST

Anmelder: Rune LARSEN

Foto: Thomas V. Olesen

GHOST er vel det band udover Openhell bandet i Biergarten, som har spillet flest gange på COPENHELL, og det skal jeg personligt ikke begræde, selvom jeg missede dem første gang i 2013. Covernumre er bestemt heller ikke fy-fy i GHOST regi. Deres episke koncert i 2015 står til gengæld i stærk erindring som en af de største koncertoplevelser jeg har haft på COPENHELL nogensinde, og 2018 var som sådan heller ikke dårlig, som en jyde ville sige.

Mystikken er en smule forsvundet fra de tidlige dage. Vi ved nu alle, hvem der gemmer sig bag maskerne, og der har været gedigen udskiftning blandt the nameless ghouls i bandet. Man kan dog altid være sikker på et underholdende show fra de svenske spøgelser, ikke mindst i kraft af frontmand Tobias Forge.

Så hvordan lød 2023 versionen af GHOST ? Uha.... altså jeg er stor fan, men jeg syntes det var en svipser alt i alt, med få gode momenter.

"Kaisarion" åbnede og allerede her blev det klart at lyden ikke var i orden. Det lød meget mudret. Forsanger Tobias Forge måtte endda sige efter andet nummer, "Rats"...."what the fuck is this sound?" En dyb brummen fra et eller andet forstyrrede lydbilledet og det blev desværre ikke fikset på noget tidspunkt. Som gammel musiker havde jeg meget svært ved at abstrahere fra dette koncerten igennem, og det ødelagde faktisk min oplevelse.

Generelt var publikum meget stille, og selv under den første konfetti regn i "Mummy dust" måtte Tobias lige tjekke med publikum, om de overhovedet havde set det. For der var ingen reaktion.

Jeg synes ikke denne version af GHOST fungerer så godt som tidligere. Højdepunktet var helt klart "year Zero" hvor man fik fornemmelsen af fordums magi.

GHOST er udvidet til 9 m/k på scenen hvilket må være festivalens største orkester siden Jakob Stegelmann og symfoniorkestret . Kvantitet er dog ikke nødvendigvis lig med kvalitet.

Utallige kostumeskift kunne heller ikke hidse en op.Jeg savner de tidligere inkarnationer af Papa Emeritus og hans ghouls. For mig var dette festivalens helt store puster. Det var ikke decideret skidt, men helt uden nerve og tilstedeværelse.

Copenhell var denne aften renset for spøgelser.


Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page