KB HALLEN, 16/7 - 2022
GOJIRA – lydbølgemassagen, du ikke vil undvære (igen)
Anmelder : Helle Anderseen
På tæppet, der hang ned langs scenekanten, blev skiftende symboler projekteret op forskellige steder på lærredet. Den hardcore fan ved siden af mig mente at vide, at de havde med Gojiras nyeste album at gøre. Som symbolstærk, men mindre Gojira-kyndig, valgte jeg at stole på ham. Sammen med pyramider, bølger, spiraler og umiddelbart også andre simple, shamanistiske symboler blev en nedtælling på lærredet startet. Spændte som fjedre stod publikummet foran klar til at tage imod de fire franskmænd!
Koncerten i januar var blevet rykket fra Forum Black Box til KB Hallens rammer. Lyden var ikke helt god, da Alien Weaponary, det andet af de to opvarmende bands, indtog scenen, fordi der var nogen feedback fra bagvæggen, når man stod i siden af salen. Jeg tog ingen chancer, da Gojira gik på, så jeg stod oppe foran. Lyden var ift. albumversionerne noget ’grovere’, men ødelagde ikke feinschmecker’riet i Gojiras techmetal.
Selvom det nyeste album ikke er blevet skamrost i helt samme grad som hverken Magma (2016) eller også populære L’enfant sauvage (2012), syntes denne faktor helt igennem irrelevant. Gojira kom ikke for at lire hele det nye album af, dog både åbnede og lukkede de med numre fra den nyeste plade, Fortitude (2022). En smart måde at få nyere materiale ind under huden på de ældre og trofaste fans, der allerede var i ekstase. Et medley af ”Love” og ”Remembrance” lå tidligt i settet, så vi kom også kort omkring endnu ældre albumudgivelser.
Generelt var afvekslingen i musikken magisk. Både indenfor de enkelte numres ombygning, men i særdeleshed i rækkefølgen, de leveredes. Gojira mestrer på denne måde et uhyggeligt præcist publikumsgreb. Jublen var størst på numre som ”Silvera” og Stranded” fra gennembrudsalbummet, Magma (2016), hvilke placeredes punktligt som delikat champagnesorbet imellem kødfulde retter.
En uendelig kærlighed til musikken
Hvor guitarist, Christian Andreu, enten sang eller mimede med (det ville en mikrofon have afsløret), nærmest dansede Jean-Michel Labadie sig igennem koncerten med sin bas. Visuelt var det mest af alt nydelsesfuldt at iagttage trommeslager, Mario Duplantier. Et højere bundniveau skal man lede længe efter! Han misser ikke én takt og tilføjer selv gerne flere på en lækker-jazzet vis.
Gojira går langt for at opnå synergi med publikum. Alt fra skilte på sproget i landet, de spiller i, til et enkelt ”tak” efter en veloverstået applaus og længere tids takken fra scenen efter endt show. Bedst var nu at opleve så stærk en energiudveksling. Koncerten virkede mest af alt som et fælles anliggende for én gruppe mennesker, og ikke et band på en scene samt et publikum. En anderledes, hjertelig og meget stærk følelse.
Fællessang på nummeret ”The Chant”, fra nyeste plade, inkluderede krav om heftig deltagelse; vi skulle simpelthen overdøve musikken fra scenen med den ”ah-aaah…”- sektion, der også er på albumversionen. Endnu en, omend klichéfyldt, cementering af fællesskabsfølelsen, der her virkede alt andet end triviel og blot skabte variation i den i forvejen intense interaktion med bandet.
Røgkanoner forrest på scenen lækkede momentvis ud over os. Et par stykker nåede at crowdsurfe henimod koncertens slutning. Konfettien vil jeg som humoristisk input gerne kritisere! Er Gojira ikke miljøforkæmpere? Tungt ramte den i hvert fald.
Grafikken bagved bandet blev sparsomt ibrugtaget, virkede tæt på noget pixeleret og svigtede indimellem. Med undtagelse af den afsluttende grafik af, hvad der må have været Pandoras æske åbnet af et barn, som først møder en dæmon (verdens ulykker) og siden et træ, der vokser ud af æsken (håb), syntes den overflødig. Midt i al den virtuose regnskov under slutnummeret, ”Amazonia” kunne budskabet om håb for en bedre verden – jævnfør også ”Another World” tidligere i settet, ikke afleveres bedre. Formidlerne af håbet om en bedre verden havde afstemt kærlighed og hårdhed perfekt denne aften.