Grænseløs metalfest forklædt som opera

Igorrr – Amager Bio

“AMEN”

Support: Dvne + Thoughtcrimes

Søndag den 22. februar 2026

Af Katrina Dyrnell Bolding

Foto: Savas

Jeg vidste, at det ville blive intenst. Men jeg var ikke forberedt på, hvor kompromisløst det faktisk føltes.

Salen blev mørk. Et hjerteslag pulserede gennem rummet. Dunk. Dunk. Dunk. Så brød “Daemoni” løs, og jeg blev kastet direkte ind i Igorrrs univers. Ingen blid start. Bare fuld dedikation til det kaos, de mestrer så overlegent.

Det, der til at starte med føltes som et soloprojekt, var nu et syvmandsband. På scenen gav hvert medlem sin egen energi, og især kombinationen af JB Le Bails rå vokal og Marthe Alexandres mezzosopran var noget, jeg aldrig før havde oplevet live. Hun løftede de stille, næsten operatiskeøjeblikke til noget enormt intenst, og samtidig havde vi de tunge, komplekse riffs og elektroniske eksplosioner, der skabte det kaos, jeg havde glædet mig til.

Sættet fungerede næsten som en genreopera. Skiftet mellem klassiske, barokinspirerede passager, elektronisk udforskning og metal var ikke bare en gimmick — det var en del af fortællingen, som bandet førte os igennem. Jeg kunne mærke, hvordan jeg hele tiden blev trukket fra det smukke og skrøbelige til det brutale og eksplosive. Det er netop den ekstreme kontrast og genreudfordrende energi, der gør Igorrr så specielle live — og denne aften var ingen undtagelse.

Teknisk overskud og dedikeret fællesskab

Under “Blastbeat Falafel” blev det tekniske niveau for alvor tydeligt. Det var millimeterpræcist, uden at miste den rå kant.

Midt i sættet begyndte stemningen at eksplodere. Circlepits og moshing bredte sig, men det, der virkelig gjorde indtryk på mig, var smilene. Folk løb i cirkler, headbangede og næsten dansede midt i kaosset — og de smilede imens. Det sagde noget om, hvor dedikerede Igorrrs fans er, og hvor speciel musikken er. Den er ekstrem og kompleks, men den skaber glæde og fællesskab.

Jeg lagde også mærke til, hvor bredt publikum var sammensat. Der var fans i alle aldre. Det føltes ikke som en nichekoncert, men som et samlingspunkt på tværs af generationer og genrer. Det var ikke bare en koncert — det var en kollektiv eufori.

Selvfølgelig var der øjeblikke, hvor lyden kunne have været bedre i forhold til salen. Amager Bios akustik er ikke altid let at mestre, og i nogle af de lange, høje vokalpassager føltes balancen lidt skæv. Men samtidig føltes det rå live-udtryk som en del af oplevelsen. Det gjorde showet mere organisk end perfekt poleret.

Aftenens højdepunkt

Mit personlige højdepunkt var “Downgrade Desert”. Her fik jeg kuldegysninger. Marthe ramte næsten hver tone med imponerende styrke, især i de lange, svævende passager. Der var enkelte toner senere i koncerten, som ikke sad helt rent, og der blev jeg kort revet ud af øjeblikket. Måske kunne hendes mikrofon have været en anelse mere afdæmpet i de højeste sekvenser.

Men når det ramte — så ramte det virkelig.

Scenisk var koncerten lige så dramatisk som musikken. Da hun lå på ryggen med hovedet helt ud mod publikum og nærmest “cyklede” med benene, var det både absurd og dragende. Senere lod hun sig falde til gulvet og rejste sig langsomt igen i takt med musikken. Det var teatralsk uden at blive selvhøjtideligt.

At slutte med “Opus Brain” var dramaturgisk perfekt. Intensiteten steg, og i det sidste nummer gik han helt frem til hegnet, hang med hovedet ned mod publikum og growlede direkte ned i mængden. Folk var ellevilde. En kompromisløs finale, der samlede hele aftenen i ét massivt klimaks.

Denne koncert var — uden tvivl — en af de mest mindeværdige liveoplevelser, jeg har haft. Ikke fordi alt var perfekt teknisk, men fordi energi, intensitet og teater blev vævet sammen i en forestilling, der udfordrede genrer og forventninger.

Igorrr gjorde denne aften i Amager Bio til noget, jeg aldrig glemmer — og det var tydeligt, at mange andre publikummer følte præcis det samme.

Fotogalleri: