BLOODYWOOD
[support: Lake Malice]
PUMPEHUSET
LØRDAG 12. MARTS 2022
Anmelder : Pelle Johansen
Fotograf : Joachim Vilholm Vilstrup
Hvis metal kultur handler om at gøre præcis hvad der passer en og skide på alle konventioner så er Bloodywood gået det helt rigtige sted hen. Deres blanding af traditionelle indiske instrumenter og noget så utrendy som en nærmest nu metalagtig lyd, med en aggressiv rapper til at flankere forsangeren gør bandet temmelig unikt på en ellers hastigt voksende og knopskydende metal scene.
Efter opvarmningsbandet Lake Malice havde leveret deres ganske udmærkede show og sat gang i publikum med en Wall of Death(som i øvrigt godt kan virke lidt cringe når det kommer fra et opvarmningsband til et stillestående publikum, men som lige akkurat fungerede) var vi klar til de vi var kommet for: Indisk og energisk galskab.
Koncerten lagde ud med aggressionsbomben Gaddaar og publikum var med fra første tone. Det blev hurtigt tydeligt at selvom Bloodywood på ingen måde er mainstream metal alligevel har en dedikeret fanskare med kendskab til bandets sange, der måske hvis vi skal være kritiske godt kan være en smule enslydende. Den manglede variation til trods var der dog ikke et kedeligt sekund til koncerten, hvor hver ny sang skabte gedigen hindi fest og fik temperaturen i salen op på niveau med temperaturen i bandets hjemland. Festens højdepunkt blev med bandets nok største hit Machi Bhasad (Expect a Riot) hvor ingen i salen kunne stå stille. Efter kun en time var det hele slut da gruppen simpelthen ikke har flere sange. Koncerten blev måske ikke et maraton men nærmere en spurt i vanvittigt højt tempo, og det var egentlig helt okay.
Det mest wholesome band i verden
Bloodywood har en vanvittig god forbindelse til publikum. Det er tydeligt at de elsker at stå på scenen og lave det de laver. Efter koncerten opfordrede de publikum til at blive hængende og drikke øl med dem og midt i det hele stod 3 af bandets medlemmer pludselig midt på gulvet og spillede et halvt nummer for lige at komme ekstra tæt på deres fans. Derudover benyttede bandets forsanger duo pausen mellem numrene til at sprede en række behagelige budskaber: Der blev talt imod seksuelle overgreb som er et stort problem i bandets hjemland. Publikum blev husket på at tage sig godt af deres mentale helbred og i det hele taget virker Bloodywood trods det aggressive navn bare…. søde.
Da Sepultura i slutningen af halvfemserne gik på scenen med en Berimbau og blandede metal med traditionelle stamme rytmer fra den brasilianske jungle skabte det nærmest rystelser gennem metalmiljøet. Kunne man det? Var det nu også true? Siden dengang løbet meget blod under broen og i dag er metalmusikken heldigvis langt mere divers, og kun overvintrede tosser der stadig mentalt befinder sig i firserne bekymrer sig om hvad der er true. Bloodywood er nyeste skud på stammen på en metalscene der ikke er så hvid og ensartet som den engang var. Og tak Satan for det.
