Asinhell debuterede i opvisningsstil i københavnske Pumpehuset
AF STEFFEN JUNGERSEN
ASINHELL, Pumpehuset, København
30. april 2024 *****
Okay, så kan det da meget vel være, at Volbeat boss og all round boogie meister Michael Poulsen kalder sit death metal sideprojekt Asinhell, men at dømme efter såvel musikernes som publikums reaktion, da bandet gav sin første koncert nogensinde i københavnske Pumpehuset 30. april, var det nu snarere en destination så stik modsat helvede, man nu engang kan komme, folk befandt sig på denne aften.
I Himlen som det er i Helvede, I ved. Eller også er det omvendt.
Hvor om alting er, er Asinhell - som en engelsk kollega så smukt har skrevet - et blodplettet kærlighedsbrev til death metals store (og formative) år fra sådan cirka 1988 til ’94 og åbenlyse forbilleder som (tidlig) Entombed, Autopsy, (tidlig) Death og Bolt Thrower tilsat et lille stænk af gammel Kreator.
Mange af de bands er vi en del, der har oplevet i netop det hårdtprøvede Pumpehuset dengang i 90’erne, så der var en egen poetisk logik i, at det netop var dér, Asinhell debuterede live denne torsdag.
Asinhells debutalbum, ”Impii Hora”, er 35 minutters klassisk death metal, som i høj grad tjener til at understrege, at Michael Poulsens uomtvistelige tæft for fængende riffs, groove og harmonier med lethed lader sig omsætte til noget, hvor det går – ahem! – en anelse mere hårdt for sig, end det gør i dagjobbet Volbeat.
Yep, det hér er slet og ret catchy, som de ynder at fyre den af i den lokale sportsfiskerklub. Poulsen kan den slags bedre end de fleste.
Og live blev de i forvejen fine sange fra ”Impii Hora” endnu bedre, end de er på albummet. Selv til en debutkoncert stod stort set samtlige sange, arrangementer og riffs endnu skarpere, end de gør i de ellers glimrende studieversioner.
En overlegent spillende Morten Toft på trommer sørgede for, at store dele af koncerten faktisk swingede (tro mig; det er mere sjældent forekommende i denne genre end mig, der råber på mere reggae på den lokale), og den tyske frontmand Mark Grewe har faktisk en melodisk åre i sine brøl, som på fineste facon fremmer kantaternes kvaliteter.
Det hér var simpelthen en fest, og såvel Michael Poulsens som publikums generelle udstilling af tandemalje i salen lod mere end forstå, at det sågu’ var én af de bedre af slagsen. Efterhånden som aftenen skred frem, og man endnu engang måtte sende en beundrende tanke til de håndværkere, som for over halvandet århundrede siden byggede Pumpehuset.
Jeg mener; huset står der trods alt stadig. Også efter det frådende frontalangreb på fundamentet, Asinhell udsatte det for med ”Island Of Dead Men”, ”Trophies”, ”Inner Sancticide”, ”Wolfpack Laws” og den thrashy ”Pyromantic Scryer”. Coverversioner af Death klassikeren ”Leprosy” og Bolt Throwers ditto ”The IVth Crusade” gjorde heller ikke noget – den hyldest til death metals bedste år, som denne aften var.
