Cannonballs formålsparagraf er såre sympatisk, og de vil så gerne, men dette års pauvert besøgte udgave må mane til eftertanke
Af Steffen Jungersen
CANNONBALL FESTIVAL, K.B. Hallen, Frederiksberg, 27.-28.9.
foto: Savas Karakaplan
For nu at starte et sted:
Mange af jer vil vide at den oprindelige og efterhånden legendariske K.B. Hallen blev hærget af en voldsom brand i september 2011 – 73 år efter hallen oprindeligt blev indviet.
Branden, som ødelagde alt i hallens indre samt det specielle tag, brød i øvrigt ud få dage efter, at rockbandet Black Country Communion havde givet koncert i den gamle hal og i et træk, som ellers kun ekstraordinært opfindsomme og galgenhumoristiske manuskriptforfattere ville have udtænkt, spillede den gamle Deep Purple klassiker ”Burn” som ekstranummer.
”Burn” blev det sidste nummer spillet i hallen, inden den. . . brændte.
Vi var mange i rockmiljøet, som bar sorg i de dage i 2011. Ganske vist var den oprindelige K.B. Hallen ofte for begreberne ”vellyd” og ”forbilledlig akustik”, hvad Caligula var for mellemfolkelig forståelse, men det betød mindre. Ganske simpelt fordi hallen med god grund blandt rockelskere for længst havde opnået en status, så det i vore dage så skamredne udtryk ”legendarisk” var helt på sin plads.
FØRSTE ROCKKONCERT I DANMARK
I 1956 lagde hallen hus til angiveligt den første rock’n’roll koncert i Danmark, og siden nåede om ikke alle så en betragtelig del af rockens største at spille i den gamle hal. I flæng nævnt: Beatles, The Rolling Stones, The Who, Jimi Hendrix, Black Sabbath, Deep Purple, Led Zeppelin, Slade, Uriah Heep, Alice Cooper, Aerosmith, Megadeth, Metallica, Slayer, Sort Sol, Dizzy Mizz Lizzy, D-A-D o.s.v., o.s.v.
Indtil hallen altså for næsten præcis 13 år siden brændte – fire måneder efter at bygningen faktisk var blevet fredet!
Men ilden kender ingen herrer, ligesom politikere tit ikke kender deres besøgelsestid, og det skulle tage syv år, inden man kunne indvie den nye og genskabte K.B. Hallen med nyt tag og interiør.
Slut på historietime og hvorfor skulle I så trækkes med den?
Fordi jeg næppe var den eneste i salen, som bandede den nye hals elendige akustik lige lukt ad helvede til, mens Cannonball Festival stod på i den forløbne weekend. Flere bands ville jeg simpelthen ikke være bekendt af bedømme – Superloader f.eks. – fordi akustikken i salen ofte fik den bornholmske turistattraktion Ekkodalen til at minde om et lyddødt kammer dybt under jorden.
LYD PÅ OPDAGELSESREJSE
Jeg mener, jeg elsker trommer, men jeg behøver ikke høre hvert slag fire gange! Eller sagt på en anden måde; når man nu alligevel skulle genopbygge hallen, hvorfor så ikke også tage hensyn til akustikken. Det påstår flere ganske vist, at man har gjort, men så burde ejerne sagsøge entreprenørerne. Det er nemlig ikke første gang, vi har oplevet lyden i den ”nye” hal tage på opdagelsesrejse rundt i salen, så man kunne blive i tvivl om, hvor fanden scenen egentlig stod.
Situationen blev så ikke just afhjulpet af et alt for ringe fremmøde til koncerterne med kun nogle få hundrede tilhørere i salen. Den festival skulle kort og godt aldrig være holdt i K.B. Hallen. Med 500 tilhørere i en sal med plads til det seksdobbelte kommer det hele hurtigt til at se meget mere sølle ud, end det ret beset er.
Det er både synd for dem, der nu engang varmødt frem, for de optrædende og for arrangørerne, som jeg ved har lavet denne festival af ærlig kærlighed til den rendyrkede rockmusik.
Så selv om det såmænd var ganske hyggeligt at være sammen med vennerne fra vinstuen til et mindre arrangement et alt for stort sted, vil jeg tilråde, at festivalen bliver holdt et mindre sted næste år.
Men lejlighedsvist lydhelvede eller ej var der store musikalske oplevelser. To af de største såmænd leveret af danske bands.
DER DRØNER DEN DANSKE STØJ
Powertrioen Lydsyn fra København er rockmusik barberet helt derind, hvor lyden hårdhændet kærtegner rockhjertet i et lydbillede, som på forunderlig vis kombinerer bastardiseret 70’er bluesrock med et swamp groove hentet direkte fra Louisianas sumpe.
Når man så ellers har fået vristet støvlerne ud af samme sumpe, er det hér værd både at stampe med på og danse til.
Ét andet højdepunkt var Psyched Up Janis, som jeg ikke mindes at have hørt i en elektrisk udgave i næsten 30 år. Dét, jeg så i øvrigt heller ikke kunne huske, var, hvor gode PUJ kan være.
Den tætte trios forunderligt store, støjende klangflader tilsat guitarist og sanger Sune Rose Wagners tæft for 60’er poppede melodier gjorde det svært denne lørdag aften ikke at tage ordet ”mægtigt” i brug. Det betød faktisk meget lidt, at koncerten blev afbrudt undervejs af en (falsk) brandalarm.
Dette skrevet i håb om at Psyched Up Janis bliver ved med at turnére nu og da. Det hér er sgu’ for godt til ikke at blive luftet en gang imellem.
ÅBENBARINGEN
Men festivalens åbenbaring – ja, sådan én var der skam – var det mig ubekendte engelske hardrock band Massive Wagons, som lagde professionelt fra land med en attitude og veloplagthed, som stod de foran 50.000 mennesker.
Åbenbaringen bestod så i, at hér for en sjælden gangs skyld var et nyere band, som godt vidste, at det i den sidste ende altså ikke er nok at spille variationer over gamle Led Zeppelin riffs og så bræge ét eller andet henover – som alt for mange i den nye hårdrock generation har gjort det i de senere år.
Næ, Massive Wagons skriver sange – catchy og med gode melodier og alt sådan noget anakronistisk noget! – og brillerede med fængende riffs og medrivende omkvæd fra starten gik med ”Missing On TV”, ”Generation Prime”, den herlige ”A.S.S.H.O.L.E.” og i store træk resten af en time, som spillemæssigt bragtevelkomne minder tilbage om god, gammeldaws britisk arbejderrock som tidlig Whitesnake, Def Leppard, The Almighty og Bad Company, mens melodiarbejdet i perioder mindede ikke så lidt om de amerikanske mestre Cheap Trick (well, når man nu bruger sidstnævntes ”Hello There” som intromusik, I ved).
Den tidligere Motörhead guitarist Phil Campbellog hans band The Bastard Sons spillede selvfølgelig godt, men når de insisterer på at spille Motörheads ”Going To Brazil”, ”Born To Raise Hell”, ”Going To Brazil”, ”Ace Of Spades” og ”Killed By Death” sættes det så også i relief, hvor gennemsnitlige bandets egne numre er.
Sluttelig kudos til altid underholdende Skullclub, som efter alle disse år nu nok ville have godt af at variere udtrykket lidt. Et Ten Years After uden ”Mr. TYA” aka ”The Fastest Guitar In The West”, ulykkeligvis afdøde Alvin Lee, kan i mine øren aldrig blive til mere end et nogenlunde kompetent jamband.
Det var de også i K.B. Hallen, men så absolut heller ikke mere.
NÆSTE ÅR?
Mens Cannonball som idé og festival så afgjort er værd at støtte op om, skal arrangørerne nok i fremtiden i højere grad leve op til formålsparagraffen om at lave en ”rendyrket rockfestival”. At kalde bands som Dandy Warhols og Black Angels for rendyrket rock er at strække definitionen, mens en del af dem, der var kommet for at høre Ten Years After, sikkert rystede voldsomt på deres afpillede hoveder over at skulle trækkes med – ahem! – unge gymnasierockere som Psyched Up Janis.
Jeg er i hovedreglen stor tilhænger af eklektiske musikprogrammer og de ofte velkomne overraskelser, man kan få i den sammenhæng, men hér gik den altså ikke. At det så er trist og ikke særligt betryggende, at folk gladelig smider en halv husleje efter dinosaurernes stadionshows, mens man ikke vil give nogle få hundrede for at komme ud og støtte lagene nedenunder, er en anden og meget længere diskussion.
Flyt Cannonball til Amager Bio næste år og hyr et mere homogent hold til at spille – det kunne være f.eks. Warner Hodges, Asomvel, Hellacopters, Backyard Babies, Mustasch, Southern River Band, Inglorious, Backstreet Girlsog så sgu Massive Wagons igen.
Og så uden rodeotyr og den slags markedsgøgl, som sender de helt forkerte signaler, hvis man gerne vil tages seriøst.
Så tager vi den derfra. . .
