Abbath,Pumpehuset, København, 8.2.’24 *****
Dread Reaver European Tour with Toxic Holocaust & Hellripper
AF STEFFEN JUNGERSEN
Foto : Savas
Manden med det solide norske navn (!) Abbath(familienavnet er Olve Eikemo, fact freaks) har på det mest insisterende hærget planeten de sidste godt tre årtier. Først som medstifter af blackmetal pionererne Immortal og siden 2015 som frontmand, guitarist og vokalhvæser i bandet, som blot bærer hans eget (kunstner)navn.
Det er der indtil videre kommet tre ganske fremragende album ud af, hvor manden igen og igen beviser, at han er en meget sjælden panda i metalåbenbaringen.
Det har han også live understreget gang på gang, og den potente pandamalede spradebasse fra Bergen gjorde det igen og aldeles ypperligt i københavnske Pumpehuset 8. februar.
Abbath er som før anført sjælden og specielt da inden for den genre, han musikalsk bevæger sig i.
I hvert fald jeg er dødtræt af mange af klichéerne i den mere ekstreme ende af metalgenren som f.eks. diverse death metal konstellationers kolossalt kedsommelige kværnen løs om diverse modbydeligheder eller black metals evige hule hyldester til ”det onde” og ham dér med residens et godt stykke syd for himlen.
Nihilisme mig hér og dér og alle vegne, og når så den virkelige verdens modbydeligheder kommer for tæt på, stormer de alle som én hjem under mors skørter, før du kan nå at sige Satan.
I dét stykke er Abbaths lovsange til sit hjemlands vemodige isnende sletter, skove, fjorde og bjerge noget nær en befrielse, ligesom manden har et karaktertræk, der er mere sjældent i denne genre end covers af ”Barbie Girl”:
Han har sans for humor, folkens!
Musikalsk kan vi godt kalde bandets soniskeekskursioner black metal, for det ER det sgu (også), men det fine ved Abbath er, at det hele hviler på et solidt fundament af thrash metal og i endnu højere grad traditionel hardrock og Heavy Metal.
Tror næppe før jeg har hørt det faktum understreget så overbevisende som i Pumpehuset denne torsdag. ”Ashes Of The Damned” og ”Fenrir hunts” ville have følt sig hjemme på Metallicas klassiker ”Ride The Lightning”, mens flere numre – ikke mindst formidable versioner af ”The Artifex”, ”Root Of The Mountain” og den ubetalelige ”Winterbane” – i perioder fik mig til at tænke på Accept, hvis d’herrer tyskere havde været på udflugt i de norske skove med pandaen som tourguide.
I og med at Abbaths musik simpelthen har et rock’n’roll swing og en melodisk kerne, som mange af de tidlige heavy metal bands havde og som ikke mindst pandaens personlige favoritter i Kiss og Motörhead havde det.
Tilsat en mættende portion af fængende riffs og melodiske guitarløb er Abbath som tidligere nævnt meget mere end ”bare” black metal.
Stående applaus til den finske trommeslager UkriSuvilehto for det fede swing og til Abbathsguitarkollega Ole André Farstad for de fine klassiske løb og harmonier.
En knaldende kompetent kvæld i det hæderkronede Pumpehuset, som ikke just blev mindre god af dundrende dynamiske drøn fra Immortal tiden som den uforskammet fængende ”Withstand The Fall Of Time”, den episke ”In My Kingdom Cold” og den snigende groovy og forbilledligt dynamiske ”Beyond The North Waves”.
Variation, melodi, dynamik og højlydt hyldest til heavy metal. Mit hjerte hvad vil du mere?
Panda power sgu’! Kom snart igen. . . og i dét stykke: hvorfor har ingen herhjemme booket Abbath til sommer, hvor manden har tænkt sig kun at spille Immortal numre!?