Af Steffan JUNGERSEN
Næstved
THE VERDICT:
“I’VE BEEN THERE, DONE THAT, MET & SEEN ‘EM ALL AND WORN (OUT) GENERATIONS OF T-SHIRTS….”
Ja, det har jeg vist i min evige visdom gjort opmærksom på nogle gange i det sidste års tid, og i 2023 er Den Gamle Rock’n’Roller blevet så kræsen som en 5-årig, der bliver budt udkogt rosenkål til middagsmad. For så vidt angår (præsentationen af) den musik, jeg har viet såvel mit private som professionelle liv til i over et halvt århundrede.
Som en munter gammel sang påpegede engang i jernalderen. Jeg gider ikke gide… til jeg ikke gider mere.
Og det, jeg ikke gider, er gigantfestivaler og stadionkoncerter, og hele den kommercielle tivolisering, der følger med. Jeg kan naturligvis tage fejl (”Perish the thought, Jungersen”, vh Resten af Verden), men musikken er i alt for høj grad blevet væk i et virvar af sponsorer, som benytter lejligheden til at dybdeanalysere sidste uges vejfest, mens musikken spiller, og andre, som ”bare” er der for begivenhedens skyld.
Det, jeg kaldte koncerter, kalder alt for mange ”events” nu om stunder, og så er det, jeg ikke gider, til jeg ikke gider mere. Med mindre jeg får det godt betalt… ;-)
Og når så Springsteen eller Stones, eller hvem fanden ved jeg, næppe kommer til at spille i KB Hallen næste gang, må jeg jo undvære og glædes på de menneskers vegne, som stadig kan leve med tivoliseringen på diverse ucharmerende stadion.
Nå….
… And now:
Dermed når vi så frem til den netop overståede Næstved Metalfest 2023, og lad det være sagt med det samme: Denne lille festival var én af de fedeste festivaler, det har været min glæde at besøge i ubegribeligt lang tid.
Festivalen er på alle parametre tæt på forbilledlig.
Med en overskuelig kapacitet på et par tusinde sørger festivalen i lighed med nogle få andre på festivalkortet for, at man på en ikke umiddelbart definerbar facon simpelthen føler sig velkommen fra det øjeblik, man træder ind ad portene på det gamle kaserneområde i Næstved.
Man bliver mødt af smil og hjælpsomhed hele vejen igennem – fra ledelsen via de frivillige af enhver beskrivelse til publikum som sådan.
Madboder og barer har priser, hvor de fleste kan være med. (Min kone har en forkærlighed for et heksebryg, de kalder ”Dark And Stormy”, og hun var svært tilfreds med at sådan én kunne erhverves for 45 kroner).
Musikalsk – ja, musik var der sgu også – er Næstved Metalfest præcis dét, den giver sig ud for: en festival med udelukkende HEAVY metal i mange af genrens afskygninger.
Kvaliteten var gennemgående høj og programmet godt tænkt.
På en metalfestival kan man jo lige så godt lægge hårdt ud, og det gjorde jeg så med det nådesløse black metal band LOTAN fra (vist nok) nabobyen Ringsted. Det var vel ikke just en opvisning i variation og snedige vignetter, men jeg har en forkærlighed for ondsindet satanisk black metal, når det ellers bliver hamret af med overbevisning.
Og det bliver det sateme i Lotans tilfælde.
Endnu bedre var Defacing Godfra Aalborg. Fremragende spillet melodisk black metal et sted mellem Dimmu Borgir og Immortal men alligevel helt deres egne med old school heavy metal riffs, ditto midtempo grooves og velplacerede soli. Et personligt højdepunkt.
Jeg har vel efterhånden skrevet det om veteranerne i Artillery (The Official Page) som er nødvendigt. Troede jeg!
Men fandeme om så ikke bandet leverede noget af det bedste og mest insisterende, jeg længe har hørt dem. Det har muligvis været, fordi flere af de medvirkende musikere fredag var med på afbud eller forholdsvise nye i bandet, men i hvert fald var det tydeligt, at der stod noget på spil denne dag. Alt blev spillet usvigeligt sikkert i land lige med den ekstra nerve, som kan opstå når selv veteraner føler sig kaldet til at overbevise lige dét ekstra.
Britiske Strigoi– med Paradise Lost guitaristen Greg Mackintosh som vokalist (!) – spiller dommedagstung death metal, og de gør det dygtigt.
Nu er det nok muligt Mackintosh ”kun” er vokalist hér, men hans indflydelse gør sig i den grad gældende på d’herrer guitarister med melodiske guitartemaer, der bærer de fleste sange. Præcis den formel, Greg har fulgt i Paradise Lost de sidste tre årtier. Herligt!
Jeg åbnede ikke specielt beskedent selv lørdagen med et talkshow, og blev som sådan support for dagens første musikalske indslag: De lokale helte i Thorium med festivalchef Michael Andersen i front.
Jernsolid death metal fra den gamle skole spillet af et band, som er noget så sjældent som catchy death metal med et vist swing. Andersen er en befriende jordnær og charmerende frontmand – ja, faktisk nok noget af det tætteste, man kommer en hyggeonkel i den ende af metalskoven.
Nicklas Sonnes melodiøse power/ heavy metal er ganske enkelt fremragende. I en genre, som for ofte drukner i sin egen tyskerpræcision og bliver trættende af samme grund, er Nicklas og hans formidable band så meget bedre og mere.
Flotte melodier og elegante arrangementer er nærmest ved at falde over hinanden for at komme til hos d’herrer her. Hele bandet fortjener ikke andet end ros, guitarspillet er selvfølgelig sublimt, men jeg har altid haft en forkærlighed for trommeslagere, og Morten (tror jeg, han hedder – undskyld ellers!) swinger som en drøm – selvklart i de fine midtempo numre men også i resten.
Fandeme fornemt, Nicklas og co. Bliv sammen!!
Så var der mere death, men jeg må indrømme, jeg på dette tidspunkt var derhenne, hvor jeg vidste at seriemorder genet ville stikke sit grimme fjæs frem, hvis jeg udsatte mig selv for mere double bass drum attack denne gang.
”Du skal med ned og høre Grave,” jublede min gamle ven Poulsen fra det dér band, I ved.
”Det vil ikke være klogt,” svarede jeg og fortrak til et øltelt, hvorfra man kunne nyde Grave, som jeg faktisk godt kan lide, i passende afstand.
Hvilket så blot efterlader magiske, mageløse, mesterlige og majestætiske Paradise Lost! Jeg har set det band adskillige gange og i mange forskellige lande de sidste tre årtier, og de har aldrig svigtet.
Det gjorde de heller ikke i Næstved med en sætliste, som gjorde udtrykket ”perlerække” omtrent så utilstrækkeligt som en neglefil i en skovhuggerkonkurrence.
”Say just words!”
Ja, det er jo så det, jeg har prøvet. Tak fordi du har læst med så langt – så betyder min balancegang mellem anmelderi og kværulanteri åbenbart stadig noget for nogen. ;-)
Og nu takkelisten og undskyld, hvis jeg har glemt nogen. Tak:
Til Michael Hvolgaard Andersen , Clara Gorboi Andersen , Lars F. Larsen , Søren Weiss Kristiansen(nice shorts!), Peter Mesnickowog førstnævnte tos datter Elizabeth.
Til alle jer, der kom til mit talkshow for de flotte ord bagefter - personligt på festivalen, på messenger og på de såsjale medier.
Til Morten Nissenog følge. Esbjerg for evigt og altid!
Tak også til alle jer, der lige skulle have en snak eller en selfie med en gammel kværulant, der vist nok var noget engang.
Tak til den overrislede svensker, som, da han hørte min stemme, igen og igen insisterede på, jeg skulle lave en bluesplade! (Any takers?)
Tak til publikum som sådan. I var fandeme fremragende selskab.
Sluttelig skal jeg hilse fra min kone. Modsat sit tågehorn af en mand er Henriette ikke meget for at gøre væsen af sig, men hun havde en pragtfuld festival og bidrog med sit smil til belysningen festivalen igennem…
Med min gamle ven, pianobetvingeren Esben Justs ord:
”Hva’ siger man så? Så siger man tak!”
Det være hermed gjort.
Jeg har siden festivalen følt mig sært opløftet og klar til en forholdsvis fornuftig fremtid. Selvfølgelig kan det være influenza, men altså . . .
Høvl, heavy metal og kærlighed!
foto galleri
