top of page
Søg
  • Forfatters billedeNORDICA Live Magazine Live Is Real

OKKULTISME I DET GRØNNE

Anmelder : Rune LARSEN

Foto: Thomas V. Olesen

COPENHELL

GREEN LUNG er et for mig ubeskrevet blad selvom de på trods af deres korte levealder som band allerede har kult status. Jeg blev tippet af min gode ven Thomas, om lige at tjekke dem ud. Som sagt så gjort, og jeg syntes det lød super fedt, så det skulle blive spændende at se hvordan de kom ud over scenekanten på COPENHELL.

Den lille, efter Copenhell standarder, skov-scene, GEHENNA dannede ramme for GREEN LUNG.  Det virkede passende, at de okkulte drenge fra London skulle spille i skoven. GEHENNA var fyldt til noget nær bristepunktet, og et øjeblik havde man ønsket de havde spillet på PANDEMONIUM i stedet. Det tyndede dog forholdsvis hurtigt ud, da mange drog mod HELVITI for at sikre sig plads til PANTERA.

Tonstunge riffs understøttet af Hammond-orgel fik bladene i skoven til at blafre, og tanker om et andet lille orkester fra England meldte sig uundgåeligt. Her tænker jeg naturligvis på BLACK SABBATH. 

Forsanger Tom Templar kan godt minde om Ozzy i sine fraseringer, og det passer fint ind i det doomede lydbillede. Jeg kunne ønske at han ind i mellem lige hev den en oktav op, da det bliver en smule ensformigt i længden, da også alle sange virker til at være skrevet i samme tempo. Bassist Joseph Ghast gjorde det super og understøttede den enlige guitarist, Scott Black, fint når han havde soli.

Af uforklarlige grunde opstod der en moshpit blandt publikum. Det blev åbenbart lige kedeligt nok i nogens ører. Koncerten varede en time, og det var passende længde, syntes jeg. Absolut godkendt præstation herfra.


Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page