Robert Plan I Roskilde Festival

Arena scenen Roskilde Festival 2022

Onsdag d. 29. juni 2022

Foto & anmeldelse: Savas Karakaplan

Der er et øjeblik på en koncert, når luften ændrer sig. Da Robert Plant onsdag aften treen ind på Arena-scenen ved Roskilde Festival, ankom han ikke som rock-ikonet fra 1970’erne, men som noget sværere at sætte ord på: en mand, der er gået bagud for at komme videre. Ved sin side Alison Krauss, hvis stemme tænder rum, som de fleste sangere ikke engang ved eksisterer.

"Rich Woman" åbnede koncerten som en dør, der lægges op på klem. Publikum rykkede nærmere uden at være klar over det selv. Det var ikke en rock-koncert i traditionel forstand. Det var heller ikke en nostalgitur. Scenen forvandle sig gradvist til et mødested for americana, folk, country og rootsmusik, og Plant og Krauss bevægede sig igennem "Quattro (World Drifts In)", "Fortune Teller" og "The Price of Love" med en ro, der kun tilhører musikere, der ikke længere har noget at bevise.

For en Led Zeppelin-fan er det færre koncerter, der kører som en opdagelsesrejse snarere end et minde. Denne var det. Blues, folk og amerikansk rootsmusik løb som en roed tråd under det hele, og i den tråd laa de musikalske rødder, som altid har båret Plants karriere. Jeg når at tænke, at den store fjær aldrig var det elektriske riff, men det her: to mennesker omkring en mikrofon og en sang, der tror på sig selv.

Krauss’ lyse, elegante vokal skabte en smuk kontrast til Plants mere rå og erfarne stemme, og samspillet mellem dem var koncertens store styrke. To stemmer, der ikke konkurrerer, men bygger. Lyden ramte som et sikkert håndtryk.

Gåsehuden kom for alvor med "Rock and Roll". Arrangementet passede naturligt ind i aftenens øvrige stemning, og alligevel: pludselig stod manden foran os ikke kun som fortolker af amerikansk rootsmusik. Han var stemmen fra et af rockhistoriens største bands, og sangen bærede den histørie med sig uden at spørge om tilladelse. Senere fulgte "The Battle of Evermore", hvor Krauss overtog den rolle, Sandy Denny havde på den oprindelige Led Zeppelin-indspilning. Det var et af aftenens smukkeste øjeblikke, fortid og nutid, der mødtes uden lænkerne fra begge.

Da "When the Levee Breaks" og "Can’t Let Go" markerede afslutningen, stod det tydeligt: Plant forsøger ikke at genleve noget. Hans stemme er forændret siden 1970’erne, men den har fået noget andet, der er værd mere: varme, dybde og autoritet. En stemme, der er vokset ind i sig selv som gamle træer vokser ind i stenene de står ved.

Jeg kom til Arena-scenen som Led Zeppelin-fan, mærket af årtiers opvokset med "Kashmir" og "Stairway to Heaven". Jeg forlod den som musikelsker med større respekt for kunstneren Robert Plant, en mand der har valgt at gå mod strømmen og fundet, at rødderne løber dybere end nogen scream nogensinde nåede.