The Sandmen I Gamle Scene
The Sandmen malede Gamle Scene i rødt: fra mørk blues til støjende rock'n'roll
Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København, onsdag 7. oktober 2026.
Anmelder: Maria Skov
Fotograf :Savas Karakaplan
Kongens Nytorv lå badet i rødt onsdag aften. Det Kongelige Teaters facade stod i rødt lys og satte stemningen allerede udenfor, længe før første tone. Farven kom igen i albummet Hvis Jeg Nogensinde Dør fra 2025, hvis dæmoniske abe med skibriller, tegnet i sort og rødt, fyldte scenens store bagtæppe.
Indenfor mødte man en helt anden verden. Gamle Scenes ornamenterede balkoner, forgyldte detaljer og klassiske proportioner stod i skarp modsætning til The Sandmens beskidte, psykedeliske rockudtryk. Spørgsmålet var, om garagerockens rå energi kunne overleve i teaterets elegante rammer. Det kunne den, og repertoiret rakte langt ud over garage og støj.
Bandet spillede blues, rootsrock, rock'n'roll, psykedeliske guitarflader og elektroniske rytmer. Et udvidet ensemble bar det hele, og saxofon, trombone, keyboards og backingvokal satte tydeligt præg på arrangementerne.
Allan Vegenfeldt stod i centrum med en hæs, slidt vokal. Hans styrke lå i fraseringen, intensiteten og en næsten kropslig hengivelse til sangene. Flere gange sang han med lukkede øjne og begge hænder om mikrofonen, mens han pressede alt ud af hver linje. Den ru klang gav numrene tyngde og troværdighed.
Allan genopstår på Gamle Scene i sin strygefri pyjamas, som var han teleporteret direkte fra Copenhell, med musikaliteten i topform.
Michael Illo Rasmussen på trommer og Jens Hein på bas drev rytmen frem. Stefan Moulvad og Jarno Varsted delte guitararbejdet, og Varsted spillede også mundharmonika. Jesper Bo Hansen lagde harmoniske og elektroniske flader under på keyboards.
Koncerten åbnede med Lys & Kærlighed, efterfulgt af Get Up Get Out og På Gaden Igen. Allerede her stod spændvidden klar, med de direkte rocknumre side om side med det nyere danske materiale. Snowman, Himmelstormer og 5 Minutes Past Loneliness førte aftenen dybere ind i det mørke, guitarbårne univers, hvor bandets identitet har rødder.
Backingvokal og blæsere som musikalsk fundament
Amina Carsces backingvokal og blæsersektionen med Ned Ferm på saxofon og fløjte og Mads Hyhne på trombone holdt koncertens skiftende arrangementer sammen. Hvor guitarerne kunne bevæge sig ud i distortion, støj og lange improvisationer, forblev kor og blæsere i det harmoniske spor. Samspillet gav bandet en tyngde præget af soul og rhythm'n'blues, og rocken beholdt sit bid. Blæserne gav den ru guitarlyd nye harmoniske dimensioner, og Carsce fungerede i flere passager som Vegenfeldts vokale sparringspartner.
Et bluesrum midt i Det Kongelige Teater
Aftenens mest fascinerende sekvens opstod, da bandet slukkede for det store elektriske setup og samlede tre musikere siddende forrest på scenen. Under In My Time of Dying blev scenen næsten helt mørk. Et enkelt varmt, hvidt lys bag musikerne skabte en lille ø i mørket. Vegenfeldt sad i midten med mikrofonen, med guitar og mundharmonika på hver side.
Scenebilledet var enkelt og virkningsfuldt. Den store teaterscene skrumpede til en intim bluesklub, og musikken fik luft. Den ru vokal, guitarens dæmpede fraseringer og mundharmonikaens bluesfarvede toner gav en intensitet, som de elektriske arrangementer tidligere på aftenen ikke havde nået.
På Long Leg Sally blev musikerne siddende. Mundharmonikaen satte introens rytme, og publikum faldt ind med klap i takt. Salen blev her en del af rytmesektionen. Carsces backingvokal fyldte nummeret ud og lagde et lyst spor op mod Vegenfeldts grusede stemme.
Med Brand New Morning blev udtrykket endnu mere akustisk. To akustiske guitarer omkransede den siddende forsanger og trak musikken mod bluesrock og rootsrock med en tydelig rock'n'roll-puls. Netop her opstod et teknisk problem. En knitrende, forvrænget lyd fra højttaleranlægget forstyrrede fremførelsen, og nummeret blev afkortet. Det var ærgerligt, for sangen var på vej mod en fin, organisk balance mellem guitarer og vokal. Jesus afsluttede den siddende del, hvorefter bandet vendte tilbage til det fulde elektriske setup.
Fra akustisk blues til distortion og dans
Skiftet kom med Hvis Jeg Nogensinde Dør og Western Blood. Her blev det støjende rockudtryk sluppet løs. Guitarerne fik et hårdt, forvredet bid, og rytmesektionen pressede insisterende frem. Publikum svarede med det samme. Foran scenen begyndte folk at danse, og selv de historiske teaterrammer kunne ikke holde publikum i sæderne.
Her stod bandets styrke tydeligst for mig. Distortionen byggede spænding, og når rytmerne samlede sig, blev spændingen forløst i publikums bevægelser.
Den røde belysning drev oplevelsen frem. Kraftige røde flader fyldte scenen, og guitaristerne tegnede sig som sorte silhuetter i lys og dis. Den dæmoniske figur på bagtæppet blev en levende del af koncertens udtryk og rakte langt ud over rollen som albumreference.
Lysdesignet var gennemgående flot og stemningsskabende. Hvide spots skar gennem disen fra scenens bagkant, mens røde, ravgule, blå og grønne farveflader gav rummet skiftende karakter. Men en visuelt smuk produktion fungerer bedst, når den understøtter musikken uden at overtage forestillingen. Enkelte steder blev lyset så dominerende, at opmærksomheden flyttede sig fra musikernes samspil til de sceniske effekter. Den siddende bluessektion viste, hvor meget der kan opnås med ganske få lyskilder. En runner bevægede sig desuden så synligt rundt på scenen under koncerten, at vedkommende næsten fik karakter af et ekstra bandmedlem. Det gav indimellem scenebilledet et uformelt præg, men trak også opmærksomheden væk fra musikerne.
Koncerten var ikke uden svagheder. Den tekniske forstyrrelse under Brand New Morning førte til en forkortet fremførelse, mens den dominerende trommelyd på Rundt Om Søren skabte ubalance i arrangementet. Enkelte passager sad løst i forhold til guitarer og vokal, og rytmen mistede noget af sin naturlige fremdrift. Begge dele brød kortvarigt med det ellers solide flow. Balancen vendte tilbage på Den Bedste Dag. Arrangementet løsnede sig, og scenen åbnede sig i varme røde, orange og lyserøde toner. Lyset gav bandet en levende, næsten festlig glød, og musikken fandt igen en samlet puls.
Elektronisk mørke og bluesharmonika
Et af de mest spændende numre var Ved Du Hvem Jeg Er. Bassen satte tempoet med en insisterende figur, og ovenpå lå elektronisk percussion med en kold, mekanisk og næsten maskinel klang. De akustiske trommer greb ind i den samme puls og gav den kød, dynamik og et menneskeligt anslag. Netop samspillet mellem de programmerede rytmer og de livespillede trommer skabte en stram, kølig spænding, hvor maskinen og håndværket trak i samme retning. Senere voksede nummeret ud i en lang, insisterende guitarsolo, hvor mundharmonikaen fulgte guitarens linjer og skabte en levende instrumental samtale.
Her lå The Sandmen langt fra treakkordsgarage. Nummeret forenede elektronisk mørke, bluesfraseringer og psykedelisk guitarrock, og netop den blanding viste, hvor rummeligt bandets udtryk er.
Festligt punktum
Mod slutningen vendte Long Leg Sally tilbage i fuld elektrisk udgave. Nummeret, der tidligere havde været intimt og bluesfarvet, fik nu direkte rock'n'roll-drive og festlig kant. Two Steps holdt energien oppe, House in the Country bar koncerten mod slutningen, og Devil's Way satte det sidste punktum. Da hele ensemblet samlede sig foran publikum, stod det klart, hvor mange hænder der havde formet aftenens lyd.
Koncertens styrke lå i spændingen mellem yderpunkterne: den mørklagte bluessektion, de forvrængede guitarer, de elektroniske rytmer, blæserne og et publikum, der til sidst endte på benene.
Fotogalleri:
