En ø af lys i novembermørket – Seebach samlede sjælene i Royal Arena

Rasmus Seebach

Royal Arena, København – 14. november 2025

Support: Mumle

Af Katrina Dyrnell Bolding

Fotograf: Keren Ben-Shoshan

Jeg kunne mærke det allerede langt fra arenaen.

Ved Fields hobede folk sig op i en sådan grad, at sikkerhedsfolk måtte standse trafikken. Det lignede ikke en almindelig koncertaften – det lignede en national samling. Et Danmark i bevægelse mod det samme rum, i den samme stemning.

Inde i arenaen sad jeg blandt de mange, der allerede var klar 20 minutter før Mumle overhovedet gik på. Jeg følte mig ikke som én blandt mange – jeg følte mig som en del af noget, der allerede var i gang. Der var varme i luften, et fællesskab man sjældent oplever, og en summen, der gav mig følelsen af, at det her ville blive en af de aftener, der satte sig fast.

Da lyset slukkede og musikken stoppede, rejste hårene sig på mine arme.

En stilhed lagde sig over 15.000 mennesker – sådan en stilhed, der kun findes lige før noget stort. Så faldt det gigantiske tæppe, tre kæmpe lærreder tændte med palmer, vand og sol, og en ø dalede ned fra loftet med Seebach stående som en figur fra et moderne eventyr.

Lyden var blød, dyb og fyldig. Publikum eksploderede, og jeg mærkede arenaen blive levende.

Mumle gik på 20 minutter før showstart, og alligevel var der næsten fyldt.

Det siger alt om den energi, hun allerede har bygget op omkring sig.

Hun stod på et lille, intimt podie – et lille trommesæt, guitar, keyboard, musikere omkring sig – men hun virkede alt andet end lille. Hun fyldte arenaen med samme naturlighed, som hvis hun stod i sit eget studie.

“4 Uger” – publikum var med fra første tone

Fans sang med. Gyngede i stolene. Smil overalt. Jeg sad selv og rokkede, fordi hun rammer noget i én uden at presse sig på. Hendes vokal har en rå klarhed, der får én til at føle, at hun synger direkte til dig.

“Op Hvor Solen Ikke Skinder” – gennembrudsstemning

Her gik publikum amok. Folk sang med, rejste sig halvt, hujede – og efter sangen fik hun et bifald, der lød som et løfte om fremtiden. Hendes stemme skar rent gennem rummet, og hendes tekster rammer lige dér, hvor hverdagsfølelser møder noget mere intenst.

“Har du hentet noget i baren…”

Her skålede hun med hele salen, grinede og kaldte os et fællesskab.

Et lille øjeblik, der sagde alt: Hun var ikke nervøs. Hun var hjemme.

Jeg kunne mærke, at publikum ikke bare ventede på Seebach – de nød Mumle.

Hendes sange er dybe, men let tilgængelige. Følsomme, men ikke tunge.

Hun står tydeligt som én, der snart selv kan fylde en arena.

Rasmus Seebach

“Lidt i 5” – den elektriske åbning

Da beatet ramte, kunne siddepladserne ikke blive siddende. Lysarmbåndene bevægede sig som et hav af rytme, og jeg kunne mærke hele arenaen vågne samtidig.

“Engel” – fællesskabets salme

Den sang, der startede det hele for ham, blev modtaget som en fælles bøn – ikke religiøs, men menneskelig. Hele salen sang, dansede, grinede; nogle græd. Jeg kunne høre folks liv i stemmen.

“Tag Mig Med” – kontakt som kun få kunstnere tør

Seebach gik ned blandt publikum.

Ikke hurtigt. Ikke flygtigt.

Igen og igen – som om han insisterede på at være i øjenhøjde. Jeg kunne mærke glæden helt op på række 22.

“Ramler” – farver, vand og kraft

Røg skød op. Små vandfald på scenen. Lys i tusinde farver.

En sanselig eksplosion, hvor publikum råbte ordene tilbage med ren eufori.

“Har Du Det Ligesom Mig?” – når to generationer mødes

Da Mumle kom tilbage på scenen, skete der noget særligt.

Hendes vokal mødte hans, og sangen stod som et af aftenens mest følelsesmæssige øjeblikke. Hun sang linjen “Står du her ved en skillevej…” med en vægt, der føltes som om, hun havde båret den i årevis.

En stjerne, der fik sin bekræftelse denne aften.

Musikerne leverede en stærk, organisk bund, og koret var exceptionelt – så godt, at korpigerne flere gange bar vokalen lige så stærkt som ham.

Scenen var som et levende kunstværk: vandfald, røg der pulserede, grafiske mønstre i ild og vand, konfetti fra loftet, fyrværkeri under klimaks, sne under julesangen, og en drone der fløj rundt som et mekanisk øje.

Visuelt generøst uden at være overgjort.

Seebach er ikke en kunstner, der spiller en rolle.

Han er sig selv – og det er derfor, han virker.

Når han taler om, at ingen er alene, om at sige undskyld, om at hente hinanden op, så tror jeg på ham. Ikke fordi han synger perfekt, men fordi han synger ærligt.

Hele aftenen føltes som én stor fælles vejrtrækning.

Der var børn, der hoppede, voksne der sang, bedsteforældre der gyngede i takt.

Farver, lys, vand, ild, sne.

Grin, tårer, minder og nye øjeblikke.

Seebach skaber noget, de færreste formår: en atmosfære, hvor man tør føle noget sammen med tusindvis af fremmede.

Efter “Ild og Vand” og det sidste snefald fra loftet stod jeg tilbage med en overvældende følelse af fællesskab – den slags, man kun oplever få gange i livet.

Rasmus Seebach leverede en koncert, der føltes som en hyldest til alt det, der binder os sammen: kærlighed, familie, fejl, håb, længsel og varme.

Og Mumle var ikke bare opvarmning – hun var en åbenbaring. Et talent, der allerede lyser, og som i manges øjne fik sit gennembrud denne aften.

Aftenen stod tilbage som et af de øjeblikke, hvor dansk musik viser sin største styrke: at samle mennesker på tværs af alt det, der ellers skiller os.