WITHERING SURFACE anmeldelse af Steffen Jungersen
Det kræver efterhånden nerver, der får den gennemsnitlige snigskytte til at ligne en fummelfingret teenager på vej ad kærlighedens vildveje, når/ hvis man tager et seriøst livtag med verden omkring os.
Verden er i brand, og magthaverne lader kynisk brandslukkerne ruste og bærer i stedet yderligere benzin til bålet, mens Satan (og våbenindustriens ledere) leende spreder sine vinger – for nu at parafrasere Black Sabbath.
Hér nede i de rygende ruiner af de brudte løfter og dét, der var engang, danser vi andre videre med vaklende trin. Håbet er velsagtens et stykke ad vejen at trænge tingenes tragiske tilstand i baggrunden, før vi helt glemmer at værdsætte den skønhed, kærlighed og de små mirakler, vores forpinte planet trods alt også stadig besidder og byder til af.
Men bag det hele bliver ét krav dag for dag mere og mere ubønhørligt:
Vi bliver nødt til at gøre op med dette vanvid. Vi må finde en vej ud.
En Exit Plan.
ENTER Withering Surface
Withering Surfaces sjette album (og det andet efter det glimrende comebackopus, ”Meet Your Maker” fra ’20) har fået titlen ”Exit Plan” og handler måske ikke direkte om al den elendighed, jeg har beskrevet ovenfor. Og dog. For pladens tema om at måtte gøre det selv, hvis man ønsker forandringer, ligner mistænkeligt.
Men dermed slutter elendighederne så også. ”Exit Plan” er nemlig en aldeles fremragende Heavy Metal skive ladet til bristepunktet med små melodiske mirakler, myriader af elegante vignetter og arrangementer. Alt sammen sat flot i sonisk scene af produceren Søren Andersen.
Med debutalbummet, ”Scarlet Silhouettes”, der udkom i 1997, var Withering Surface det første band herhjemme, som kompetent tog den såkaldte melodeath genre til sig – eller Göteborg lyden (At The Gates, In Flames, Dark Tranquility, Arch Enemy m.fl.).
FODER TIL FOLKET
Og alt imens chefkomponist og guitarist Allan Tvedebrink i 2024 fortsat på fineste facon fodrer folket med de guitarharmonier og tvangfrit flydende soli, genren dikterer, så har Withering Surface efter tilbagekomsten i 2020 efterhånden fået så mange flere farver på den musikalske palet, at melodeath etiketten ikke længere er tilstrækkelig.
Der tages skridt frem og tilbage og sidelæns som en fægtemester på overdreven akkord på dette album. Gælden til traditionel Heavy Metal er tydeligere end nogensinde, men dertil kan du lægge vink til symfonisk black metal og masser af vignetter og skift – såvel rytmisk som harmonisk – som Megadeths mester i netop de dele, Dave Mustaine, ville nikke anerkendende til.
Sine steder kan de bannersvingende vidtfavnende harmonier med lidt god vilje lede tankerne helt tilbage til forfædrene i Deep Purple!
VERDENSKLASSE
Det ville faktisk være synd at fremhæve nogle numre frem for andre, for ”Exit Plan” er om noget et album at gå på opdagelse i. I skrivende stund sidder jeg eksempelvis og sukker ”nej, hvor fedt skruet sammen”, som ”I Finally Lost (All Faith In Humanity)” kører på anlægget. Men det er såmænd en reaktion, albummet som helhed kalder på.
Allan Tvedebrink og Marco Angionis guitarspil er formidabelt hele vejen igennem (den – alt for korte – solo i ”Denial, Denial, Denial” er tåretrækkende fed f.eks.), rytmegruppen er sviende præcis fra start til slut, mens vokalist Michael H. Andersen som sædvanlig kan hvæse alt dét, han vil. Skjule at han rent faktisk godt kan synge, kan han sgu ikke!
Først og fremmest understreger ”Exit Plan”, at Withering Surface – alle eventuelle forbilleder upåagtede – simpelthen som band er helt sig selv.
Bandet selv har i forbindelse med ”Exit Plan” luftet én af de ældste klichéer i bogen og – med glimt i øjet, bevares – påpeget, at dette er deres bedste album nogensinde.
Og ved I hvad: jeg er fandeme ved at tro, de har ret! Jeg holder meget af alle WS’s album, men dette kunne lige akkurat være det mest helstøbte af dem alle.
Verdensklasse! There, I said it. . .